Af Emilie Lucia Lumholt Stahlschmidt. Instagram: @emilieluciaa

GØR HOVEDRENT

red

I serien “Små svar på STORE spørgsmål” undersøger ALTIVISTEN, hvordan små handlinger kan føre til mere bæredygtighed, gode liv og et sundere demokrati. Teksterne i denne serie er ofte skønprosa – og til tider poetiske i deres udtryk. I denne omgang fortæller Vincent R. Christoffersen, der er religions- og filosofistuderende, om at tage en pause fra hverdagens konstante informationsræs og de mange indtryk, der ofte forhindrer os i at være mere nærværende. Det handler om at trække vejret i en kvalt dagligdag.

Vi lever i en tid, hvor vi konstant skal tage stilling til en helt masse ting – eller rettere sagt, vi får tilbuddet om, at skulle tage stilling til en masse forskellige ting hver eneste dag. Vores samtid er en tid, hvor informationshastigheden er ekstrem. Vi bliver bombarderet med indtryk, om alt fra hvordan man opnår ’den ideelle krop’ til politiske overbevisninger, standpunkter og situationer.

     Den teknologiske udvikling har i den grad haft indvirkning på vores dagligdag. Først begyndte man at fjerne ledningerne fra telefonerne, så blev de sociale medier et hit, og i dag ser vi, hvordan ’smartphonen’ og de sociale medier er blevet en teknologisk fusion. De fleste af os forlader ikke hjemmet uden telefonen. Vi er konstant til rådighed på de sociale medier. Man er konstant klar til at skabe kontakt ved hjælp af sin teknologiske følgesvend, og af den grund kan der være en klar forventning til, at man hele tiden bør være til tjeneste.

Du har én ny notifikation

      Mange af os udsætter i stor stil vores sind for en skrækkelig masse stimuli: statusopdateringer, spilanmodninger, beskeder, opkald, arbejdsorienterede ærinder, uddannelse, sociale forhold (det er kompliceret), planlægning af aftensmad, aflevering og afhentning af børn. Vores tidsrum er proppet til randen som en forsvarsløs foie gras-and – oppustet, tvangsfodret og uden mulighed for pause i indtagelsen af information. Med al den information løber vi et mentalt 100-meterløb. Et 100-meterløb, der kan gå stærkt – rigtig stærkt. Men har vi nogen retning på det? Løber vi mod noget? Eller har vi glemt at tegne målstregen?

En notifikation fra sindet

Så nu vover jeg at spørge dig, kære læser: Kan du mærke dine fødder lige nu? Kan du mærke toppen af dit hoved (altså uden at røre ved det)? Har du i dette sekund forbindelse til dine baller, der rammer overfladen af din svenske håndskårne egetræsbænk, din hørbetrukne designerlænestol, det slidte sæde i 6A, eller hvor du nu måtte have placeret dit ømfindlige bagparti i dette øjeblik? Og måske vigtigst af alt: Kan du overhovedet mærke, at du trækker vejret? Med andre ord: Hvornår har du sidst sat dig ned og fjernet fokus fra dagligdagens støjende frekvens, til en helt mild observation af vejrtrækningen?

       Hvis vi virkelig ’mærker efter’, kan vi blive overrasket. Hvis du for eksempel forsøger at iagttage din vejrtrækning, vil du måske opdage, at vejret kommer helt ned og kærtegner navlen, at hjertet føles som et cyklisk blidt trommeslag i blød honning, og at fødderne står plantet som søjler i cement på gulvets overflade. Eller måske vil du fuldstændig modsat opdage, at vejret sidder helt oppe i halsen, at dit hjerte galoperer af sted, og at der er en konstant støj af tanker, der faktisk gør det svært at fokusere på den blotte tilstedeværelse. Der er noget underligt over, at vi ikke ’mærker efter’ – eller er opmærksomme på vores konstitution i øjeblikket. Hvis du for eksempel blev vækket søndag morgen af en radio, der spillede 80er rock på fuld knald, ville du – som de fleste andre – nok  sparke den varme dyne af og få slukket radioen i en fart. Men hvorfor får vi så ikke gjort noget ved den konstante tankestrøm, der kan larme mindst ligeså meget som bidende høj 80er rock en søndag morgen? Et svar kunne være, at det fordi vi er blevet vant til den, larmen. Måske er vi kommet til at integrere tankelarmen i vores dagligdag, og har glemt at give os selv et dagligt pusterum – i sin bogstavelige forstand.

En anti-struktur

Vi kender alle sammen den obligatoriske frokostpausesnak på arbejdet eller andetsteds. Her hører man på runde om ferieplaner, sommerprojekter og udsigter til klassiske danske sommerhusture, hvor der medfølger ro, skov og hav og den unikke danske hygge. Det er sådanne forestillinger om fred og ro, som de fleste af os ofte varmer os ved i en stresset dag. Der er dog noget mærkeligt over dette dagdrømmeri om fred og ro. For hvorfor dyrker vi kun denne ’anti-struktur’ en eller to gange om året? Hvorfor tillader vi kun os selv ganske få dage i løbet af et helt år til at opsøge fred, ro, stilhed og en pause fra den daglige informationsstorm? I forhold til hvor mange tanker, der kommer igennem et sundt og raskt hoved på blot én enkelt dag, så er et enkelt eller to pusterum om året bestemt ikke i overkanten. Især ikke i forhold til mange af de stressfaktorer, som de fleste af os på daglig basis udsætter os selv for. Så hvorfor indarbejder vi ikke denne ’sommerhus-ro’ i hverdagen? Hvorfor skal vi gå og vente på den? For det er ikke rart at være stresset – man kommer let til at skælde ud på de mennesker, man er sammen med. Man pynter ikke sådan rigtigt i gadebilledet, når man er sur og tvær. Værst går det måske ud over en selv, i form af en daglig dosis benhård selvkritik og et konstant negativt tankemønster.

Gør hovedrent

Så hvad er løsningen? Hvordan kommer vi ud af denne støj? Hvordan handler vi på det?

Mit svar kan måske lyde enkelt – men det er det faktisk ikke. Prøv at bruge 10 minutter om dagen på at sætte dig ned, og blot observere din vejrtrækning og dine tanker. Måske vil du hurtigt kunne finde ro – dit indre sommerhus, så at sige. Eller måske vil du observerer, at dit sind flyver febrilsk rundt som en natsværmer om en lampe. Sidstnævnte er (desværre) helt normalt for mange af os, der er i gang 40-50-60 timer om ugen.

At sætte sig ned og lytte til, hvad der sker ’inde i én’, er ikke altid nemt – på nogen måde. I starten kan det virke stressende, som tidsspild, kedeligt og måske endda en anelse underligt. Det kan endda være, at du ikke ser nogen fremgang de første gange, hvor du prøver dig frem. Men som det ofte lyder, så blev Rom altså ikke bygget på én dag. Tværtimod, jo mere larm du finder, når du lukker øjnene, desto stærkere en grund er der til at få sorteret lidt i tankerne og få gjort hovedrent. Jo mere radioen larmer, desto mere giver det mening at give sig selv tid til at skrue ned – og måske endda også tjekke efter, om man overhovedet har indstillet radioen på den rigtige kanal.

Jeg tror det er vigtigt at spørge sig selv: Er det mig, der styrer min hverdag, eller er det min hverdag, der styrer mig? Jeg tror bestemt, det er vigtigt, at man nogle gange trækker stikket og giver sit sind en mulighed for at restituere og blive kølet lidt ned. Min egen personlige erfaring siger mig, at en masse uventede ting stille og roligt bliver nemmere at komme igennem, hvis man regelmæssigt giver sig selv lov til at trække vejret og opsøge sit indre sommerhus. Det er tid til en hovedrengøring, så der er plads til det gode liv.