Af Nicolai Hvidberg. www.nicolaihvidberg.info instagram: @illunicolai

Det er hele mit væsen, der skal uddannes

red

Linnea Madsen er i dag lærer. Da hun engang dumpede i gymnasiet, dumpede også hendes selvværd, men i dag ser hun anderledes på det: Det er hele vores væsen, som skal uddannes. Derfor skal vi hver dag spørge, hvad vil vi med vores skoler og uddannelser? Det er at tage vores demokratiske autoritet tilbage!

Det skete på et tidspunkt, at jeg dumpede. Jeg gik i gymnasiet. Det var angstprovokerende, da jeg havde haft en forestilling om, at jeg skulle kunne klare mig godt til eksamen. Jeg havde også den opfattelse, at hvis jeg ikke gjorde det, så var jeg jo ikke ”god nok”.

Jeg havde været til kurser for min eksamensangst. Jeg havde læst bøger og set videoer om det. Jeg har øvet mig i ikke at have eksamensangst og tænkt, at der da måtte være en måde, hvorpå jeg kunne blive bedre til at gå til eksamen. Til at få en god karakter. Eller til ikke at dumpe.

Man sammenligner hinandens karakterer og eksamenssnit. Man har ikke lyst til at sige det højt, hvis man har fået 02, eller hvis snittet ligger i den lave ende. Sådan var det også for mig og mine venner i gymnasiet, og vi blev trætte af det.  

Forventningernes tyngde

Efter gymnasiet tog jeg på interrail igennem Europa. Derefter startede jeg på læreruddannelsen. Det var på læreruddannelsen, at jeg begyndte at se anderledes på det med uddannelse. Jeg begyndte for første gang nogensinde, at stille spørgsmålstegn ved den form, som uddannelsen havde. Men selv i løbet af min uddannelse var jeg splittet mellem mig selv og samfundets konkurrencementalitet, som udfordrede mig i, at selvom jeg gerne ville give slip på mine egne og samfundets forventninger, så vidste jeg ikke helt hvordan.

Jeg meldte mig ind i nogle udvalg. Blandt dem var udvalget der beskæftigede sig med musikteater. Her var vi en gruppe studerende, der fik musikteateret op at stå efter mange år, hvor det ikke havde været der, og jeg kunne gradvist mærke en fremragende forandring. Jeg var med tre år i træk. Jeg lærte noget helt andet end i undervisningen. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg ikke passede ind i den form, man ”skulle” passe ind i, og at det langt fra kun var mig, der havde det sådan. Faktisk så var mødet med eleverne i praktikken, mine studiekammerater og dét, at jeg var en aktiv del af studielivet med til at danne mig, som den lærer jeg gerne ville være og føler, at jeg er.

Vi må udfordre (ud)dannelsestanken

Vi skal begynde at tænke anderledes. Det kræver, som Alternativet siger, at vi tager vores demokratiske autoritet tilbage. At vi stiller os selv og hinanden spørgsmålet: Hvad vil vi med skolerne, og hvad vil vi med uddannelserne? Hvilke udvalg eller initiativer kan vi lave? Har vi det fint med de bøger, vi bruger i undervisningen? Hvordan kan vi være med til at finde mening i det, vi laver? Jeg tror ikke, at der er noget entydigt svar på det, og det er også sådan, det skal være – for vi er forskellige. Og vi vil noget forskelligt. Men bare det at vi stiller spørgsmålene, det kan betyde mere, end vi umiddelbart tror.

Vi er meget mere end et tal

Efter at jeg oplevede at dumpe en eksamen, ikke én gang men tre gange, blev det tydeligt for mig, at jeg ikke skulle lade karaktererne definere, hvem jeg er. Jeg kunne på en måde mærke, at nogle blev overrasket over, at jeg stadig var stående efter en dumpet eksamen. På et tidspunkt var der en, der sagde til mig: ”Jeg forstår ikke, hvordan du bare kan snakke så roligt om det. Jeg ville slet ikke vide, hvad jeg skulle gøre” og den sætning, har siddet i mig lige siden. I den sætning lå der nemlig noget af det, der for mig klargjorde, hvor meget vi er styret af eksamener og tests.

Selvom jeg stadig er nervøs, når jeg skal præstere, så har jeg det ikke på samme måde. Jeg synes, at en eksamen er en firkantet måde at bedømme mennesket på. En karakter fortæller ingenting om mig og mine kompetencer. Så selvom jeg også har prøvet at få fine karakterer, så synes jeg på en måde, at det er uinteressant. Det blev i sidste ende mit engagement i studielivet, min relation til eleverne i praktikken og mine studievenner, der betød noget for mig på den lange bane.

Inden jeg slutter, vil jeg gerne citere professoren Ken Robinson, som i en tale forklarede, hvordan man kan undervise: ”Vores opgave er at uddanne hele deres (studerendes) væsen, så de kan gå fremtiden i møde. I øvrigt – vi kommer måske ikke til at se denne fremtid, men de gør. Det er vores job, at hjælpe dem med, at få noget godt ud af den.”

Og fra dette fremragende budskab til et andet. Alternativet siger: Vi skal fra konkurrencestat til balancestat. Og jeg kunne ikke være mere enig. Jeg oplevede nemlig, at jeg var mere i balance, når jeg stoppede med at lade tal og karakterer definere mig og mine evner. 

I handlemulighederne neden for opfordrer Linnea Madsen jer læsere til at se en video med netop Ken Robinson. Du kan finde et link her

Af Nicolai Hvidberg.

Af Nicolai Hvidberg. Instagram: @illunicolai