,

GRØNT HÅB OG MORGENFRUER PÅ FREDERIKSBERG

Alternativets kommunal- og regionsvalgskandidater har de sidste 2 uger ført valgkamp rundt om i Danmark, for at vise at der er grønt håb for bedre kommuner og regioner. En af kommunalvalgskandidaterne, der har taget alternative kampagnemetoder i brug, er Jan Friis fra Frederiksberg. 

Jan Friis har i forbindelse med kommunalvalget uddelt morgenfruefrø til borgere på Frederiksberg. Med uddelingen af morgenfruefrøene har han ville plante et håb. Et håb om personlig frihed, social værdighed og levende bæredygtige fællesskaber.

”Jeg vil gøre opmærksom på, at der godt kan gives plads til lidt mere farve og vild natur på Frederiksberg,” forklarer Jan Friis, og fortsætter, ”Frederiksberg er en veldrevet kommune, men der kan godt gives plads til lidt mere frihed og skrues lidt ned for kontrollen.”

Morgenfruen hører til i krydderurtefamilien. De kulørte blomsterblade er spiselige, smager af mild pepper og er betændelseshæmmende. Planten holder af en solrig plads, men stiller ikke store krav til jordforholdene. Ligesom et blomsterfrø spirer fra noget småt, er Alternativet godt på vej til at vokse sig store på Frederiksberg.

Gøgl og løjer, som at uddele morgenfruefrø, gør det ikke i sig selv, indrømmer Jan Friis. Han er godt klar over, at politik handler om holdninger og resultater. Alternativet har, efter Jan Friis mening, allerede leveret politiske resultater.

”Jeg og Alternativet er stolte over at have været del af centrum-venstre partiernes nye grønne alliance, et valgforbund bestående af alle partier fra R til Ø” forklarer Jan Friis, og uddyber “Det har været vigtigt for Alternativet, at der i aftaleteksten bag valgforbundet er blevet lagt vægt på, at den nye grønne alliance vil søge samarbejde med alle andre partier i Frederiksbergs kommunalbestyrelsen, så der ikke blot opstår en ”rød blok” på Frederiksberg. Alternativet vil altid gå efter brede – og dermed stabile – forlig på Frederiksberg.”

Jan Friis er uddannet historiker og kunsthistoriker fra Københavns Universitet samt Idéhistoriker fra Lancaster University. I over et årti har han arbejdet på Københavns Universitet – blandt andet med ansvar for studiemiljøet og kunstsamlingen. Lige nu er Jan selvstændig erhvervsdrivende inden for billedkunst.

Jan Friis kan følges på Facebook.