ET MENNESKELIGT DAGPENGESYSTEM

 


Connie er 53 år gammel og arbejdsløs, og fordi hun er medlem af en A-kasse, er hun berettiget til at modtage dagpenge, imens hun søger arbejde. Men at være en del af dagpengesystemet, er at være en del af et system, der stiller krav. ALTIVISTENS Jarl Viktor Schultz har talt med SOSU-hjælperen Connie, som oplevede hvordan de ensrettede krav til dagpengemodtageren kan gøre, at nogle mennesker bliver presset langt over evne.


af Jarl Viktor Schultz

Den 15. september 2016 bliver Connie fyret fra sit arbejde som social- og sundhedshjælper. Her starter hendes nye tilværelse som arbejdsløs. Connie er medlem af FOA, og ville sandsynligvis have søgt om dagpenge allerede i september, hvis ikke uheldet havde været ude igen kort efter fyringen: Connies far bliver indlagt og dør inden september er blevet til oktober: ”Jeg gik helt ned med flaget. Min far var død, og jeg kunne simpelthen ikke tage mig sammen til noget som helst.”

Men efter at have været sygemeldt i et par måneder, føler Connie behov for at lægge den triste tilværelse i sin lille lejlighed bag sig og vende tilbage til hverdagen. For at komme sig over sin sorg og blive klar til arbejdslivet, begynder hun både at gå til psykolog og at komme i en sorggruppe. Det hjælper, i det omfang at hun i januar 2017 føler sig i stand til at melde sig ledig. Connie kommer på dagpenge og får, ligesom alle andre dagpengemodtagere, besked på at hun skal søge mindst to stillinger om ugen.

Bagud med ansøgningerne

For mange lyder det ikke som et særlig hårdt krav, og for de fleste er det heller ikke et problem at skrive, sende og dokumentere to ansøgninger om ugen. Men for et menneske som Connie, er det lidt af en mundfuld. For som hun forklarer:

”Jeg har ikke selv lavet mine ansøgninger før, for min far var en ørn til dét med computere, og han ville gerne lave dem. Og efter han døde, har jeg så skullet lære det helt fra bunden af. Jeg er ikke særlig god til IT, og så er jeg oven i det ordblind. Det lægger jo alt sammen ekstra på.”

Jobsøgning foregår i dag digitalt, og de kontrolmekanismer Jobcentret og A-kassen opererer med, kræver at borgeren har adgang til en computer. Man skal kunne overskue en bred vifte af logins og skemaer. Man skal løbende ajourføre den såkaldte joblog, hvori dagpengemodtageren er forpligtet til at registrere sine aktiviteter, og man skal reagere effektivt på krav om tilmelding til forskellige aktiviteter, ofte med meget korte tidsfrister. Alt sammen foregår digitalt. Og Connie, der i tilgift til at være ordblind, aldrig havde betjent en computer før hendes fars død, kom hurtigt bagud med de ansøgninger, hun ifølge loven skulle sende afsted.

Hun indså at hun havde brug for hjælp, og under en samtale med en sagsbehandler fra Jobcentret, beder hun om at komme på et IT-kursus, så hun kan lære ”hvordan man gør det dér med computere.” På grund af Connies særlige forudsætninger, kunne sagsbehandleren sagtens se fornuften i, at Connie blev sendt på et kursus. Og Connie understreger da også over for Altivisten, at hun generelt føler, at hun er blevet rimeligt behandlet af dagpengesystemet. Med én, enkelt undtagelse.

Sidste chance

En kølig februar-morgen begynder Connie på sit IT-kursus. Her forsøgte underviseren at lære de studerende nogle grundlæggende teknikker; teknikker som for de fleste mennesker forekommer selvindlysende, men som for andre er lige så eksotiske som at lære et fremmedsprog – eksempelvis hvordan man opretter mapper, hvordan man flytter filer ind i de mapper man har oprettet, hvordan man vedhæfter en fil til en mail.

Imens Connie gik på kurset, gjaldt de samme krav om at sende to ansøgninger om ugen, og om at møde til samtaler indkaldt med ned til én dags varsel. Og efter en uges tid på kurset, blev Connie indkaldt til netop sådan et møde med sin A-kasse, det vil sige med en sagsbehandler fra FOA. Samtalen forløb, følte Connie, uden det store drama – den kvindelige sagsbehandler bemærkede godt nok, at Connie var bagud med sine ansøgninger, men roste hende for at have taget initiativ til at få bedre styr på computer-aspektet. På vej ud af døren giver sagsbehandleren Connie et brev i hånden, som hun uden at uddybe indholdet af, beder Connie om at få læst.

”Så læste jeg brevet om aftenen. Der stod at nu skulle jeg skrive fire ansøgninger om ugen de næste to uger. Det var sidste chance, ellers ville jeg blive smidt ud af dagpengesystemet. Jeg følte virkelig at det var en trussel. Og hun må have vidst det, hende jeg talte med, men hun nævnte det ikke med et ord i løbet af vores samtale. Jeg tænkte: Hvordan vil de have, jeg skal få skrevet fire jobansøgninger om ugen, når jeg er ordblind? Når jeg dårligt nok kan få to bakset sammen?”

Mennesker, ikke tal

Lovgivningen fungerer på den måde, at hvis ikke man kan leve op til kravene, bliver kravene skærpede, og i sidste ende får man frataget sine dagpenge. Det giver mening, hvis årsagen til de manglende ansøgninger er at dagpengemodtageren er fuldt ud i stand til at efterkomme kravet, men mangler motivation – det vil sige: har brug for et spark bagi. Det ligger imidlertid i selve bureaukratiets natur, at det har svært ved at rumme, at der kan være særlige grunde til, at man kommer bagud med sine ansøgninger, og at de grunde kan betyde at skærpede krav ikke vil hjælpe dagpengemodtageren i arbejde.

De reformer som Venstre med skiftende aftalepartnere – henholdsvis de Konservative, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet – har gennemført, indebærer en forringelse af satserne, samt en skærpelse af kravene til dagpengemodtageren. Man kan diskutere rimeligheden af disse reformer, men de siger dog ikke i sig selv noget om hvordan man håndterer dem, der ikke lever op til de formelle krav. Den kompetence ligger hos sagsbehandlerne i Jobcentret, og i A-kassen, som er pålagt at rapportere misligholdelse til Jobcentret. Meget afhænger altså af sagsbehandlernes bureaukratiske temperament, da der givetvis altid vil være behov for at vurdere sagerne enkeltvis – uanset hvilke regler der er gældende – eftersom man har med mennesker at gøre, ikke med tal. I Connies tilfælde overså man tilsyneladende, at grunden til at hun er bagud med sine ansøgninger, er at hun er ordblind og uvant med computere, hvorfor et krav om flere ansøgninger vil være uoverskueligt for hende.

Da filmen knækkede

Da Connie læser brevet fra FOA, bliver hun meget fortvivlet. Hun beskriver hvordan hun følte, at alt det hun havde bygget op efter sin fars død, nu kunne være fuldstændig ligegyldigt. Dagen efter mødet med A-kassen bryder hun sammen på IT-kurset, hvor hun har den samme følelse af, at blive overset både af systemet og af en underviser der ingen tålmodighed har, når hun ikke kan huske hvordan man opretter en mappe.

”Filmen knækkede,” konstaterer Connie. Det var først da Connie brød grædende sammen foran sin computer, at hun fik hjælp. Hun fortalte underviseren om sin situation, og underviseren, som egentlig var ansat til at undervise et helt hold i IT, hjalp over to dage Connie med at få skrevet de fire ansøgninger FOA forlangte for ikke at stoppe hendes dagpenge.

”Det er en voldsom trussel, når de skriver at de vil tage dagpengene fra én. Jeg bor i en andelsbolig, så jeg kan ikke komme på kontanthjælp uden at skulle sælge mit hjem først. Hvis det kom så vidt at jeg blev smidt ud af systemet, så tror jeg bare jeg ville droppe det helt. Altså at søge jobs. Men hvordan jeg så skulle klare mig, det ved jeg så ikke,” siger Connie.

Min egen skyld

Takket være en IT-lærers barmhjertighed, undgik Connie at blive smidt ud af systemet. Og hun fortæller at IT-kurset faktisk har forbedret hendes evner med en computer så meget, at hun nu kan få skrevet og sendt sine jobansøgninger, samt registrere det i sin joblog, uden at behøve hjælp. Og Connie er forhåbningsfuld, for hun er allerede blevet kaldt til en jobsamtale i et vikarkorps, hvor de har brug for en SOSU-hjælper. Adspurgt om hvem der, om nogen, bærer skylden for hendes situation, tøver hun ikke længe:

”Det er jo min egen skyld. Jeg var jo bagud med mine ansøgninger. Men jeg har jo virkelig prøvet på at lære det, og jeg synes ikke, jeg havde fortjent det dér trusselsbrev,” siger Connie og trækker vejret dybt, som om hun forsøger at udvise tålmodighed med dagpengesystemet.