,

DIN REVOLUTION ER IKKE EN KRONIK


Nød lærer nøgen kvinde at skrive en kronik. Vibeke Fogh mener ikke, at den retfærdige vrede mange mennesker føler, giver udslag i andet end en bitter kronik – en kronik om den manglende balance mellem arbejde og familieliv, det ulidelige i at være småbørnsfamilie, et cetera… Men når man vil revolutionere sit liv, har det konsekvenser. Det er ikke konformt og hyggeligt, det giver ikke noget på éns CV. Men det kan gøre vores liv bedre.


af Vibeke Fogh

Tænk, hvis den undertrykte sorte befolkning i Amerika fandt ud af, at de måtte skrive en masse kronikker – bitre, kværulerende kronikker, for at en revolution kunne opstå. Vi befinder os i 1955, en sort kvinde nægter at sætte sig bagerst i bussen, da hun bliver bedt om at flytte sig. Hun bliver siddende på den hvide mands plads. Hun nægter at blive behandlet som et uværdigt menneske. Hun bliver arresteret. Hun kommer for retten. Det skabte revolution og forandring.

Tænk hvis den sorte kvinde havde siddet med en liste over mulige konsekvenser af sine handlinger. Tænk hvis hun i stedet havde valgt at lytte til sin rationelle stemme: ”Ahr… det ser ikke godt ud på mit CV. Det går nok over engang. Jeg liker et klip af Martin Luther King på YouTube. Jeg skriver en opdatering på Facebook.”

Familiestress giver en fin kronik

Jeg møder mange bitre, frustrerede danskere. Og jeg ved, at lige nu ligger flere hundrede tusinder af danskere med depression, angst, ensomhed, stress, skam – jeg har selv været én af dem. Mange kan ikke få tilværelsen til at hænge sammen. Når børnene er puttet, og vreden føles massiv nok, kan vi måske finde energien til at skrive en kronik – om det umenneskelige i vores samfund.

Vi hamrer løs på tastaturet, mærker vreden, sorgen over den tabte glæde. Kronikken er skrevet. Punktum. Vi sender den ind. Går i seng. Næste morgen: børnene skriger, børnene i institution, møder op på arbejde, aftensmad, putning, røv og nøgler. Måske tænker vi, at vi ikke er glade, fordi vores partner ikke er god nok, at han eller hun ikke ser os nok, værdsætter os nok, at vi ikke anerkendes nok på arbejdet, at det nok er fordi, at vi bor for småt, at vi mangler en have, en gynge, et nyt spisebord. Efter et par dage får vi svar fra dagbladet.

De giver os den glædelige nyhed, at de gerne vil bringe vores kronik. Vi jubler. Anerkendelsen – nogen kan bruge min stemme. Det er vigtigt, det jeg gør. Kronikken deles. Flere tusinder likes. Dejligt. Næste dag: Børn i institution, skænderi med partneren, et job, man måske har svært ved at se mening i, stress, medicin. Det er selvfølgelig et scenario skåret ud i pap. Men det er dét scenario, der udfolder sig i de mange, eftertænksomme kronikker.

Et liv med langsomhed og handlekraft

Vi glemmer måske i oversvømmelsen af magtesløshed og bitterhed, at stille os selv de vigtigste spørgsmål: Hvad gør mig glad? Hvad forhindrer mig i at gøre mig selv glad? Hvorfor lever jeg mit liv, som jeg gør? Hvad er meningen med mit liv? Hvad frygter jeg allermest? Vil jeg blive ved med at være bitter? Hvis ikke – hvem kan hjælpe mig? Hvad kan hjælpe mig?

Jeg hører dogmet overalt: ”Det er frygteligt at være småbørnsfamilie. Som småbørnsfamilie må man bare klemme ballerne sammen.” Jo, selvfølgelig er det røvsygt at være småbørnsfamilie, hvis man gerne vil have total kontrol, hvis ens liv skal være snorlige, hvis man hungrer efter samfundets applaus, hvis man er bange for stilheden, roen, hvis man ikke tør møde frustration, hvis man vil være perfekt, hvis man er bange for det vilde, hvis man ikke vil prøve at forstå, hvorfor ens børn skriger og skråler (der er nemlig ALTID en årsag), hvis man tror, man som forælder ikke må sætte tydelige grænser, være sig selv, at man som forælder ikke må insistere på at nyde sin aftensmad, nyde tilværelsen, hvis man tror, man skal lege for barnets skyld, hvis man tror, man kun kan få ro ved sætte sit barn foran en iPad.

Hvor er værdikampen? Hvilke værdier har vi brug for i vores samfund? Eller måske skal vi stoppe med at kalde det kamp. Vi har en syg ubalance i vores samfund. Alle mennesker har brug for ro, langsomhed, fordybelse, nærvær, kreativitet, sanselighed, proces, fællesskab. Og vi har også brug for produktion, handlekraft, målrettethed, idéer. De to værdisystemer skal og må stå ligestillet og ligeværdige.

At gå hjemme er både smukt og hardcore

Jeg troede, moderskabet var noget, der skulle overstås, så jeg kunne komme ud på arbejdsmarkedet og blive noget ”rigtigt.” At det var arbejdet, der var det primære. At moderskabet blot var en kedelig overgang. Men den værdi vi tillægger forældreskabet, influerer også på den måde, vi agerer i forældreskabet.

Jeg fandt ud af, at jeg ville være en ”mand”- de såkaldte bløde værdier tillagde jeg ikke nogen særlig værdi. Jeg ville have høje karakterer, være dynamisk, omstillingsparat, robust, effektiv, udadrettet, bygge op og op og op – det var dér, jeg kunne hente respekt og anerkendelse.

Da jeg begyndte at gå hjemme med mit barn, opdagede jeg pludselig mange elementer omkring dét at være menneske. Det er langt fra bare romantisk. Det kan både være smukt, og det kan også være hardcore. Da jeg besluttede at gå hjemme, insistererede jeg på, at mit liv som hjemmegående skulle være levende, lærerigt, lækkert. Hvis jeg følte mig kvalt i mine egne idealer, måtte jeg sætte min søn i vuggestue. Jeg var derfor nødsaget til at være kreativ for ikke at ende bitter.

En mand fortalte mig, hvordan han betragtede det at være sammen med sit barn som at gå i kloster. Han havde lært om meditation og yoga på nogle workshops, og da han begyndte at gå hjemme, opdagede han, at hans barn tog ham med ud på en hård retræte, der både udfordrede og glædede ham. At gå langsomt langs bøgehækken med sin søn i hånden – bladenes nuancer, spindelvævsstrukturen i hvert blad, lyset der rammer, skyggerne på fortovet, et birketræ der danser i vinden, en grågrøn snegl med gul spiral, skyerne på himlen, solens stråler. Barnet der skriger i Irma. Kaster sig på gulvet på grund af figenstænger, han ikke må få – lige nu. De andre i køen, der kigger væk. Følelsen af magtesløshed, skam.

Den retfærdige vrede er blevet væk

Og nu tilbage til revolutionen. Prøv at forestil jer, hvis flere mænd og kvinder bankede på deres chefs kontor: ”Hej Børge/Lone/chef, jeg har et ønske: jeg vil gerne gå ned i tid. Jeg vil gerne ned på 25-30 timer. Jeg kan se, at det ikke hænger sammen for mig, min familie, mine børn.” Børge/Lone/chef: ”Det kan desværre ikke lade sig gøre. Det giver ikke økonomisk mening for virksomheden.” – ”Nå, men så må jeg hellere sige op. Farvel Børge/Lone/chef. Tak for nogle gode år. ”

Eller tænk, hvis 12-tals pigerne og drengene påbegyndte en revolution mod karaktersystemet, fordi det skabte fatal konkurrence mellem eleverne. Revolution mod tallet i centrum. Hvad nu hvis vi voksne opmuntrede de unge til at demonstrere for, at skole og uddannelse skulle handle om at opdage og undersøge verden, mennesker, musikken, kroppen, historien, sproget, litteraturen, kunsten, naturen.

At vi opmuntrede de unge til at kreere bannere, hvorpå der stod: ” Tallet skygger for at finde glæde i læring”. ”Der er ingen, der er dumme” ”Alt for mange stressramte”. Og hvis 12-talseleverne (frontløberne) nægtede at modtage karakterer, fordi det reducerede dem, og adskilte dem fra deres medstuderende, deres venner. Unge, der insisterede på mesterlæretanken, eksamensdialog, uddybende bedømmelser. Ja, så måtte skolerne se sig nødsaget til at fyre lærere, der ikke brændte for lærergerningen. Ingen passion – ingen læring!

Tænk på alle de mennesker, der tror, at de er dumme, fordi de får lave karakterer, dårlige testresultater. Børn og unge med mavesår, stress. Vi har tonsvis af diagnoser. Hvordan kan vi acceptere, at vores børn skal testes og justeres, som om de er objekter, tomme kar, der skal fyldes op? Hvorfor går vi med til, at vores børn skal behandles uværdigt, at de bliver talt ned til, vurderet, diagnosticeret? Hvor er vores instinkter blevet af? Den retfærdige vrede?

Se den indre diktator i øjnene

Vi får aldrig mobiliseret en revolution, hvis ikke vi tør vove. Vi får ikke en revolution, så længe vi konkurrerer med hinanden, så længe alle kæmper om at komme ind på samfundets uhyggeligt smalle socialiseringssti. Når så mange mennesker er psykisk syge, er det fordi, vi har et sygt samfund, et snævert normalitetsbegreb – et samfund i ubalance.

Vi må begynde med os selv. Med vores eget liv. Vi er samfundet. Jeg er samfundet. Vi må tage magten i vores egne hænder. For at mobilisere en revolution, må vi se vores indre diktator i øjnene, se hvor diktatoren kommer fra. Vi må finde den klare vrede – og det er ikke en: ”Ih-hvor-er-det-synd-for-mig-vrede”, eller en: ”Hvis-bare-de-andre-var-anderledes-vrede”, eller: ”Hvis-bare-jeg-havde-mere-tid-vrede.”

Nej, det er en kreativ, kraftfuld vrede, der siger:

Jeg insisterer på et værdigt og meningsfuldt liv. Jeg insisterer på, at børnene, de svage, de syge og vores jord skal behandles ordentligt og respektfuldt.