,

DEN GLOKALE BORGER – DE LEVENDE SKOVE

 


Altivisten har i denne mini-serie “Den Glokale borger” fokus på glokalt medborgerskab og klimafortællinger, der søger lokal indsigt og globalt udsyn med hensyn til at leve og handle mere bæredygtigt i samklang med klimaforandringerne og hinanden. Fortællingerne er inden for genren klimafiktion, der bruger fiktionen til at belyse virkelige historier, såsom konflikter i de Sydamerikanske skove.


af Stine Emilie Fløe Dalby

Febervildelse i regnskoven

I forrige fortælling af mini-serien om klima og ‘den glokale borger’, hørte vi om den globale landsby og skovens folk, der gik til træhuggeren for at samarbejde om en ny plan for at nedbringe klimaforandringernes febertilstande.  Dette afsnit tager udgangspunkt i skovfolkets perspektiv, deres forskellige interesser, og belyser hvorfor levende skove kan lære os om det gode liv og klimafællesskaber.

Vi befinder os i den sydlige del af den globale landsby nær skoven, hvor trækroner breder sig med vidde og fauna. Skoven var kendt for dens regntider, skovfolkets færden og et rigt dyre- og planteliv. Normalt var der dog kun få fra den globale landsby, der tog på skovtur i den sydlige del af skoven. De fleste var bange for at fare vild, og de der vovede sig derud blev ofte bedt om at vende om, når de stødte på landsbyens skovrider eller træhuggeren, der bad om arbejdsro i skoven. For udover at være en frodig skov, var den også indtægtskilde for kaminpasserens brænde og opvarmning til landsbyen, hvorfor råolie og naturgas også blev udvundet i den sydlige del af skoven.

Faktisk var der mange arbejdsrelaterede aktiviteter i gang i skoven, og man fældede nu også træer for at få plads til nye landbrug, så man f.eks. kunne producere palmeolie, kvæg eller soja til dyrefoder, der lige nu var en efterspurgt vare til landsbyens kvægproduktion og landsbybeboernes røde bøffer. Så alle bidrog de til landsbyens produktion og livsstil, men som beskrevet i forrige afsnit, havde bl.a. træfældning medført en yderligere temperaturstigning, der bidrog til lige så stor en opvarmning af kloden, som hele den globale landsbys samlede transportsektor. Når et træ blev fældet, afgav det yderligere den CO2, der var bundet i træet, hvorfor skoven nu var dækket af en tyk tåge af febervildelse, hvor flere hurtigere mistede orienteringen i skovens vilde terræn.

De oprindelige folk?

Vindmøllebyggerens rødhårede datter fra landsbyen, der havde tendens til at stoppe alt, der kunne forhøje de globale febertemperaturer, påpegede da også, at landsbyen nu burde skære ned på palmeolie, foruden soja og kød. Den nyhed nåede da også ud til skovens folk, men landmanden i skovens egn undrede sig over forslaget. Han var vokset op sammen med de folk, som af så mange af landsbyens borgere blev beskrevet som skovens oprindelige folk. Landmanden følte sig dog ikke særlig oprindelig. Han ønskede forandring, vækst og økonomisk sikkerhed og vidste faktisk ikke helt, hvad byboerne i landsbyen i grunden mente, når de beskrev de oprindelige folk under ét. Han vidste godt, at de oprindelige folk i princippet havde bestemte rettigheder til jorden og selvbestemmelse over dette terræn, men han var træt af at blive omtalt i denne kategori som en fastforankret identitet, der tilhørte en bestemt kultur. Selvom han var født i skoven, følte han sig mere tilknyttet til byboerne i landsbyen. Han havde således sagt ja til at arbejde som landmand, da skovrideren lagde planer for at fælde skov og tilbød fast arbejdsindtægt til hans familie. Han spekulerede nu over forslaget om at stoppe produktion af soja mm., da det ville stikke til hans nuværende levegrundlag – for hvad var alternativet?

Andre i skoven var dog med på ideen, da de efterhånden havde fået nye indtægtskilder ved at lokke flere byturister til skoven og nu kunne leve som guider og skuespillere, der havde øvet sig i rollen i at være oprindelig. De klædte sig således ud i deres oprindelige dragter, når turisterne kom forbi, lavede ritualer og spillede musik, så byturisterne kunne få bekræftet deres idé om, at skovfolket godt nok var oprindeligt. At bekræfte folks glokale verdensbillede var noget der gav pote. Men heller ikke den løsning var uden problematikker. For hver gang bybeboerne skulle ud at se giraffen, var deres transport derud også skyld i stigende febertemperaturer. Det var derfor snart svært at gå på fortovet uden at træde på de feberstigende streger. Og det gav en stigende følelse af, at så kunne det hele også være lige meget, jo større restriktionerne blev.

Skovens grønne vækst

Andre steder havde man dog ikke så meget fokus på feberstreger og restriktioner, for i skovens lommer gemte der sig et frodigt liv, hvor man havde fokus på at leve med skoven frem for kun at forstå naturen som et objekt og en ressource, som skulle tjene mennesket. Her prøvede man at give skoven værdi i sig selv og have et skovbrug, hvor man kun fældede træer i en sådan udstrækning, at skovens økosystem selv kunne følge med. I disse områder var der derfor flere ældre trækroner, der optog mere CO2 og febernedsættende medicin end de nyplantede plantager, der kunne findes andetsteds. Det gav både lidt indtægter til glokal-befolkningen, samtidig med at man respekterede skovens rytme og tempo.

Efter skovfolkets indblanding i landsbyens fremtidige klimaplan (se forrige afsnit: “Landsbyfeber”) og deres forslag om at plante flere træer, var det blevet en kendt strategi i den globale landsby, at oprindelige folk kunne sikre træernes overlevelse, hvis deres ret til jord blev respekteret. Derfor havde selv bankmanden i landsbyen fået øjnene op for, at bevarelse af de oprindelige folks ret til jord var en billig måde at forebygge yderligere udledninger og stigende temperaturer. Han havde endda foretaget en cost-benefit analyse, så de økonomiske interesser blev synliggjort på en overbevisende måde.

Vindmøllebyggerens rødhårede datter fortalte også glædeligt landsbyen om de mange fordele, der var ved genskovning og bevaring af den. Så meget, at hun og bankmanden glemte at feje for egen dør. Al den CO2, som de prøvede at spare i skoven, hobede sig nu op foran deres egen dør i landsbyen, hvor der nu lå bunker af madspild og bilos. De mange gode intentioner om at tilgodese skovfolket og deres rettigheder blev pludselig til en økonomisk beregning, og flere af skovens folk var nu utilfredse over, at skoven blev reduceret til en mekanisme for aflad, frem for en levende skov.

Den sorte gryde og forbindelsen til naturen

Det var således absolut ikke alle, der var fredsmæglere og havde lyst til at komme landsbyen i møde.

Flere ældre skovfolk havde levet en lang kamp mod både træhuggeren og skovrideren, som havde forårsaget tunge miner og metaller, hvorfor morgenbadet blev taget i skovens sorte gryde, hvor spildevand fra olieudvindingen nu flød i de brede floder og bidrog til en voldsom nedgradering af den glokale skovs økosystemer.

Kampen for skoven havde yderligere slidt hårdt på tilliden og var blevet til en kamp mellem dem og os. Jo mere de oprindelige skovfolk og tilstødende ngo’er beskrev de andre træhuggere som onde kapitalister, jo værre blev fortællingen om konstruktive løsninger fra begge sider. Ikke kun floder var nu sorte, men sortsynet hærgede også i skoven, hvor begge parter gik op i at forsvare egen ret og interesse, frem for at sætte sig i den andens sted. Den dualistiske kamp mellem de to parter gjorde det kun sværere for skovlandmanden at høre til og finde en identitet mellem det opdelte fokus på skovvækst versus økonomisk vækst.

En gruppe unge fra skovens oprindelige folk var heller ikke meget for denne opdeling. De ville være en del af den globale landsbys udvikling, og var trætte af at blive anset som tilhørende en sårbar og ressourcesvag gruppe, der skulle hjælpes mod de store onde kræfter. Var det ikke dem, der havde uundværlig viden om skoven? For ikke blot havde de biologisk viden om skovens rytme, ve og vel, de havde også mental viden fra de levende skove, som nu var blevet eftertragtet hos landsbyboerne i den nordlige del af byen. Flere valfartede nu til skoven for at finde en bedre forbindelse, end nogen telefonudbyder i landsbyen kunne tilbyde dem. Forbindelsen til naturen havde således en beroligende indvirkning på byturisternes ellers stressede hverdag, hvorfor det at søge tilbage til rødderne nu var blevet endnu mere moderne.

De unge skovfolk så således sig selv som førende inden for community-building og fællesskab, der var blevet en mangelvare i landsbyen mod nord, hvor individuelle sjæle ihærdigt prøvede at løse febertilstanden i deres egen baghave ved at dyrke økologiske grøntsager og fordele skrald mm. Den individualiserede feberbekæmpelse hjalp selvfølgelig en smule, men det var blevet sværere at råbe landbyrådet op, som en samlet flok.

Det var således specielt de unge fra skovens folk, der tog initiativ til at invitere træhuggeren til møde og skabe grobund for en fælles ny grøn vækst i landsbyen, frem for den sorte og hvide verden, som flere havde interesse i at male. Den sorte gryde i skovens floder skulle således have ny farve. Intet var sort og hvidt, hvis det grønne skulle have ben at gå på. Den unge gruppe opøvede derfor glokalt medborgerskab, der havde lokal indsigt i den enkeltes livsverden og global udsigt til sammenhængskraften i landsbyen.

Og således blev spørgsmålet om klima, natur og skov til et socialt ærinde. Et spørgsmål om indlevelse, overlevelse og levende skove med forskellige interesser, aktiviteter og vildskab.