Gå en tur i Ørstedsparken

red

På ALTIVISTEN vil vi udover at publicere artikler, kronikker, essays og andre mere traditionelle indlæg også meget gerne beskæftige os med lyrik. Derfor har vi spurgt tre unge digtere, om de hver især ville skrive et digt om deres yndlingspark i København.  I sidste uge var vi på besøg i Assistens Kirkegården, og dagens digt handler om Ørstedsparken. Grønne arealer og parker er vigtige pusterum for mennesker, og særligt for dem, som bor i større byer. De er åndehuller for den travle virkelighed præget af støj, indtryk og fart. På ALTIVISTEN tror vi på, at sådanne pusterum og åndehuller nogle gange bedst beskrives gennem kunstneriske udtryk – og måske i særdeleshed poesi. 

Døren ind til haven ændrer virkeligheden.

En gave. En drøm. Til dig. Mig. Os.

Byens travle rytme skylles.

Jeg mærker stammer i kastanjetræ. Falder om i grønt hav. Lytter til kroners fortællinger.

Se vinden griber søen – danser mønster; vildt og blidt. Tegner for evigt.

Hejren svæver derover; som en sagnfigur. Fra en langsommere tid.

Roen er magi – roen rammen giver i menneskesind.

Jeg glemmer støj. Stress. Glemmer at leve nogens normers dom.

I haven husker jeg. Finder svar.

Haven er et hospital – en redning for vores by.

Døren ind til haven ændrer virkeligheden.

Mennesker taler. Mennesker ler. Mennesker fordyber sig.

Også hos en fremmede der ellers er farlig.

Rigtige liv leves i rammens fantasi.

Jeg ser anderledes.

Lad mig altid se sådan.

Tag dette mig med ud – til den anden side.

Tag dette mig med.

Haven er foranderlig

Nu er det sommer: Her dufter af smil, tobak. Rus og rigtig græs. Mangfold og hygge – og ordet lever, ikke misbrugt: Sitre i varmestråler mellem os.

Snart bliver det efterår: Melankolien kommer – lægger slør i sindet.

Som usynlig røg fra træernes brand.

Vinteren renser. Mennesker forsvinder. Ensomhed giver klarhed.

Vi får styr på os – haven og jeg.

Foråret bygger. Vi gør det samme: Vågner igen.

Haven giver ro. Ro til fordybelse: Selv i de største sager, der ellers ikke kender plads.

Døren ind til haven ændrer virkeligheden.

Store statuer af store mennesker stirre – gik de her engang? Fandt de roen?

Til at ændre virkeligheden – til at forme verden bedre?

Det er nat nu. Søen er sort, brudt i spejlet – spejler lys fra måne i linje lang.

To mennesker ved bredden. Holder hænder, kysser kind – gemmer sig fra verden:

Bare for et øjeblik.

Vi deler haven.

Dig. Mig. Os.

Lad mig dele altid alting.

Skænk mig haven i mit sind.

Tag dette mig med ud – til den anden side.

Tag dette mig med ud.

København: Du gav os Ørstedsparken

Vi må give dig den igen.