HØRT: Vi lytter til hinanden

Hvordan udvikler vi demokratiet

På Ungdommens Folkemøde mødte ALTIVISTEN organisationen HØRT. Det er der kommet en kort video ud af. Sammen med denne video bringer ALTIVISTEN dig her HØRTs manifest og tre handlinger, som de gerne vil opfordre dig til at engagere dig i. 

Manifestet er første del af en trilogi, hvor HØRT her på ALTIVISTEN deler deres tanker om det demokratiske potentiale, som de synes ligger i mødet mellem mennesker, som deler egne erfaringer. Hos HØRT sker dette altid i en sanselig og deltagerinvolverende ramme.

HØRT

HØRT er en organisation, der arbejder aktivistisk i medborgerskabets tjeneste, og som søger at skabe rum, hvor vi kan øve os i dette medborgerskab. Det skal vi gøre, fordi medborgerligheden er samfundets lim – det der holder os sammen. Når HØRT udvikler rum og værktøjer, er det et bud på, hvordan vi rent praktisk kan øve os i medborgerskabet ved at sætte os selv i spil i forhold til fællesskabet. Man kan se metoderne, som en tilgang til debat – en tilgang, der er inkluderende, nuanceret, uhøjtidelig og refleksionsorienteret. Vi ser en værdi i at sætte mennesker sammen – og opfordre dem til at lytte, dele og stole på hinanden. For hvad sker der, når man låner andres briller til at se verden igennem? Og hvad gør det ved vores opfattelse af andre, at vi også selv låner vores briller ud?

Det HØRT’ske manifest

 Vi hedder HØRT, fordi vi mener, at det er noget alle mennesker fortjener at blive. I et samfund, hvor det er vigtigere at vinde end at blive klogere, hvor undvigelsesmanøvrer, stråmænd og personangreb er debatnormen, og hvor læst viden oftest trumfer erfaret viden, kan det være svært at høre og at blive hørt. Især hvis man er en helt almindelig medborger – sådan én, som ikke lige bliver inviteret med i Vild Med Dans. Det vil vi ændre på.

Det kræver mod at være medborger

At være medborger er mere end at have et gult sygesikringsbevis og sætte politiske krydser. At være medborger betyder, at man er med. Med til at skabe og definere samfundet og med til at ville hinanden. For ‘med’ indebærer, at man ikke gør det alene, men med andre. For at gøre noget med andre, kræver det, at man mødes. Og for at skabe noget med andre kræver det, at man deler. Meninger, idéer, drømme, viden, følelser, oplevelser, erfaringer, lamme vittigheder og hverdagseventyr. At mødes og at dele kræver mod. Det kræver mod at være medborger. Vi skal mødes, vi skal dele, vi skal være generøse og vi skal være modige. På den måde skaber vi et bedre samfund – som ligesom ordet antyder bygger på, at vi finder sammen.

Vi kan blive frataget vores statsborgerskab, men aldrig vores medborgerskab! Man skal ikke fødes, betale eller fedte sig ind i medborgerskabet. Man skal ikke kende den rigtige borgmester, dørmand eller have de længste ben. Alle har billet til medborgerskabet.
Men det er nemmere at indløse billetten, når man har mulighed for at blive hørt.

Sociale mellemrum

Med medborgerskab følger også en forpligtigelse. Et løfte om at sige til og fra og at kæmpe for et samfund, man tror på. HØRT skaber møder og værktøjer, der fungerer som sociale mellemrum, hvor vi kan mødes og øve os på medborgerskabet. Og det foregår altid i krydsfeltet mellem kunst og samfund, for det er hér, fantasien kommer i spil. Hos os er aktiv deltagelse uløseligt forbundet med æstetisk sansning – der skal være plads til både krop, hjerne og hjerte, når vi tænker nyt.

I 2. del af trilogien deler vi vores tanker bag vores koncept ‘Det Man Siger’, som er et konkret æstetisk debatrum med publikum som omdrejningspunkt. Vil du være med, når temaet er UNGDOMMEN, så bestil din billet her

I 3. del af trilogien dykker vi ned i et af vores værktøjer til dialog – tanken bag og brugen af det. Vi tester det i vores laboratorium, som du kan tage del i.

I handlingsmuligheder neden for opfordrer HØRT til et par handlinger, der kræver et par links. Her kan du finde billet til arrangementet ‘Det Man Siger’, her finder du et link til HØRTs skattekort til din mobil, og her finder du deres facebookside, hvor du kan holde dig opdateret.