Far vild

red

I serien “Små svar på STORE spørgsmål” undersøger ALTIVISTEN, hvordan små handlinger kan føre til mere bæredygtighed, gode liv og et sundere demokrati. Teksterne i denne serie er ofte skønprosa – og til tider poetiske i deres udtryk. I denne omgang fortæller Victor Lange, der er filosofistuderende, om at fare vild fra hverdagen for at finde et lille moment af det gode liv. 

Før vi kan give vores ydmyge bud på et svar, må vi starte et bestemt sted – hvis I spørger mig. Rettere sagt: Vi må starte ved hverdagen. Hverdagen. I ældre tid betød hverdag egentlig blot de dage, der hverken var søndage eller helligdage. I dag står betegnelsen nok for noget andet. Hverdag betyder det vanlige eller rutineprægede. Dagene, der er skåret efter den samme model eller figur. Hverdagen er ’det normale’. Det, hvor forventningen indfries. Hverdagen er tidsrummet, hvor i rutinen gennemføres. Hverdagen er ikke nogen bestemt dag, og det er heller ikke alle dage. Hverdagen er den gennemgående kontinuitet, der ligger som en gennemsigtig lim mellem det store flertal af dage, som vi ikke kan skille fra hinanden. Hverdagen er en puls; en sløv puls, som vi glemmer ved dens nærvær, men husker ved dens fravær.

Hverdagen har altså ikke noget brud. Det må vi forstå. Hvis hverdagen brydes, er det netop ikke hverdag mere. Det bedste eksempel herpå er døden. Er vi tæt på at blive kørt ned i trafikken, eller modtager vi nyheden om en bekendts død, da brydes hverdagen. Som et gammelt oliemaleri kan slå sprækker, så slår hverdagen sprækker og revner. På den anden side kan et uhyggeligt hvidt lærred skimtes. ’Den nøgne tid’. Her kan intet forventes.

For at forstå den hverdag vi har komponeret, tegnet, malet op og ladet stå i al sin helhed, må vi netop bryde den. Hvis ikke vi gør det, da står vi hverdagen – og ikke foran hverdagen. En maler betragter ikke sit maleri, i det at hun maler det – da er hun skabelsesprocessen. Går hun derimod et par skridt tilbage og stiller sig beskuende over for sit værk, da betragter hun det egentlige maleri. Ligesådan må vi træde ud af hverdagen for derefter at stille os betragtende foran den. Forstår vi hverdagen, da forstår vi også hvilke elementer, der bidrager til at skabe det gode liv – og hvilke der ikke gør.

Til spørgsmålet ’hvordan skaber vi det gode liv?’ ville man normalt forvente, at svaret netop påpegede hvilke elementer, der bidrog til skabelsen af det gode liv, og hvilke der ikke gjorde. Dog har jeg ikke tænkt mig at gå den vej. Mit ærinde er et andet. Jeg vil derimod pointere bruddet på hverdagen. Ikke som svaret på ’hvordan skaber vi det gode liv?’ men som en vej mod et sådant muligt svar. Af den grund må vi spørge til, hvordan vi så foretager et sådant brud. Her har jeg et ganske lille svar. Et svar, der blot består i noget vi alle sammen har prøvet før: At gå en tur.

Søren Kierkegaard holdte meget af at gå – det samme gjorde andre filosoffer som Immanuel Kant og Arthur Schopenhauer. Eksemplerne er mange på store tænkere og forfattere, der har elsket gåturen. For mig at se er tidspunktet ikke ligegyldigt for gåturen. Især ikke hvis den har til formål at slå revner i hverdagen. Aftenen. Når mørket enten lægger sig over dagen eller helt er indtruffet. Der er gåturen noget ganske særligt. Ens skridt fornemmes anderledes – som om de blødt glider gennem den sorte luft. Aftenen. Især de sene aftener er perfekte til at slå revner i hverdagen ved en gåtur.

Kort fortalt så kan gåturen om aftenen tilbyde noget ganske specielt. Hvorledes? Her går du på kanten af hverdagen. Arbejdsdagen er overstået – aftensmaden er færdiggjort. Et scenarium kan udfolde sig for dine øjne, hvis du går rundt om aftenen i en by. Små familier går stille fra spisebordet indrammet af de gule vinduer. På de skæve, rustne og fugtige bodegaer hænger tobaksrøgen, duften af øl og de fragmenterede samtaler tæt i luften. Et ungt par sidder tilbage på en restaurant; selv tjeneren er på vej hjem. Alle disse små scener er en del af hverdagen, men de udspiller sig på hverdagens kant. Snart er dagen forbi.

Men mens scenerne foran dig stadigvæk foregår i hverdagens rum, så gør din gåtur ikke. Du er ikke længere en del af hverdagen: Du betragter den. Foran. Hverdagen er foran dig – du er ikke i den længere. Pludselig har du tid til både at iagttage dig selv og andre. Pludselig kan du både reflektere over andres og dit eget liv. Gåturen er et rum for tanker. Gåturen er et stykke af tid til tanker. Har du problemer, så gå en tur. Mist aldrig lysten til at gå en tur, som Kierkegaard ville have udtrykt det. Personligt mener jeg, at det gode liv er et liv, hvor ens hverdag drejes og studeres – for eksempel ved hjælp af en gåtur. Derfor er mit stilfærdige svar på det brusende spørgsmål ’hvordan skaber vi det gode liv?’ i al sin simpelhed: Gå en aftentur. Get lost. Forsvind fra rutinen. Gå på hverdagens kant. Udforsk den nøgne tid. Duft til friheden. Det hvide lærred bag den bemalede overflade.

Kunsten bliver at gå en sådan tur hver eneste dag, uden at selve aftenturen bliver til hverdag. Gåturen må ikke blive en rutine, noget automatisk. Den har netop værdi ved ikke at være det. At gøre noget hver dag, uden det bliver til hverdag, er ikke let. Men gaven er stor, hvis det lykkes. For hvis det lykkes vil hver eneste dag indeholde et brud på hverdagen, og du vil gå en aftentur i hverdagens revner hver eneste aften. En pause fra hverdagen hver eneste dag.