, , ,

FREMTIDENS LØSNINGER: NYTÆNKNING NÅR ROBOTTERNE KOMMER

Illustration: Emilie Lucia Lumholt Stahlschmidt

 

Fremtidens løsninger er en artikelserie, hvori Altivisten undersøger mulige løsninger på fremtidens problemer. Her er fjerde og sidste artikel i serien, der fokuserer på robotter og kunstig intelligens – udviklingen og brugen af det kan have store konsekvenser, så det lader til, at vi er nødt til at anskue arbejde og fritid på en ny måde. Jeg har talt med Ole Dolriis, lektor ved SDU Robotics (Syddansk Universitet), om netop dette.

 

Der er for tiden meget snak om robotter og kunstig intelligens. Der opstilles flere skræmmende science-fiction-scenarier hvor robotterne overtager verdensherredømmet og gør os mennesker til deres slaver eller undersåtter – men det er måske lige overdrevet nok. Jeg satte mig for at undersøge sagen, så jeg stillede lektor Ole Dolriis nogle spørgsmål.

 

Hvilke sektorer vil især opleve, at robotteknik og kunstig intelligens rykker ind på arbejdspladsen?


”I den nærmeste fremtid først og fremmest fremstillingsvirksomhed. På lidt længere sigt tillige servicevirksomhed, fx advokatvirksomhed, journalistik, lægefaglig diagnosticering, offentlig administration og undervisning.”

 

Det er altså ikke kun industrielt eller manuelt arbejde, der kan udføres af robotter. Hushjælpsrobotter som automatiske støvsugere og græsslåmaskiner findes allerede, ligesom tungt, fysisk hårdt arbejde udføres af industrirobotter og avancerede matematikudregninger laves af computere. Hertil kommer så de robotter, der kan skrive artikler. Ganske vist kun små fakta-baserede notitser, såsom sportsresultater og børsnoteringer, men det er stadig en opgave, man tidligere satte journalister til. Der findes også telemedicinske apps, der kan genkende udslæt og hudkræftsymptomer bedre end læger. Og autopilotfunktionen bliver skaleret op, så robotter kan flyve fly uden mennesker. Med det in mente kan man godt blive lidt ængstelig. Men Ole Dolriis fortsætter:

”Man bør i øvrigt være forsigtig med at skille disse tendenser fra den almindelige teknologiske udvikling. Der er mestendels blot tale om, at de EDB-programmer vi har lavet i mere end 50 år nu bliver smartere og smartere – en udvikling, der i høj grad er drevet af, at hardwaren er blevet nærmest ubegribeligt billig og sekundært, at vi er blevet bedre til at skrive programmer.”

Det er altså ikke en helt science-fiction-agtigt og småuhyggelig udvikling – vi kender det egentlig fra det go’e gamle EDB.

 

Bør man være bekymret for om ledigheden i Danmark vil stige, som direkte konsekvens af robotteknik, de næste 30 år? Eller 100 år?

”Robotteknologien skaber næppe flere jobs samlet set. Den udvikling, vi ser nu, med hjemtagning af produktion fra fx Polen og Kina, giver samlet set færre jobs, flere i Danmark, javel, men langt færre i Polen og Kina. Mit bedste bud er en hel del færre jobs om 30 år.” svarer Ole Dolriis, men han vil gerne understrege uvisheden i at skønne om tingene:

”Det er forbundet med nærmest astronomisk usikkerhed at byde ind på, hvordan verden ser ud om så lang tid, og at gætte på, hvordan det ligger om 100 år er efter min mening i bedste fald spild af tid, men nok snarere useriøst.”

 

Robotter og kunstig intelligens ville kun kunne ”overtage verdensherredømmet” hvis de kunne sætte deres egne mål. Kan de det, og i hvor stort et omfang, tror du, de ville kunne det?

 

”Allerede nu er vi jo på mange måder underlagt it-systemernes og teknologiens luner, og det hele afhænger af i hvilket omfang vi (dvs. politikerne) er parate til at kontrollere den udvikling. Indtil videre har teknologianvendelsen ’sejret ad Helvede til’.”

Ole Dolriis opfordrer til en mere kritisk tilgang:
”Vi opfatter al teknologi og digitalisering som fremskridt uden at forholde os til konsekvenserne. Et meget godt eksempel er teknologianvendelse i matematikundervisningen i folkeskole og gymnasium, som har medført, at eleverne måske nok kan løse opgaverne, men ofte kun i begrænset omfang forstår den bagvedliggende teori.”

Så en robot kan måske ikke sætte sine egne mål og derved være blive klogere end et menneske. Også fordi robotter besidder en særlig type klogskab, en særlig slags intelligens, der, i og med den er kunstig, er mindre kompleks og afhængigt at et afgrænset domæne. Men en reel trussel er, at vi bliver ’dovne’ rent intellektuelt, altså at vi ikke øver os i at udregne problemer, tænke anderledes, kognitivt udfordre os selv og ja, faktisk forstå den matematik eller det arbejde vi sidder med.

Ole Dolriis er også skeptisk overfor den effektivitet, der følger med den ukritiske vinkel:
”Det er tillige ofte sådan, at når man spotter et problem, så tænker man straks, at så må vi lave et nyt IT-system. Måske man i stedet skulle overveje at afskaffe et IT-system. Der er håbløst mange eksempler på, at nye IT-systemer er dårligere end de systemer, de erstatter. Summa summarum: hvis den ukritiske teknologibegejstring fortsætter, kan vi sagtens ende i en situation, hvor systemerne i et vist omfang har taget magten og det jo selvfølgelig på en ganske ureflekteret måde, som kan virke ret skræmmende.”

Magten, eller verdensherredømmet, kan således på sin vis være i fare, hvis vi ikke forholder os kritisk og vigtigst: aktive.

 

Hvordan er robotteknikkens landvindinger anderledes end industrialiseringen? Er det fx i hastighed eller omfang?

 

”Det er nok begge dele; men det er svært at sammenligne udviklinger over tid. Det er ligesom blevet et mantra, at udviklingen går stærkere end nogensinde før, og at det bare vil fortsætte herfra og til evigheden. Det vil det naturligvis ikke og mange af de ændringer, vi ser, er mere staffage end substans og dækker sjældent over egentlig værdiskabelse. Men verden har forandret sig. Vi har jo oplevet en videns-eksplosion med internettet i de sidste 20 år og med de muligheder, der ligger i ’big data’ vil udviklingen nok fortsætte; men man skal også tænke på, at de muligheder er svære og langsommelige at realisere. Dels fordi big data er meget ustruktureret, og dels fordi det tager ganske lang tid at skrive programmer, som kan håndtere komplekse problemstillinger.”

 

Hvis robotterne overtager de mere automatiserede job, hvilke stillinger skal mennesker så varetage? Skal man til at tænke helt nyt i forhold til arbejdsmarkedet?

 

”I forbindelse med tidligere industrielle revolutioner er der jo altid dukket nye job op i kølvandet; men mange (se fx Martin Ford: Robotterne kommer – en fremtid uden arbejde,  fra 2015) mener, at det ikke vil ske denne gang, fordi der kan blive tale om rigtig mange job (som går tabt, red.). Andre mener, at det vil gå, som det plejer, og at frygten for massearbejdsløshed er ubegrundet.”

Der er altså tvivl blandt eksperterne. Også fordi det er, som Ole Dolriis påpegede før, svært at spå – især om fremtiden. Men hvis man skulle forberede sig, kunne man anvende et tankeeksperiment, der tager udgangspunkt i det værste scenarie. For der er en reel fare for, at robotteknologiens udvikling vil have en social slagside. Sandsynligvis vil alle pengene, der tjenes på teknologien, ende på få investorers hænder.

”Hvis massearbejdsløsheden skulle komme, og uligheden bliver endnu større, må man nødvendigvis fra centralt hold sikre, at økonomien ikke kollapser. Det er jo fint nok, at varerne bliver billigere; men hvis ingen har råd til at købe dem, fordi næsten alle er arbejdsløse, bryder systemet sammen. For at forhindre det, kan man fordele det tilovers værende arbejde mere ligeligt og sikre, at alle har en vis indtægt (borgerløn).”

Altivisten har i forrige artikel i denne serie fokus på borgerløn. Læs artiklen her. Borgerløn ses også som et løsningsforslag på prekariatets problemer, såvel som robotternes overtagelse af arbejdsmarkedet. Det stemmer derfor også overens med artikel nr. 2 i serien, der findes her, som omhandler litteraturens indsigt i prekariatet og i andre menneskers liv generelt. Afslutningsvis siger Ole Dolriis:

”I kølvandet (på arbejdsløshed, red.) vil der utvivlsomt opstå en række sociale problemer, foranlediget af, at så mange ikke har noget at tage sig til, og her tror jeg, at man skal satse på at (gen)etablere sociale fællesskaber og at videreuddanne folk inden for fx humaniora. Det forudsætter naturligvis, at man tror på, at jo bedre uddannede folk er, i jo højere grad er de i stand til at beskæftige sig selv uden at ’forsumpe’ åndeligt og fysisk.”

 

____________________________________________________________________