,

DEN GLOKALE BORGER – LANDSBYFEBER

 


Altivisten har i denne mini-serie, “DEN GLOKALE BORGER,” fokus på glokalt medborgerskab og klimafortællinger, der søger lokal indsigt og globalt udsyn med hensyn til at leve og handle mere bæredygtigt i samklang med klimaforandringerne og hinanden. Fortællingerne er inden for genren klimafiktion, der bruger fiktionen til at belyse virkelige historier.


af Stine Emilie Fløe Dalby

DEN GLOBALE LANDSBY

I denne klimafortælling hører vi om ’den globale landsby’, de stigende febertemperaturer på kloden og hvordan den globale landsby agerer i forhold til at neddrosle feberen med panodiler, naturmedicin og andre livsforlængende doser. Spørgsmålet er – hvordan vi udøver glokalt medborgerskab? 

Jordens 24 timers lange roterende bevægelser rundt om sig selv, så tilforladelige ud ved første øjekast. For selvsamme vuggende, roterende bevægelse havde gjort sig gældende for kloden de sidste 4,6 milliarder år. Hvis Jordens efterhånden modne alder svarede til 46 år, havde vi jordboere eksisteret på Jorden de sidste 4 timer. 4 timer, der har fået betydelige konsekvenser for klodens tynde atmosfæriske hudoverflade, der ved nærmere eftersyn har dannet betydelige sår på grund af stigende febertemperaturer.

Klimasynderens pegefingre

I den globale landsby under Jordens atmosfæriske overflade kunne borgerne først ikke blive enige om, hvem der havde skylden for disse febertilstande, der kun syntes at stige og stige. De fleste syntes, at skylden måtte ligge hos dem, der direkte fyrede op under ilden og varmen, såsom kaminpasseren og hans slæng, der altid hang ud ved landsbyens brandfarlige områder.

En anden mente, at det måtte være bankmandens skyld, fordi han blev ved med at poste penge i kaminpasserens brændelager, og andre, herunder apotekeren, kunne slet ikke se problemet, nu da feberen gav ny profit på panodiler til at smertestille febertilstande. Kaminpasseren synes dog ikke det var rimeligt, at han fik hele skylden, da ansvaret også måtte ligge hos landsbyens borgere, der købte hans varme i store mængder. De kunne jo bare lade være at købe, hvis de var så utilfredse.

Midt i diskussionerne fik en anden jordbo nok af al den snak og de bebrejdende pegefingre, og byggede i stedet en stor vindmølle, så vindens blæsen i det mindste kunne minimere febertilstanden en smule. Det provokerede dog hans nabo, som var skov- og træhugger, hvis eksistensgrundlag var bygget op omkring at fælde træer og sælge brænde til kaminpasseren. Han tjente egentlig ikke så mange penge på det, da det meste gik til kaminpasseren og bankmanden, men han blev til gengæld anerkendt for hans hidtidige vigtige funktion i landsbyen.

Han havde altid arbejdet med det samme, og hvis hans job blev taget fra ham, hvad skulle han så svare, når landsbyens nysgerrige sjæle spurgte ham om, hvad han lavede til daglig? At der nu blev set skævt til hans funktion i landsbyen, gjorde ham både sur og trist, og derfor skrev han på landsbyens informationstavle med store bogstaver, at landsbyen skulle bevare kaminpasserens job og stoppe vindmøllebyggerens forsøg på at stjæle andre folks job.

Vindmøllebyggerens idealistiske rødhårede datter, der trods hendes intention om at bekæmpe febertemperaturer og hjælpe hendes far, havde i stedet rettet blikket mod træhuggeren og hans informationstavle, og brugte nu al sin energi på at overbevise alle i landsbyen om, at træhuggeren var den sande fjende og skyld i temperaturens tilstand. Det skabte splid i landsbyen og snart kunne ingen længere se, hvad landsbyen i grunden havde tilfælles.

Livet på smertestillende doser

Imens alt dette stod på, prøvede landsbyen at dulme jordklodens smerter med det nye høje salg af panodiler. Men efter nogen tid viste det sig, at både feber og sår i den atmosfæriske hudoverflade stadig var intakte og ikke syntes at heale lige umiddelbart, som landsbyens professor påpegede ved at ævle om fremtidens katastrofe-scenarier. Borgerne var trætte af at høre på ham, da hans snak om fremtiden ikke stemte overens med landsbyens nye lærdom om at leve i nuet. På sidste møde i forsamlingshuset, havde deres landsby-guru nemlig lært dem, at den sande lykke skulle findes ved at have fokus på nuet. Så mens borgerne prøvede at leve i nuet og tage en dag af gangen, var der snart ingen, der bekymrede sig om fremtidens scenarier.

Valget var således op til den globale landsby – ville de leve på smertestillende piller og dermed også dulme professorens lange klagesange om Jordens undergang, eller kunne de gøre andet for at lindre smerterne på jorden? Var patient-livet på smertestillende piller i hverdagen så at sige værdigt at leve på lang sigt? Eller kunne de sammen som glokale medborgere skabe et bedre helbred, der kunne behandle den sygdom, der gav Jorden forhøjede globale febertemperaturer?

Jordens overgangsalder

For hver dag åndede kloden dem i nakken, med vindens blæsen, og bad dem forholde sig til at natur og jordklode ikke længere var en adskilt del af menneskeheden. Professoren kaldte det den antropocæne tidsalder, en ny geologisk epoke, hvor klodens klimatiske udvikling ikke længere var uafhængig af menneskets handlinger og færden.

Fire timer havde jordboerne været på den 46-årige gamle jordklode, og nu var der allerede tale om en ny epoke, hvor landsbyens handlinger ikke kunne adskilles fra feberens udvikling. Der var en direkte sammenhæng, hvilket barnet i landsbyskolen kaldte for ’epoken, der krævede mere øjenkontakt, fællessang og respekt for hinanden’, efter at have set voksentyper strides om skyld og ansvar.

Men hvad landsbyen endnu ikke vidste, var, at jordkloden nok skulle klare sig. Jorden skulle nok finde en løsning og heale sine sår over tid, med den lange livserfaring den nu engang havde. For Jorden var det blot en overgangsalder. Det var jordboerne, der var de sårbare i denne fortælling, med deres 4 timers lange eksistensgrundlag og stridende samarbejde.

Men jordboerne var ikke dumme. De havde megen viden tilsammen trods deres unge alder.

Når vi stopper med at stoppe andre

Specielt skovfolket i landsbyen kom nu på banen, selvom de i lange tider havde været overset, da træhuggeren havde fældet deres træer og bosteder, hvorfor de nu levede på kanten af landsbyens egn. De vidste udmærket, at panodiler ikke kunne løse den virkelige årsag til feberen, og havde i længere tid haft viden om at naturmedicin til gengæld kunne nedbringe feberen. De foreslog derfor landsbyen den bedste naturmedicin – nemlig at plante træer og opbygge den skov, som træhuggeren havde fældet.

Først ville landsbyen ikke lytte til deres råd om alternative naturlige midler. Vindmøllebyggerens datter tog dog deres råd alvorligt og begyndte straks at fylde landsbyens informationstavle med paroler som: færre panodiler, stop træhuggerens trærydning, stop spisning af mad, der forhøjer feberen osv. Landsbyens beboere så nu alt det, de skulle give afkald på og blev hurtige enige om, at det forslag var for galt.

Skovfolket havde dog en anden strategi. De inviterede træhuggeren til møde og tilbød ham at blive ansvarlig for fremstillingen af naturmedicinen. Han var trods alt dén, der kendte skoven bedst, og de roste ham for hans viden om træer og talte om en fremtid, hvor landsbyen igen kunne samles, få et godt helbred, og hvor træhuggeren ville få en ærefuld position. Træhuggeren var skeptisk. Det gik jo imod alt det, han ellers havde foretaget sig i livet.

Men det var rigtigt at han i grunden havde megen viden om træer, og at han helt klart ville være den bedste til jobbet. Derudover kunne han få en vigtig rolle i landsbyen igen efter den seneste kritik af hans position. Han var dog stadig ikke enig med skovfolket i mange ting, men til sidst indvilligede han i fælles handling frem for fælles holdning.

Fremtiden alligevel ikke så sort

Næste møde i landsbyen fik en anden klang. Nu da træhuggeren foreslog et fælles projekt om genrejsning af træer, lyttede landsbyen på en ny måde. Mange havde tillid til træhuggeren og hans store arbejdsindsats i landsbyen. Selv skovfolket var for første gang i mange år til stede i forsamlingshuset og kunne dele deres mange års studier af naturmedicin. De tilbød endda apotekeren at få del i overskuddet af den nye naturmedicin, så det kunne udligne panodilernes fald i pris. Kaminpasseren kunne i stedet hjælpe vindmøllebyggeren, og for første gang i mange år havde landsbyen pludselig et fælles projekt og vision om fremtiden.

Selv professoren måtte indrømme, at alt måske ikke behøvede at blive tegnet så sort op, da mange af hans skræmmescenarier om fremtidens febertilstande havde frembragt en vis håbløshed hos de børn, der lyttede til hans viden og historier. Nu kunne han til gengæld se børnene få lys i øjnene på en ny måde. Landsbyen begyndte derfor at plante træer for at nedbringe feberen. Det var alles helbred det drejede sig om! Og således gik den globale landsby ind i endnu en ny epoke, som barnet i landsbyskolen kaldte ’epoken, hvor landsbyen samarbejdede med den jord, de for en stund var givet’. Det glokale medborgerskab blev således altafgørende i menneskehedens 5. time på jorden, der lige netop var begyndt.