,

DEN MANDLIGE SORG ER TABU

 


Mads Christoffersen har mistet sin kone til kræft. I tiden efter dødsfaldet undgik folk ham, blev forlegne og gik over på den anden side af fortovet, når de mødte ham; de professionelle var distancerede og ikke klædt på til at møde sorgen. Det der virkelig hjalp, var at tale om døden med andre mænd, der også havde mistet deres livspartner.


af Mads Christoffersen

I juli 2012 døde min kone og elskede igennem 26 år; forfatteren og feministen Suzanne Giese. Jeg var ramt af en dyb sorg. Det var forfærdeligt, nærmest som at få revet den ene arm af. Men en måde jeg kom igennem denne tunge sorg på, var blandt andet ved tage kontakt til en række andre mænd, som også havde mistet deres koner inden for de seneste år. Nogle af dem kendte jeg lidt i forvejen – andre kun perifert.

Det var en fantastisk støtte, at høre disse mænds historier. De vidste, at der var en vej videre, mens jeg umiddelbart kun kunne se et stort, sort hul. Dels vidste de præcist, hvordan jeg havde det – for de havde selv været der i livet – og dels kunne deres beskrivelser af sorgforløbet skabe en eller anden optimisme i mig. De kunne fortælle mig, at der faktisk var et liv efter min elskedes død.

En mand skal være stærk

I forbindelse med mit sorgforløb havde jeg søgt efter litteratur om mænd og deres sorg, men jeg kunne intet finde. Derimod var der masser af kvinder, der meget detaljeret havde skrevet om deres sorg efter et tab af en ægtefælle. Det overbeviste mig ret hurtigt: Der var brug for en bog om mænd, der havde mistet deres elskede.

Jeg kontaktede derfor de mænd igen, som jeg havde talt med i første omgang og spurgte, om de ville lade sig interviewe til en bog. Det skulle være den bog, som vi alle havde manglet, da katastrofen ramte os i vores liv. Der var ingen, der sagde nej –  men flertallet af dem ville dog gerne være anonyme.

Det havde, og har, jeg selvfølgelig respekt for, men det har også vist mig, hvor svært det er for mænd åbent at erkende, at de er ramt af sorg. Det er stadig tabu og svært at forene med manderollen, som giver os stereotype anvisninger på, at vi skal være stærke og uanfægtede – i det mindste udadtil!

Mit møde med disse mænd er blevet til bogen Mænd der Mister, der udkom på Psykologisk Forlag i juni 2016 med undertitlen: Otte personlige historier om at miste sin kæreste til kræft.

Mødet med sundhedsapparatet

Bogen beskriver otte historier om store kærlighedsrelationer, der bliver ramt af kræftens torpedo med den elskedes død som udgang. Men det er også otte historier om kamp, håb, fortvivlelse, skyldfølelse og opofrelse.

Alle otte historier rummer beretninger om vores møde med det gigantiske sundheds- og hospitalsapparat, som dybest set er konstrueret til at frembringe helbredelse og lindring, men som er meget dårligt udrustet til at håndtere mennesker. Og slet ikke mennesker i dyb eksistentiel krise.

Bogen berører kun perifert, hvorledes omgivelserne reagerer på en sorgramt person, men der er alligevel nogle fællestræk, som man kan uddrage.

Med hospice som en fantastisk undtagelse, så er personalet i sundhedssektoren dårligt klædt på til at blive konfronteret med sørgende personer. De har kun meget lidt at byde på og gemmer sig ofte bag den professionelle facade. I virkeligheden tror jeg, at gerne de ville virke mere nærværende, men de har ikke indsigten og redskaberne til at gøre dette.

Man føler sig frosset ude

Hvad gør man så, når nogen mister et menneske, der står dem nært? Hvordan forholder man sig som ven eller bekendt til et menneske, der har måttet tage afsked med en kæreste, ægtefælle eller forælder? Det er et svært, alment menneskeligt problem, som vi alle, på et eller andet tidspunkt, nok er blevet eller vil blive konfronteret med.

Det er en generel erfaring, at omverdenen er angst for personer, som er ramt af sorg – det er i hvert fald min erfaring. Folk aner simpelthen ikke, hvad de skal sige eller gøre. De vil derfor ofte prøve at undgå kontakt: ”Hov, dér kommer han. Jeg tror lige, jeg tager det andet fortov”. Et udslag af den samme kontaktangst er kollegaerne, der undlader at hilse eller ser den anden vej, når de møder én i kantinen.

Det er en reaktion, som man sagtens kan forklare og undskylde for – men den, der har sorgen i sjælen, oplever i forvejen en stærk ensomhed, så ikke desto mindre er adfærden ret så uheldig. En afvisning af kontakt eller en simpel ignorering vil blive oplevet som en udefrysning fra den sørgendes perspektiv.

“Det gælder jo bare om at komme videre”

Det er heller ikke ualmindeligt, at folk febrilsk kaster sig ud i ligegyldig eller overfladisk snak. Men er der noget man, som sorgramt ikke kan udholde, så er det overfladiskhed og ligegyldig småsnak. En dyb sorg er en livsforandrende proces, som ifølge min personlige erfaring og andres beretninger tit kommer til at betyde nyt fokus og nye livsværdier.

Man søger uvilkårligt efter det essentielle og substantielle i livet og rydder godt op i værdierne. Er man ramt af sorg, så er chit-chat fra omgivelserne derfor ofte det samme som mangel på respekt. Det er svært at forstå udefra, men sådan opleves det næsten altid.

For mig var der en meget klar forskel på de mennesker, der forstod sorgen indefra, og dem, der så den udefra.

En anden typisk reaktion er bagatellisering af sorgen. Den møder man som velment hverdagstrøst a la: ”Nå, det skal du nok komme hurtigt over,” eller ”Det gælder jo bare om at komme videre”. Som sørgende tænker man uvilkårligt: ”Ja, det kan du sagtens sige, min fine ven, men det her er ikke noget, som jeg nogensinde kommer over. Det vil sidde i min sjæl resten af mit liv.”

Har man en dyb sorg, så er det nødvendige sorgarbejde en ensom proces, hvor kun de ganske få mennesker, som har samme oplevelse, kan forstå, hvad det egentligt handler om. For mig var der en meget klar forskel på de mennesker, der forstod sorgen indefra, og dem, der så den udefra.

Til den første gruppe hørte selvfølgelig de mennesker, der selv var ramt: børn og søskende til den afdøde. Hertil kom så de mennesker, som selv havde været fanget i sorgens sorte tunnel. Det var dem, jeg brugte som vejvisere, da de forstod sorgen indefra.

Den anden gruppe var venner og bekendte, der ikke havde stærke følelsesmæssige bindinger til den afdøde. Men det var også de professionelle faggrupper som læger, sygeplejersker og psykologer. De havde helt tydeligt en meget distanceret relation til de pårørendes sorg – en distance som nok må være en del af et nødvendigt professionelt beredskab.

Problemet for den sørgende, som for eksempel mig selv, er, at man stort set kun er omgivet af distancerede professionelle i den tid, hvor døden rammer ens liv ved en elskedes bortgang. Måske skulle det omkringliggende miljø, i en sådan tid, også indeholde mennesker, der kunne identificere sig med sorgen.


Mads Christoffersen mistede i 2012 sin  kone gennem 26 år til kræft. I forbindelse hermed har han skrevet en bog om sin egen og syv andre mænds tab og sorg.