Af Emilie Lucia Lumholt Stahlschmidt. Instagram: @emilieluciaa

GÅ EN TUR I FREDERIKSBERG HAVE

red

Grønne arealer og parker er vigtige pusterum for mennesker, og særligt for dem, som bor i større byer. De er åndehuller for den travle virkelighed præget af støj, indtryk og fart. På ALTIVISTEN tror vi på, at sådanne pusterum og åndehuller nogle gange bedst beskrives gennem kunstneriske udtryk – og måske i særdeleshed poesi.  I dag bringer vi det sidste digt i ‘Den Poetiske Trilogi’, hvor vi skal på oplevelse i Frederiksberg Have. Digtet er skrevet af Victor Lange, der er filosofistuderende i København. 

 

Til Frederiksberg Have – og nysgerrigheden

 

 

En park åbner sig,

lægger sine stier ud som slyngende løfter.

 

– ///

 

Sidste forår plukkede jeg en af blomsterne til dig,

også selvom man ikke må.

Jeg var bare så nysgerrig på, hvordan den duftede.

 

Krokus, hyacinter – påskeliljer.

De stod der alle sammen; bag den algegrønne regent af rusten tid.

Selv konger nyder synet af jordens buketter;  

alle mennesker venter på foråret.

 

// – /

 

Kan du huske den blå båd?

Og hvordan vandet lød under dens farve?

 

Nu står der en familie og smiler,

mens de krydser den lille rille af vand – midt på Frederiksberg.

 

Hver vinter fryser de, søerne og menneskene,

bliver glasklare som nordpolen; en dyne af frost.

 

Så kigger jeg efter de gråhvide fugle,

nysgerrig på, om de stadigvæk findes;

eller om de fløj med solen,

der er gul ligesom deres øjne.

I sorg over deres stivnede spejl.

 

Her lander selv snebærrene på jorden,

i kulden er hele haven som en vinterdrøm:

voldsom, langsom; isnende, virkelig

blytung af tomhed – fuld af et haltende åndedræt.

     

/// –

 

Jeg håber sådan på at blive væk.

 

Hver sommer farer jeg vild, i denne del,

nysgerrig på; om jeg stadigvæk ikke kender stierne her.

 

Det lykkedes som regel:

omringet af smaragdgrønt græs,

falder jeg gennem bladenes skygger,

(deres dunkle genspejling),   

for hvert et hjørne – de smuldrende bænke, de glemte pladser.

 

En bro af porcelæn.

 

Mit hoved er fyldt med sol,

træernes glødende, bløde mørke hvisker til mig:

læg dig her – forsvind med os.

 

/ – //

 

Hvem tænker på lindetræerne, når det er vinter?

 

Jeg holder øjnene åbne for at se den gamle allé;

børn tegner mønstrer, voksne bygger dem af træer.

 

Haven taler

 

nysgerrig lytter jeg til dens skramlede digt,

noget om mennesker – mennesker, der går.

 

Et trin åbner synet,

et vandfald styrter,

en vinkel forsvinder,

to mennesker dukker frem.

 

Haven taler

lader dem, der lytter

flygte for en tid  

 

// _ /

 

Ethvert efterår kan kendes på sine farver

i år er det mere gult.

 

Pas på nysgerrigheden,

(ønsket om at se noget andet)

Pas på gåturene,

(de små trin mod det sted, hvor tiden vender)

 

En digter fortalte mig en gang:

”… de bedste parker synger om alt det, du ikke har set…”

 

– / – /

 

En park lukker sig,

samler sine stier sammen som en skitse af minder.