,

ET OPRÅB TIL KONKURRENCESTATEN


Konkurrencestaten har efterhånden gennemsyret alle aspekter af vores samfund. Det kan mærkes, og især de unge og studerende er presset hårdere end nogensinde før. I dette indlæg skriver Mette Frederikke et åbent læserbrev ingen rigtigt har bedt om, men som alle har ret meget brug for.


Af Mette Frederikke Skafte Jensen

Kære alle jer der har indflydelse på vores uddannelsessystem,

Jeg synes, det er på tide, at I får at vide, hvordan det er for os unge, der går igennem det danske system. Se dette som det opråbende læserbrev I aldrig har bedt om. Eller se det som det læserbrev, der får jer til at foretage nogle af de ændringer, jeg forklarer i nedenstående tekst. Så værsgo og læs!

Uddannelsessystemets korrekthedskultur

Gymnasiet er gået fra at være en almen dannende uddannelse til at være et sted, hvor børn er blevet til en flok albuesave, der konkurrer om de bedste karakterer. Vi har skabt et uddannelsessystem, der er baseret på tests, karakterer og korrekthed. Her er der ikke plads til hverken at fejle, tænke kreativt eller til at stille undrende spørgsmål. De såkaldte 12-tals piger og drenge skal bane vejen for os i den internationale konkurrence. For hvis Danmark skal være konkurrencedygtige, skal vi jo satse på uddannelse, siger de. Men spørgsmålet er bare, om det uddannelsessystem vi har skabt, kan sikre os hvad vi søger? Og hvilken ungdomsgeneration skaber denne korrekthedskultur?

Som de fleste andre 21-årige har jeg for nyligt gennemført en ungdomsuddannelse. I 2012 var jeg endda én af de heldige, som blev optaget på Sankt Annæ Gymnasium, der på daværende tidspunkt havde Danmarks højeste gennemsnit blandt gymnasier. Det var et gymnasium, der kunne indfri mine faglige ambitioner og vedligeholde min lyst til at lære. Jeg husker tydeligt den varme sommerdag, hvor jeg med sommerfugle i maven bevægede mig over mod det sted og de mennesker, som jeg skulle tilbringe de næste 3 år med. Jeg husker, hvordan jeg glædede mig til at blive fagligt udfordret og til at blive en del af et helt nyt socialt fællesskab.

Hvad, der mødte mig den varme sommerdag og de tre efterfølgende år, var en læringskultur, hvor undrende spørgsmål var erstattet med en korrekthedskultur, og hvor vi elever kun rakte hånden op, hvis vi kendte svaret. Hvad, der forargede mig mest, var, at mange elever snød sig igennem opgaver og tests i jagten på de høje karakterer. Jeg oplevede, at flere af mine klassekammerater betalte andre for at skrive deres opgaver, og hvor forældrene betalte til privatundervisning op til eksaminer. Jeg synes, det er grotesk, at karaktererne er så afgørende, at børn skal have ekstra privatundervisning, ligesom vi ser det i lande som eks. Japan. Det er en udvikling i den forkerte retning, og det er med til at forstærke den sociale skævvridning, da ikke alle forældre har råd til at betale for privatundervisning.

Manglende nysgerrighed

Hvad der også kom bag på mig, var manglen på socialt samvær blandt eleverne. Jeg oplevede, at mine klassekammerater droppede deres frikvarterer for at sikre sig en plads på forreste række. Over kantinebordene gik samtalerne om lektier eller afleveringer, hvis ikke folk sad med hovederne i bøgerne for at nå de sidste lektier inden næste time.

Jeg forsøgte endda at prøve lykken et andet sted ved at skifte gymnasium. På trods af nye lærere og nye klassekammerater blev det hverken værre eller bedre. Min frustration over det undervisningsmiljø, der finder sted i gymnasiet, resulterede i, at jeg mistede lysten til at gå i skole. Min nysgerrighed og lyst til at lære forsvandt, og jeg tilegnede mig en læsestil, hvor jeg kun lærte det, der var nødvendigt for at få de høje karakterer. Det står nu klart for mig, at konkurrencestatens indfunden i uddannelsessystemet hæmmer vores engagement til læring.

Hvad skal vi så gøre?

Jeg er enig i, at vi skal kunne klare os i den globale konkurrence. Jeg tror bare ikke at vores uddannelsessystem, der fokuserer på korrekthed, tests og karakterer, er vejen frem. Hvis vi skal klare os i den internationale konkurrence, er vi nødsaget til at kunne tænke kreativt og innovativt. Det kræver et uddannelsessystem, hvor der er plads til de undrende spørgsmål, og hvor der er plads til at fejle. Jeg mener derfor, at det er nødvendigt at revidere vores uddannelsessystem godt og grundigt. For det første skal årskaraktererne afskaffes. Ganske enkelt fordi vi elever ikke tør at stille spørgsmål og lære det, vi ikke forstår, fordi vi er bange for at give læreren et dårligt indtryk, hvilket efterfølges af en lav årskarakter. Hvis vi fjerner årskaraktererne, kan vi få større fokus på læring frem for resultat.

Jeg er ikke den eneste, der har fået den ide. I 2016 besluttede Øregård Gymnasium at lave et forsøg, hvor de afskaffede årskarakterer for 1.g elever. Forsøget viste sig at være en succes både fagligt og socialt. Eleverne, der deltog i forsøget, havde markant mindre fravær og fik øget motivation til at lære, efter årskaraktererne blev fjernet. Derudover havde forsøget også en social gevinst, da eleverne fik en bedre indstilling til gruppearbejde. Ifølge vicerektoren skyldes det, at eleverne er mere åbne for, hvad klassekammeraterne kan byde ind med, fordi de ikke ved, hvilke karakterer eleverne plejer at få. Jeg er derfor overbevist om, at hvis vi flytter fokus fra karakterer og får mindre konkurrence mellem eleverne, vil det sociale fællesskab blive bedre. Bedre trivsel og stærkere fællesskab vil i sidste ende betyde, at eleverne er mere motiverede til at gå i skole og lære.

Hvem er jeg og hvad vil jeg egentlig?

Derudover må vi erkende, at den nuværende ungdom mest af alt er optaget af at skabe deres egen identitet. De politikere, der presser os gennem uddannelsessystemet og øger presset med karakterer og tests, tager ikke højde for vores menneskelige behov. Vi unge er i høj grad optaget af spørgsmål som ”hvem er jeg?” og ”hvad vil jeg være?”. Ved at presse os igennem uddannelsessystemet har vi ikke tid til at få svar på sådanne spørgsmål.

Både efterskoler og højskoler blevet populære, fordi vi unge både kan arbejde med vores egen identitet og selvudvikling, samtidig med at vi udvikler vores faglighed. Jeg har selv gået på efterskole og er nu så heldig at gå på højskole. Her på højskolen er jeg en del af et unikt fællesskab, hvor vi på trods af forskelligheder deler mange af de samme interesser. Her på højskolen vælger vi fag efter egne interesser, og vi går i skole, fordi vi har lyst. For nemlig lysten til at lære er i centrum her på skolen, og det er afgørende for læring. Udover at have udviklet mig selv som menneske på højskolen, har jeg genfundet lysten til at lære og har lært at tænke kreativt og ud af boksen. For her handler det ikke om karakterer – det handler om at lære. Jeg håber derfor, at I vil give større opbakning og incitament til, at unge tager et afbræk fra skolebænken. På den måde kan vi udvikle mennesker og ikke bare tal.

M.v.h.

Mette Frederikke Skafte Jensen


Altivisten har været forbi Odder højskole og møde de mange unge mennesker der har deres daglige gang her. Dette er der kommet en serie af artikler ud af, der alle omhandler fællesskaber, handlinger og hvordan vi udvikler os bæredygtigt. Læs mere om Odder Højskole.