,

DROP PLASTIKSUPPEN

En ”plastiksuppe” i Stillehavet vidner i dag om, at mennesker bruger naturen som losseplads for affald. Plastik er en væsentlig forureningskilde, hvilket bl.a. betyder øget risiko for miljøskader og ødelagte arveanlæg hos dyr og mennesker. Plastik bruges til mange ting, især emballage. I dette tredje og sidste indlæg fra Johanna Englev, ejer af Nordic Redesigners, klarlægges de stigende problematikker ved vores massive brug af plastik, men også mulighederne for at tænke i nye, bæredygtige materialer.

Bæredygtighed er en ”fluffy” størrelse, som bliver brugt i så mange forskellige sammenhænge, at det kan være svært at definere endeligt. I denne sammenhæng taler jeg om bæredygtige materialer, som enten kan indgå i et biologisk kredsløb uden at gøre skade på miljøet eller i et mekanisk kredsløb, hvor det genanvendes. Samtidig er det en fordel, hvis vi kigger på hele materialets livscyklus, for at vurdere hvor bæredygtigt et materiale er i forhold til eksempelvis ressourceomkostninger, produktionsforhold, brug og afskaffelse.

For hvert kilo plastik der genbruges, skånes miljøet for 1,5 kg CO2. I dag kan plastik deles op i kemisk plast, kridtplast og bioplast.

 

Kemisk plast


Kan laves af både polyætylen og polypropylen, men disse to materialer kan ikke smelte sammen og er derfor vanskelige at genbruge. Derudover er plastikken lavet af forsille brandstoffer, som er CO2 forurenende.

Ecolean


Også kaldet kridtplast, erstatter 40-50 % af den almindelige kemiske plast med et kridtholdigt materiale. Det kalkholdige plast erstatter kun delvist den konventionelle plast.

Bioplast


Er baseret på eksempelvis majs og kræver 30-50 % færre fossile brændstoffer, når plastikken fremstilles. Ulempen er at bioplast fremstilles af afgrøder f.eks. majs. Når vi bruger majs til plastik kan det presse priserne på fødevarer op, fordi arealet vi dyrker planterne på ikke kan bruges i fødevareproduktion. Dermed risikere vi, hvis vi erstatter konventionel plast med bioplast, at befolkningsgrupper sulter, fordi de ikke har råd til mad.

 

En løsning er muligvis at bruge stivelse fra biprodukter/affald fra fødevareproduktion til at lave bioplast af. Det kunne eksempelvis være den hårde yderskal på riskorn, som lige nu er et biprodukt fra risproduktion, der de fleste steder afbrændes. Herved sikres fødevareproduktionen på arealet samtidig med, at vi ressourceoptimerer ved at bruge flere dele af planten. Udover der konventionelle materialer, findes der også bæredygtige materialer, som giver mening at orientere sig mod.

Bambus


Er kendt som et bæredygtigt materiale, fordi det er hurtigt voksende og har mange af træets kvaliteter. På den måde er det knapt så ressourcekrævende i dele af produktionsfasen. Ulempen ved bambusproduktion er, at bambusprodukter ofte er sat sammen af toksisk lim, der kan skade både produktionsarbejdere, slutbrugere og miljøet.

Kokospalmen


Er et andet hurtigt voksende materiale, som er godt at bruge i bæredygtig produktion. Den kan vokse ud på blot 5-6 år, og egner sig derfor godt til at erstatte mange andre typer træ.

Kork


Er interessant i en bæredygtigt sammenhæng. Kork kommer fra kortegen. Der er rigeligt korkeg i verden, og høsten foregår uden at fælde træet. Samtidig støtter vi, ved at bruge kork, korkbønderne, som har fået svære kår efter størstedelen af korkpropperne er skiftet ud med plast og skruelåg.

Gummitræet


Er et andet eksempel på et træ vi kan høste et bæredygtigt materiale fra. Gummi kan bruges i alt lige fra store konstruktioner som gulv i byggerier til små produkter som f.eks. rågummisutten. Rågummi egner sig herudover glimrende til genanvendelse.

Hamp


Er måske mest kendt for nogle arters euforiserende virkning men er en yderst brugbar plante i designsammenhæng. Plantens fibre kan bruges i produktion af tekstiler, kompositter og som isolering i byggerier. Hamp er utrolig slidstærkt, hvilket er med til at gøre materialet langtidsholdbart. Da planten er hurtigt voksende og dermed ressourcebesparende, er den et udemærket materiale i bæredygtige sammenhænge.

Fælles for alle materialer er nødvendigheden af at kigge på hele livscyklussen for at gennemskue, om materialet i realiteten er bedre end konventionelle materialer. Bambus er måske bæredygtigt, men bliver slutproduktet produceret under elendige forhold, hvor arbejderen knokler 17 timer i døgnet og sover på et hårdt stengulv, og er materialet sammensat med problematisk kemi og fløjet fra den anden side af verden, er produktet ikke længere bæredygtigt.