Af Mads Arvedsen
Twitter: @dingus_prod
http://dingusprod.wixsite.com/dingusproductions

FØLELSEN AF FATTIGDOM

red

Dagens indlæg handler om forbrug og værdier. Om Beyblade Power Blaster, Magformers og Sylvanian Families. Louise Gad, der er lingvist, græsrod og mor,  går i dybden med børns oplevelse af materielle ting og faren for eksklusion fra fællesskabet, hvis man ikke har det nyeste gear med i skole hver dag. Derfor opfordres der til, at glæden ved at give sagtens kan bestå, uden at vi skaber en forventning om, at det nyeste og dyreste også -altid- er det bedste. 

Fattigdom er mere end at skulle vælge i mellem mad og vinterjakke. Det er eksklusion fra fællesskabet. Det er mobning og mindreværd. Det er skam. Lad os gøre op med overforbruget, så det bliver nemmere at være barn af fattige forældre.

Jeg har gjort mig mange tanker om den sociale slagside af fattigdom – ikke mindst stigmatiseringen af de 7000 børn, kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen har sendt under den tidligere fattigdomsgrænse. Og jeg synes, vi har et fælles ansvar, der rækker ud over at straffe den siddende regering, når vi næste gang skal til stemmeboksene.

Vi bruger formuer på vores børn, og mange bliver storforbrugere længe inden, de får deres egne penge. Forbruget skaber ulighed. Derfor bør vi minimere den materielle forskel i skole og institutioner, stoppe overforbruget og undlade at tale dyre ting op. Sammen kan vi gøre det socialt acceptabelt at leve for mindre og vise vores børn, at mere ikke nødvendigvis er bedre.

Børnene er en plakatsøjle for vores identitet

Vi viser verden, hvem vi er, gennem vores tøj, smykker, møbler, nipsting, gadgets – og vores børn. Børnene er en plakatsøjle for vores identitet. Selv når de bliver gamle nok til selv at vælge, er de produktet af vores prægning. Uden nødvendigvis at ville det, lærer vi dem at genstande er en nødvendig del af deres identitetsdannelse.

Men alt det materielle skaber ulighed. Når Carl har sin nye Beyblade Power Blaster med i skole, får han opmærksomhed. Han lærer, at man bliver populær, hvis man har noget, andre ønsker sig. Han indgår i et fællesskab af børn, der har det samme legetøj. Uden for dette fællesskab står Viggo, hvis forældre ikke har råd til Beyblade. Viggo ville ønske, at Carl lod sin Blaster blive hjemme.

Carls mor er træt af ragelse. Når Carl skal til børnefødselsdag, skal hun finde en gave til 20 kroner. Det er et beløb, forældrene i klassen er blevet enige om. Men man får ikke meget for 20 kroner, og hun synes ikke rigtigt at hun kan være bekendt at sende Carl af sted med en pakke tuscher. Så hun bruger lidt ekstra, og fødselsdagsbarnet bliver rigtig glad for Carls gave. Til gengæld er han ligeglad med Viggos gave. Også selv om at Viggos forældre måtte grave dybt i lommerne for at finde pengene.

Som forældre har vi et ansvar for, at vores børn lærer at begå sig uden materielle støtteben. At de bliver værdsat for dem, de er, og ser andre – ikke deres ting eller tøj. For børn er lige. De er ikke rige eller fattige. De har hverken indtægter eller udgifter. De er bare deres forældres børn.

 

Behøver vi syv par sko?

De færreste skammer sig over at købe en brugt bil. Vi tager også med glæde imod arvestykker, hvad enten det er møbler eller smykker. Og vi låner bøger på biblioteket eller lejer en smoking til den store dag. Deleøkonomi og cirkulær økonomi er ikke nye påfund. Vi gør det alle sammen, og vi gør det mere og mere. Og jo mere vi gør det, des mindre kigger vi skævt til dem, der er nødt til det.

Kan vi så ikke også købe mindre? Vores hjem og ikke mindst vores børneværelser er fulde af ting, der aldrig bliver brugt. Vi behøver ikke blive asketiske omkring det, men vi kan vel med rimelighed spørge os selv, hvad vi egentlig har brug for: Behøver vi skifte vores smartphone ud, når der kommer en ny model? Behøver vi syv par sko? Behøver Luna at samle på både Geomag, Magformers og Plus Plus? Sylvanian Families og LEGO Friends?

Lad os lære vores børn at prioritere ved selv at blive bedre til at vælge – og vælge fra. Så kan de, der kun har lidt, også være med.

Prisen bliver en værdi i sig selv

Når vi går i banken for at høre hvor mange kvadratmeter, vi har råd til, i stedet for at spørge os selv, hvad vi har brug for, skyldes det en basal antagelse om, at mere er bedre. Når vi får mere i løn, stiger vores forbrug. Hermed signalerer vi, at vi har råd til flere og dyrere ting, og vi betaler os til ydelser, der giver os tid til at tjene flere penge.

Det sidder så dybt begravet i os, at det farver den måde, vi taler om ting. En badeferie i Thailand er bedre end campingferie med bedsteforældrene. Og den årlige Tivoli-tur er mere særlig end julestue på det lokale bibliotek. Prisen er en værdi i sig selv; en merværdi. Fordi den signalerer, at vores familie er sådan en, der har råd.

Værst bliver det, når vi forventer, at børnene bliver gladere for ting og oplevelser, der har kostet mange penge. Vi gør det alle sammen. Særligt når bedsteforældrene har flottet sig, og junior helst ikke skal fremstå utaknemmelig. Lad glæden komme fra hjertet! Også selv om barnet bliver gladest for kassen, spilkonsollen kom i.