, ,

FREMTIDENS LØSNINGER: LITTERATURENS INDSIGT I PREKARIATET

Illustration: Emilie Lucia Lumholt Stahlschmidt 

 

Fremtidens løsninger er en artikelserie, hvori Altivisten undersøger mulige løsninger på fremtidens problemer. Her er anden artikel i serien, der fokuserer på prekariatets udfordringer og muligheden for at forstå dem via litteraturen.

 

At arbejdsmarkedet er under forandring er der særligt én mand, der har sat ord på. Eller har fundet på ord til. Guy Standing, britisk sociolog, har fundet på betegnelsen prekariatet, der beskriver en opstående social klasse, der møder nye vilkår på arbejdsmarkedet. Det er projektansatte, freelancere, ufaglærte og andre, der kun er midlertidigt tilknyttede til en virksomhed eller en branche. Manglen på tilknytning, sikkerhed og identifikation gør denne klasse udsat – man er i en prekær situation, både arbejdsmæssigt og eksistentielt.

 

For hvor hører man til, hvor meget hvis noget overhovedet er man værd? Kan man bruges eller er man blot i vejen – på jobcenteret, i fagbevægelsen og ja, i sidste ende i tilværelsen? Ordet prekatiat – på engelsk precariat – er dannet af ordet precarious, der betyder usikker eller prekær, og ordet proletariat, altså proletariatet, forbundet med arbejder- og/eller underklassen. Blandingen symboliserer det tab af kontrol og indflydelse de løst-ansatte oplever. Den løse forbindelse til arbejdsmarkedet er en ny strukturel udfordring, og det er netop strukturerne, der binder denne ”class in the making” sammen. For har en akademisk uddannet og en ufaglært noget tilfælles? Ja. Usikkerheden. Manglen på tilknytning til kolleger, en ordentlig pensionsopsparing og en grundlæggende mening med arbejdet på et højere plan end blot at have råd til smør på brødet. Og så alle turene på jobcenteret og i aktivering, med dertilhørende dårlig samvittighed, fordi det virker som om, alle andre tror, man ikke gider at arbejde. Man kan godt blive stresset af at være uden arbejde.

 

Det bliver også et konstant spørgsmål om at sælge sig selv. Aldrig er man fri for at skulle reklamere, fordi så er der måske sikret 2 måneders ansættelse dér. Og så 2 måneder dér. Og så fremdeles.
Et af Guy Standings løsningsforslag er at danne forbund. Strukturerne gør tidligere pudsige alliancer ganske oplagte i dag. Fx mellem universitetsuddannede akademikere og ufaglærte pædagogmedhjælpere. Ikke fordi arbejdet ligner hinanden, men fordi arbejdsvilkårene gør. Men identifikationen kan stadig være svær at få øje på. Hvordan får man grundlæggende en forståelse for folk, der er så langt fra ens baggrund? Hvordan forstår man, at man faktisk er skæbnefæller? Det er her litteraturen bliver vigtig.

 

 

Litteratur udvider horisonten

 

Der skal skabes solidaritet blandt en broget flok, og prekariatet har en udfordring i forhold til sin spændvidde. Begrebet spænder over mange typer af mennesker med forskellige baggrunde. De kan få indsigt i hinandens liv og kvaler på en meget kvalificeret og unik måde via litteraturen. Til denne artikel har jeg kontaktet Peter Simonsen, professor i (europæisk) litteratur, for at høre hvordan det nøjagtigt fungerer.

 

Hvorfor er litteraturen særligt god til at fremstille prekariatet?

 

”Moderne litteratur har en tendens til at tage de svage og udsatte gruppers perspektiv, samt til at spotte nye aspekter ved menneskelivet.” forklarer Peter Simonsen. Det er både følelsen af at være mig, og så relationen fra mig til andre og til samfundet, der er i fokus. På den måde skabes intim indsigt via eksempelvis en jeg-fortæller. Det kan gøre nye fænomener mere tilgængelige:
”Prekariatet er et sådant nyt menneskeligt og socialt fænomen som litteraturen drages mod.”

Prekariatet, eller de prekære personer, frekventerer oftere dagpengesystemet og kontanthjælpsinstitutioner, fordi freelance-tilgangen ikke sikrer overlap mellem jobbene. Ofte er der i politiske diskussioner og lovforslag tendens til at slå hårdt ned på dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere. Jeg fornemmer, at politikernes udlægning af prekariatet bærer præg af homo economicus-synet på mennesker: de agerer rationelt og motiveres ved at belønnes eller straffes, i det her tilfælde straffes.
Begrebet homo economicus er en betegnelse inden for økonomi og filosofi, der ganske ensporet fokuserer på det rationelle i mennesket. Sagt forsimplet mener man her at kunne forstå og styre menneskers adfærd ud fra rationaliteten, fornuften, i at man gør dét, man belønnes for, og at man undgår dét, man straffes for. Altid og i alle tilfælde. Jeg forhører mig hos Peter Simonsen:

 

Kræver en håndtering af prekariatets problemer et opgør med homo economicus og kan litteraturen her give et andet bud på hvordan mennesket er?

 

”Hvis mennesket var så simplet indrettet, ville vi hverken have litteratur eller føle et behov for litteratur. Litteraturen viser os, at mennesket er super komplekst og i stand til at overraske og gøre meget mærkelige og ufornuftige ting som økonomismen ikke kan styre eller forudsige.”

Det kunne altså godt tyde på, at vi i vid omstrækning kunne bruge et anderledes menneskesyn. Et menneskesyn, der bedre kan forklare hvorfor vi gør irrationelle ting, og hvordan vi kan have modstridende følelser, men også hvordan vi kan se ligheder hos andre folk, der også er irrationelle og komplicerede og ikke passer ind i et regneark. Og som heller ikke bliver mere motiveret af at blive straffet. 

 

Fremmedgørelsen sniger sig ind på os

 

Proletariatet var en klasse Karl Marx beskæftigede sig meget med. Man kan opsummerende sige, at Marx skrev om proletariatets fremmedgørelse over for sin produktion og sig selv, ud fra tesen om, at fordi arbejderen ikke selv fik gavn af produkterne, fik han fornemmelsen af, at hele hans virke var til gavn for andre. Man kan sagtens forestille sig, at prekariatet fremmedgøres på lignende vis: det er svært at se hvordan man selv får gavn af de resultater, man opnår i en projektstilling, når man hurtigt skal videre til næste virksomhed. Det er også svært at knytte sig til kolleger og folk i branchen, fordi man ikke ved hvor længe det vil føles som ens tilhørssted. Peter Simonsen er enig, da jeg spørger ham:

 

Bliver ’de prekære’ fremmede for dem selv, deres arbejde og deres (skiftende) arbejdspladser, der ikke føles som tilhørssted? Og bliver de som gruppe fremmedgjorte for hinanden, fordi de ikke kan genkende deres skæbnefæller?

 

”Ja, det er det jeg finder mest interessant ved fx Guy Standings arbejde og dér hvor litteraturen kan give præcise gengivelser af og indlevelse i, hvordan det mon kan føles ikke at kunne se en mulig identitet udfoldet omkring nogen karriereløbebane.”

Prekariatets borgere er ikke sikre på deres egen livsvej, har svært ved at forme en identitet, både arbejdsmæssigt og eksistentielt, og så har de i øvrigt svært ved at genkende situationen hos andre. Litteraturen kan, ifølge bl.a. Peter Simonsen, give indblik i disse følelser og frustrationer. Både for dem, der ikke kender til følelserne og for dem, der har behov for at genkende følelserne hos de folk, der forbavsende nok er deres allierede.

Et eksempel på et forbavsende muligt sammenhold er mellem de højreorienterede ufaglærte, der bl.a. grundet social dumping er stærkt indvandrerkritiske, og så indvandrere og tilflyttere, der grundet fx dårlig integration er i samme situation: nemlig uden fast tilknytning til jobmarkedet. Imellem disse grupper kunne der opstå solidaritet.

Litteraturen kan hjælpe på vej med den solidaritet, Guy Standing kræver for bedre vilkår. Via forståelse og en udvidet horisont kan man nå ud til dem, der egentlig hører til ens egen gruppe. Og således stå sammen med dem. Og det er der behov for. Peter Simonsen fortsætter:

”Nogle prekære mennesker siger, de finder stor mening i det uforudsigelige, men jeg hører flere som er tættere på sammenbruddet, apatien, depressionen, håbløsheden og udbrændt-heden, både i litteraturen og i livet.”

 

Litteratur som samfundsaspekt

 

Det kan derved varmt anbefales at læse en bog, der lader dig få indblik i andre menneskers liv og lidelser, især hvis du skal lære, at du har en masse tilfælles med dem. Men en ting er, hvad du kan gøre privat, noget andet er, hvordan den politiske dagsordnen bliver påvirket. I disse tider hvor ”humaniora-bashing” og generel negligering af humanvidenskabernes indflydelse er fremtrædende, kan det virke en anelse håbløst. Jeg efterspørger en løsning hos Peter Simonsen:

 

Det er et svært spørgsmål, men har du nogle konkrete bud på hvordan man får litteraturens og humanvidenskabernes indsigt flettet mere ind i politiske tiltag?

 

”Vi er i færd med at lære medicinstuderende om skønlitteratur på Syddansk Universitet ud fra en ide om, at det er gavnligt for dem i deres fremtidige lægegerning at få andre menneskers perspektiv på verden, særligt patientens perspektiv.” svarer han.

På universitetsniveau er man altså begyndt at bruge litteraturen langt mere ’praktisk anvendeligt’ end samtiden har troet man kunne. Indtil videre er kun narrativ medicin, som det omtalte kursus på lægestudiet hedder, tilgængeligt, men man kunne godt lade det udvikle sig og omfatte flere studier, der ellers ikke specialiserer sig i litteratur. For kendskab til andre borgeres verdenssyn og personlige situation kan kun gavne et samfund. Hvis litteraturens viden breder sig, vil forståelsen for den nye samfundsklasse, prekariatet, meget vel også brede sig.

Peter Simonsen afslutter:

”Skønlitteraturen og litteraturanalytiske metoder kan hjælpe dem (de studerende, red.) til bedre at håndtere anderledes-hed, tolerere ambivalens og usikkerhed, samt tale om deres oplevelse af virkeligheden – af hvad de ser i mødet med patienten – på en mere nuanceret, sprogligfølsom måde. Jeg tænker, at danske politikere og embedsmænd ikke ville tage skade af at komme til SDU og få et kursus i ny dansk litteratur om hvordan almindelige danske borgere oplever deres verden.”

At få politikernes øjne op for prekariatets vilkår kræver muligvis et kursus
i litteratur. Prekariatets problemløsninger kræver i hvert fald et opgør med fremmedgørelsen fra arbejdsmarkedet og straffen af de løst-ansatte. Desuden er litteraturen en kærkommen mulighed for grundigt at forbinde mennesker som bl.a. Guy Standing jo ser som en del af løsningen.
Litteraturen kan bidrage med en forståelse af mennesker, livet og verdensopfattelsen, hvilket den jo egentlig altid har gjort.

 

Prekariatet er som emne komplekst og kræver flere løsningforslag, der kan arbejde sammen. Derfor handler næste artikel i serien Fremtidens Løsninger også om prekariatet, denne gang med fokus på borgerløn som en mere økonomisk orienteret plan.

Første artikel i Altivistens serie Fremtidens Løsninger finder du her

___________________________________________________________________

 

Hvis du gerne vil læse mere fra Guy Standing er hans værk ”Prekariatet” oversat til dansk og kan købes her

Du kan også læse mere om homo economicus her og her

Og du kan sætte dig ind i Marx’ tanker om fremmedgørelse her og ved at læse Marx selv