,

En mangfoldig jul #6

For Ole har det at få børn fyldt meget i julen, men han husker tydeligt tilbage til Morgennisserne i radioen og den ro, der er forbundet med julen.


Navn: Ole
Alder: 57
Bopæl: Islev

Beskriv hvad du forbinder med december.

Der er to ting, jeg forbinder med december – hygge og travlhed. Som barn fyldte hyggen absolut mest. Der var altid en speciel god stemning op til jul. Mere hygge sammen med vennerne, vi fik set familien mere og ikke mindst forventningen til, hvad der var i gaverne.

Travlheden tog til i takt med, at jeg fik børn, og der kom mere, der skulle koordineres og gå op. Trods travlheden oplevede jeg altid, at der kom ro på lige op til jul, og at hyggen der indfandt sig. Herlig følelse.

Beskriv et sted du forbinder med december.

Fra min barndom husker jeg en speciel og god stemning i køkkenet i december op til jul. Hver morgen når vi alle var samlet ved morgenbordet, blev vi mindet om, at julen nærmede sig, da der var Morgennisserne i radioen. Morgennisserne skulle dels underholde og dels samle penge til Dansk Radiohjælpefond. Pengene kom ind ved, at man sendte et overfrankeret brev til programmet. Den overskydende porto gik til det gode formål. Hver morgen blev der trukket lod om en stor præmie blandt dem, der havde indsendt et brev. Vi sendte også et overfrankeret brev og var hver morgen spændt på, om vi blev udtrukket. Derudover var der morgenjulehygge i programmet, med julemusik, julequiz og julehistorier. Vi blev ikke udtrukket, men det var spændende og rigtig hyggeligt.

Hvad plejer du at lave d. 24. december?

Efter jeg er blevet voksen og selv har stiftet familie, har vi den 24. december holdt jul hos os. Inden selve juleaften er der en LANG dag, der skal gå hurtigt for børnene. For at få tiden til at gå hurtigere, starter vi den 23. til aftensmaden med at stille en lille skål risengrød op på loftet til nissen. Hvis børnene har opført sig ordentligt i årets løb, har nissen måske kvitteret med en gave til dem den 24. om morgenen. Gerne noget som man kan lege med på denne LANGE dag.

Sidst på eftermiddagen kom børnenes mormor og morfar, og det var snart spisetid. Vi har altid givet os god tid til at spise den lækre mad, som naturligvis består af både and og flæskesteg samt risalamande. Lige efter maden var der pludselig noget, som morfar skulle vise børnene i et af værelserne – og næsten i samme nu havde julemanden været her og lagt julegaver under træet. Mormor skulle hilse fra julemanden og sige glædelig jul, og at han havde travlt med at komme videre til den næste familie. Så kunne der gås om juletræet og børnene kunne på skift vælge en gave og give til modtageren, som pakkede ud. Det kunne der gå timer med. Egentlig ret tålmodige børn!

Har du én særlig ting, du skal gøre i løbet af december?

Det er vigtigt for mig at sørge for, at der kan komme lidt ro på – både i løbet af december og på selve juleaften. Derfor vælger min hustru og jeg at holde et par dages ferie i starten af december. Der får vi styr på julefrokosterne, lidt af julemaden og på de fleste af gaverne. Der bliver også tid til en rolig frokost sammen i byen.

Hvad ville du ønske var anderledes ved december?

Hvis jeg skulle ønske mig noget anderledes i december, så bare et lille drys sne – den 23. om aftenen. Ikke så meget at det generer trafikken, men nok til at det er hvidt derude.