Af Marie Lassen. Instagram: @paa_hovedet

Gør den sorte fredag grøn

green

Nyt, nyt, nyt. Man kan næsten høre Jeppe Ks grin. Indrømmet. Det er sjovt, men også gravalvorligt. Vi er nemlig blevet for vante med at have et stort forbrug. Det har skabt en masseproduktion af alverdens ting, der slider voldsomt på vores natur og klima. I dagens indlæg er værdierne bag det amerikanske Black Friday fænomen derfor til diskussion. For hvordan kan vi ændre vores tilgang til forbrug og materielle goder, og gøre den mere bæredygtigt? Dagens skribenter har et bud. 

Deleøkonomi er kommet for at blive

Det kan til tider virke som om, forbrug er det, der fylder allermest i vores samfund. Der skal altid købes noget ind og skiftes noget ud. Alt fra snørebånd til cykler. Det er nu blevet sådan en selvfølge i vores hverdag, at vi alt for ofte glemmer, at alt, hvad vi køber, er blevet produceret, og at vi skal bruge energi på at genanvende størstedelen af det, vi smider til genbrug. For selvom vi i Danmark generelt er gode til at sortere vores affald og smide til genbrug, kræver genbrugsprocessen også energi, når man går gennem en mellemmand som f.eks. omsmeltning og derefter re-producering. Så hvorfor ikke tage et skridt videre mod at leve bæredygtigt ved at skære mellemmanden fra og indføre lidt mere deleøkonomi?

Et af de største og bedste eksempler på forbrugersamfundet i dag er Black Friday i USA. Dagen efter at de sidder til Thanksgiving og er taknemmelige for de ting, de allerede har, suser Amerikanerne nemlig ud i butikkerne og køber ind i stor stil til nedsatte priser. Netop dette eksempel på den ubæredygtige forbrugerkultur, som vi har i dag, ønsker vi at skubbe lidt til. Vi ønsker at skubbe den hen imod en mere bæredygtig deleøkonomi – nemlig i form af Green Friday.

Til Green Friday giver vi det videre, vi ikke længere selv har brug for, med tanken om, at den enes skrald er den andens skat. Vi skal have mere direkte genbrug og derigennem både undgå at skabe mere skrald og affald samt have mere ny-produktion, end vi egentlig behøver.

Alt dette har vi i Alternativet tænkt at medvirke til ved d. 25. november at holde et stort og åbent byttemarked. Til et byttemarked kan man komme og lægge de materielle ting, man ikke længere bruger, i ordnede bunker. Efterfølgende kan man så, hvis man vil, kigge rundt på nogle af alle de andre ting, andre har givet. Alle ting må tages med hjem, og man skal ikke spørge om lov. Det er en måde at skabe et fysisk rum, hvor man kan komme og bidrage med det man har, og få mulighed for at gå med det, man har brug for.

Så tag med på byttemarked på Green Friday, find dine julegaver før den travle juletid, og hjælp til med at starte et mere bæredygtigt forbrugersamfund. Hvis du ikke lige befinder dig i København den 25., findes der heldigvis allerede masser af byttemarkeder over hele landet. Tag for eksempel et kig på hjemmesiden byttemarked.nu.

Indlægget er forfattet af  Charlie Jagd Christensen, Rosa Helles, Anne Tscherning Larsen, Ronja Marike Dernehl og Helena Udsen. De er alle arrangører af “Green Friday – Byttemarked uden modkrav”, der afholdes i København fredag d. 25. november fra kl. 15 til kl. 21 på Åbenrå 33.