Af Emilie Lucia Lumholt Stahlschmidt. Instagram: @emilieluciaa.

Gå en tur i Assistens Kirkegården

red

På ALTIVISTEN vil vi udover at publicere artikler, kronikker, essays og andre mere traditionelle indlæg også meget gerne beskæftige os med lyrik. Derfor har vi spurgt tre unge digtere, om de hver især ville skrive et digt til ALTIVISTEN – og ikke bare et digt, men mere specifikt et digt om deres yndlingspark i København. Resultatet er blevet til ‘En Poetisk Trilogi’. Vi vil således publicere digtene en for en her på siden. Når det er gjort, så håber vi, at der står tre poetiske portrætter tilbage af tre af Københavns smukkeste parker: nemlig, Assistens Kirkegaard, Ørstedsparken og Frederiksberg Have. 

 

Trækronerne over mit hoved

lukker sig sammen over mig

i sin fuldstændige filtren sammen

græsstråenes opblussen i solskinnet efter regnen

som det eneste vidne til

at himlen snart braser ned over mig

det dagligdags og det rituelle.

*

Jeg tænker på internetrouteren

jeg ikke kunne få sat op

jeg ringede til udbyderen

og modtog en mekanisk telefonsvarer

en situation jeg ikke ønsker gentaget her

på denne bænk

omgivet af gravsten

der stritter op af plænen

eller flankeret af søjler

i aflukkede hegnomringede områder

hvis en kirkegård havde wi-fi;

interferensen mellem rækkerne af gravstene

en velkommen støj

nogen gange tror jeg

at gravstenene taler til mig

hvor jeg dog elsker at være i konstant dialog med døden

nogen bag mig

drysser grannåle i mit hår

hver gang jeg vender mig om er der ingen

eller intet

kun min egen skygge i ét med træernes skygger

og gravstenenes skygger

blandt de nedtrådte stier og duggede blade

efterårets komme

den sitrende følelse i baghovedet

om vinteren er det rimen

om foråret kronbladende

selvudslettende men også selvopbyggende

bestem selv

en måde at anskue verden på

en måde at overleve på

en internetrouter der ikke sender noget signal.

Om morgenen; disen over græsset

at reparere et ødelagt spindelvæv med fingrene

en parasit lever af næring fra en anden organisme

som en gæst der binder sin vært til en stol

og derefter bosætter sig i værtens hus

pletter af mug på bænken

meldug på de laveste blade på bøgetræet

gravstenene har efterhånden

accepteret mossets indtog på deres overflader

træet på jagtvejssiden af kirkegården

som vokser ud gennem hegnet

to substanser der flyder ind i hinanden

accepterer hinanden

alt er forbundet

føler at jeg indånder giftige gasser hver dag

er der andre der føler det?

*

Placeret

med et grantræ på den ene side

en skraldespand på den anden

stien foran mig, hækken bag mig

luften omkring mig, himlen over mig;

fødder placeret på benene placeret på hofteskål

med torso over sig

armene som vedhæng

hænderne som vedhæng på armene

fingrene som vedhæng på hænderne

halsen oven på torso

hoved oven på halsen

ørerne, næsen, læberne som vedhæng

bænken under mine baller virker ekstra grøn i dag.

Ser en gravsten, hvor der står:

Theodora Emilie From, født Grum

og jeg tænker, at det er skønt,

at der hvert fald har været ét menneske gennem historien

som rent faktisk blev frelst.