,

DU SKAL IKKE SKAMME DIG OVER AT KØBE BURÆG


Den individualistiske strømning, som fokuserer på hvad den enkelte kan gøre for at bidrage til et mere bæredygtigt og humant samfund, lægger et uretfærdigt pres på den enkelte borger. Og så er det tilmed en håbløst ineffektiv metode, siger Mathias Rølle, kandidatstuderende i filosofi.


af Jarl Viktor Schultz

Jeg har inviteret min ven Mathias Rølle på en kop kaffe i min lejlighed på Nørrebro, for at snakke om hvilken slags løsninger samfundet har brug for. For kan ‘jeg’ som enkelt individ – som forbruger – forhindre globale eller bare nationale problemer?

Mathias er venstreorienteret og inspireret af Marx, og han tror ikke på, at det enkelte individ kan eller skal løse samfundets problemer. Han mener, at venstrefløjen skal fokusere på kollektive, politiske løsninger, og ser med bekymring på tendensen til, at samfundet giver individet skylden for dét, der i virkeligheden er strukturelle problemer.

Vi har en global klimakrise, vi har national ulighed og fattigdom, vores tøj er lavet af slavebørn, og vi har millioner af dyr, der lider i kødindustriens stalde og slagterier. Hvem skal løse alle de problemer?

“Blandt de tre oplagte aktører – staten, markedet og den enkelte borger – kan vi udelukke både markedet og den private borger. Jeg vil pege på staten, selvom den ikke i øjeblikket lader til at være klædt på til at løse de problemer, du omtaler.”

Hvordan kan vi påvirke staten, så den bliver klædt på til opgaven?

“Ved hjælp af metoder vi allerede benytter os af: Med traditionelle kampagner og politisk organisering. Problemet er, at man bruger en masse kræfter på at organisere kampagner, men de er altid rettet mod at det enkelte individ skal gøre noget, eller ændre sin forbrugsadfærd. For få kampagner er rettet mod reel politisk forandring.”

Forbrugeren får det moralske ansvar

Hvad er det for et niveau den politiske forandring skal begynde på? Er det i civilsamfundet?

“Jeg vil helst ikke kalde det civilsamfundet, for det lugter lidt af dét, man fra liberal side siger vil svinde ind, hvis vi får en for stor stat – altså den her idé om, at vi i gamle dage havde nogle lykkelige små lokalsamfund, hvor man havde fodboldklubber og egen købmand. Den decentrale opbygning af samfundet tror jeg ikke har særlig meget magt. Det bliver nødt til at være organiseret på en større skala.

Den model har vi allerede, og den er der ikke i sig selv noget i vejen med. Problemet er som sagt, hvor man retter opmærksomheden hen: For det ender altid med, at man laver en kampagne, hvor man opfordrer folk til at slukke lyset en bestemt time, at man skal flyve med et bestemt flyselskab, blive kunde i Merkur Bank, eller at man skal have det dér teleselskab, Greenspeak, som alle på venstrefløjen er helt vilde med.”

Men markedet producerer jo de varer forbrugerne efterspørger. Så hvorfor er kampagner, der opfordrer folk til at tænke over deres forbrugsvaner, ikke en god idé?

“Jeg tror altid, der vil være en stor del af befolkningen, hvor alle de her gode intentioner preller af. Der vil altid være en stor gruppe, som opfatter det som arrogance, når nogen prøver at fortælle dem, hvordan man er et godt menneske.

Derfor tror jeg ikke, at det er en realistisk strategi at regne med, at man kan overbevise dem én ad gangen. Dels fordi der er folk som modsætter sig at blive fortalt, hvordan de skal leve deres liv, men også fordi at der er mange mennesker, der simpelthen ikke har ressourcerne eller overskuddet til at leve sådan som den vellønnede og veluddannede Irma-klasse, synes de skal leve.”

Jeg er ikke enig med den der Gandhi-sætning, om at du skal “be the change you wish to see in the world.”

Hvad er det for en strategi der ligger bag de kampagner?

“Med hensyn til Sluk Lyset-kampagnen, handler det nok mest om at sende et signal. Men så er der også mange kampagner, som tilsyneladende tror på, at de lige så stille kan få folk til at ændre deres forbrugsvaner, og at man så på et eller andet tidspunkt vil have overbevist alle. Idéen er, at når folk ændrer vaner, så påvirker det markedet til at begynde at producere på den rigtige måde. Det moralske ansvar kommer altså til at ligge hos forbrugeren.”

Men på venstrefløjen findes der vel aktører, der tænker i andet end marked og forbrug?

“Jeg synes netop problemet er, at vi har en venstrefløj, som vil det gode, men som altid bøjer af, sådan at deres løsning bliver individuel i stedet for kollektiv. Det strider imod det venstreorienterede grundsyn. Men der er en ideologi, som gør at selv på venstrefløjen tænker man sådan. Det er ikke nogen overraskelse, at man tænker sådan på højrefløjen; det overraskende er, at venstrefløjen tilsyneladende heller ikke kan tænke uden for en individualistisk samfundsopfattelse.”

‘Lad dit forbrug tale for dig’

Hvor ser du konkret, at venstrefløjen tænker inden for en individualistisk samfundsopfattelse?

“Altså, kritikken rammer ikke Folketingets partier, for de er jo per definition tvunget til at tænke kollektivt, i og med at de er lovgivere – det vil sige, deres lovforslag skal jo gælde for alle. Kritikken er mere rettet mod dem, der taler venstrefløjens sag, og som skulle udfylde rollen som kritiske stemmer, men som alt for ofte tænker i individualistiske løsninger.

F.eks. kan man hos Dyrenes Beskyttelse blive ‘ægtivist’ i kampen mod buræg under parolen: ‘Lad dit forbrug tale for dig.’ Og så er der WWF’s ‘Earth Hour’-kampagne, hvor folk opfordres til at slukke for lyset en time om året. Og lige nu kører der en kampagne, der hedder VeganerUdfordringen.

Veganerne arbejder for en god sag, men det er den samme problematiske tankegang, der ligger bag: At samfundets problemer skal løses ved, at vi som individer skal omvende os og blive gode mennesker. Og den ideologi synes jeg er uretfærdig, for det er et enormt stort økonomisk og socialt pres at lægge på folk. Det er et pres, som kun de højere sociale lag kan holde til.”

Hvad er mekanismen i den ideologi du taler om?

“Man kan forstå den her ideologi parallelt til den marxistiske analyse af religionen: Den religiøse moral er systembevarende, fordi den stiller en ventil til rådighed, hvor vi kan kanalisere vores håb hen, forudsat at vi opfører os pænt. Derfor er religion opium for folket: Den lindrer, men den sløver også, ved at give det enkelte individ skylden for dét, der burde ændres i systemet.”

Forestiller du dig, at der er en eller anden bagmand, som spreder den ideologi?

“Nej, overhovedet ikke. Vi er allesammen bagmænd, vi går alle sammen og tænker på den her måde. Vi tænker: “Ej, det er for galt med de buræg! Jeg må hellere købe nogle økologiske æg i stedet, for ellers er det min skyld at der findes burhøns.” Det er den løsning, vi hele tiden kommer frem til.”

Hvorfor skulle folk dog begynde at tænke sådan?

“Jeg ved ikke hvordan det er opstået, men det er i hvert fald ikke så mange år siden, at man tænkte radikalt anderledes. Tilbage i 70’erne tænkte man mere kollektivt med f.eks. protestbevægelser. Jeg ser det som en generel samfundstendens, at vi er blevet mere individualistiske.

Det er grunden til at venstrefløjen bliver beskyldt for at være moraliserende. For det er som om, venstreorienteret politik er blevet til moral frem for politik. De løsninger vi kommer frem til, handler om moral frem for politik. Det er hele tiden ‘mig’ der har valgt noget forkert, og som bare skal vælge anderledes for at løse problemet. Også selvom det er globale problemer, som det er helt absurd, at det enkelte menneske skulle kunne gøre noget ved.”

Et sort hul

Men det kan vel ikke i sig selv være et problem, at folk forsøger at handle politisk korrekt?

“Jo, for det første fordi det som sagt er et enormt stort pres at lægge på folk. For det andet, fordi der er mange, som bruger det som en form for aflad. De opfatter sig – uretmæssigt, vil jeg mene – som frelste, når de køber æg fra fritgående høns, eller donerer et månedligt beløb til UNICEF eller Greenpeace. De tænker: ‘Gudskelov, nu har jeg gjort mit.’ Men man kanaliserer sin energi ind i et sort hul med de her individualistiske tiltag.”

Hvordan skal man så bruge sin energi?

“På traditionel organisering, kampagner og på at holde politiske møder. Det er redskaber som har ændret en masse ting igennem historien. Og på mere kort bane: Hvis man synes, at det er synd at hønsene skal gå rundt i bure, så forbyd det. En effektiv kampagne mod buræg skulle altså ikke skulle sige: ‘I skal ikke købe buræg!’, den skulle sige: ‘I skal forlange af jeres politikere, at de gør det ulovligt at producere buræg.'”

Du skal ikke skamme dig over at købe buræg, eller over at glemme at slukke lyset efter dig.

Har det enkelte individ så ikke noget ansvar?

“Der er situationer, hvor man står moralsk til ansvar. Hvis jeg f.eks. oprigtigt mener, at det er forkert at slå dyr ihjel for at spise dem, og jeg alligevel går ned til en bondemand, ser en levende høne og beder ham om hugge hovedet af den for mig, så er min beslutning direkte medvirkende til, at hønen bliver slået ihjel. I den situation ville jeg være moralsk ansvarlig.

Men man bilder folk ind, at de har det samme direkte ansvar når de står nede i supermarkedet, selvom det i virkeligheden er mange led væk. Buræggene kommer fra høns, som vil leve hele deres liv i bur, uanset om du køber deres æg eller ej. Men vi har nærmest en fornemmelse af, at vi står med deres liv i hænderne.”

Men hvis man principielt er vegetar og alligevel køber kød nede i supermarkedet, bidrager man så ikke til at opretholde kødindustrien?

“Nej. På den store skala – på verdensplan – har det ikke nogen væsentlig effekt, hvad den enkelte forbruger gør nede i supermarkedet. Selv hvis 10.000 forbrugere undlod at købe buræg, ville det ikke gøre nogen nævneværdig forskel på verdensplan.”

Gode, virkningsløse intentioner svækker de gode

Så der er ingen moralsk forskel på en person, der er vegetar og køber økologisk, og en person, der spiser kød og køber konventionelle produkter?

“Nej, jeg mener ikke, at den person der køber økologisk, er moralsk bedre end den person, der køber konventionelle produkter. For ingen af de to personer gør noget, der virkelig har en effekt. Jeg har den holdning, at hvis ikke det gør nogen forskel, er det fuldstændig ligegyldigt om man køber det ene eller det andet.

Og det kan faktisk godt gå hen og blive et problem, at alle dem, der vil det gode, straffer sig selv, ved at bruge mange penge på at købe de rigtige ting. Når Enhedslisten f.eks. siger, at de gerne vil gå ned i pension, også selvom der ikke kommer en lovændring, der reducerer samtlige Folketingsmedlemmers pension, så har det udelukkende signalværdi.

For de andre Folketingsmedlemmer – ‘de onde’ – de går jo alligevel ikke ned i pension, så ‘de gode’ opnår ikke andet end at svække sig selv. For hvem tiltrækker de bedste politikerkandidater? Det gør de partier, der har de bedste lønninger og de bedste pensionsordninger.

Og hvis det sker på flere punkter – at dem der vil det gode, ofrer sig selv, for noget der ingenting nytter, og dem der ikke vil det gode, de bare lever livet, som det passer dem – så svækker man det godes sag.”

Du mener altså ikke, at man skal efterleve sine principper for enhver pris?

“Jeg er ikke enig med den der Gandhi-sætning, om at du skal “be the change you wish to see in the world.” Man skal være pragmatisk og kynisk omkring dét, man ønsker at opnå. At være venstreorienteret betyder ikke, at man skal spilde tid og kræfter på politisk korrekthed og gode hensigter, der ingenting rykker.”

Så selvom jeg har alle mulige principper – er imod CO2-udledning, dyremishandling osv. – så kan jeg med god samvittighed købe buræg og lade lyset være tændt, når jeg forlader mit hjem?

“Ja. Du skal ikke skamme dig over at købe buræg, eller over at glemme at slukke lyset efter dig. Men hvis du er imod buræg eller klimaforandringer, så synes jeg da, at du skal arbejde for reel politisk forandring: Strukturelle forandringer der giver kollektive løsninger.”


Mathias Rølle er kandidatstuderende i filosofi ved Københavns Universitet