Christian Lollike: Scenekunst bør så tvivl

Hvordan udvikler vi demokratiet

Kan teater være med til at udvikle demokratiet, eller er kunsten netop, at der ikke skal være en bestemt mening med det? Altivisten har interviewet Christian Lollike, som er teaterchef for teateret Sort/Hvid, tidligere Caféteatret. Med forestillinger som ’Manifest 2083, omhandlende Anders Breivik, sætter Christian Lollike ofte højaktuelle og tabubelagte emner til debat gennem æstetisk scenekunst.

 

Hvorfor begyndte du i sin tid at lave teater?

Det er egentlig tilfældigheder. En god veninde så et opslag for en uddannelse – forsøgsuddannelsen for dramatikere. Jeg søgte ind, men havde aldrig før skrevet dramatik. Jeg skrev dårlige digte. Men jeg havde en fornemmelse af, at det med at få folk til at arbejde sammen, overskride deres egen grænser og skabe sære stemninger, var noget jeg kunne. Med andre ord vidste jeg, at jeg havde et behov for at udtrykke mig, sætte noget i gang, skabe bevægelse og få folk til at se noget andet, end de normalt kan se.

Hvilket af dine teaterstykker har haft allermest betydning for dig?

Det kan jeg ikke sige, men det er helt klart forestillingen om Anders Breivik, der har haft størst indflydelse på mit eget liv. Vi fik trusler og blev anklaget for alt muligt, mens vi stod et år i en kælder og prøvede at skabe en forestilling, der skulle sætte Breivik ind i en større politisk kontekst. Derudover var det sjovt at lave Dukkepartiet, og især den første aktion, hvor vi fik en operasanger til at afbryde Folketinget med operasang, står for mig som et højdepunkt. Derudover lavede vi krigsballetten ’I FØLING’ med rigtige, krigsskadede soldater på Den Kongelige Ballet. Sammenstillingen af krig og ballet, skadede veteraner og dansere, kunne noget særligt, synes jeg.

Hvilke reaktioner fra befolkningen håber du på, når du skriver et teaterstykke?

Hver forestilling og hver aktion har hver sin strategi i forhold til publikum. Men tvivl er for mig det centrale. At skabe tvivl i publikum, i befolkningen, og få folk til at mærke noget, de ikke nødvendigvis kan sætte ord på, men som de mærker, flytter noget i dem.

Er teater politisk for dig?

Ja, så absolut. Men jeg er i opposition til den gamle forlorne sætning: ”Al god kunst er politik”, som jeg tror er den ældre generations opfattelse af politisk engageret kunst. Jeg tror på, at teatret sagtens kan være politisk uden at have færdige løsninger klar. For mig handler det om at vælge et tema, fx at lave en ballet om Afganistan-krigen, der undersøger soldaternes selvfortælling. Eller undersøge, hvad politikerleden kommer af, som vi gjorde med Dukkepartiet. For mig handler det om at tilbyde et erkendelsesrum, hvor politiske temaer bliver undersøgt på en interessant og udfordrende måde.   

Hvordan kan teater medvirke til at udvikle demokratiet?

Man skal passe meget på – især når man er politiker – med at ville se kunst som brugbart i forhold til en eller anden dagsorden. Det er en farlig udvikling, som jeg synes er tiltagende, at alt skal tænkes ind i en nytte-logik. Når det er sagt, er teatret jo interessant, fordi det som regel handler om at leve sig ind i noget, som er fremmed for en. Dvs. at forstå noget andet end en selv, også selvom det er noget farligt. For eksempel terrorister. Og én ting er tænke sig ind i en anden person, noget andet er at være der følelsesmæssigt. Det er noget af det, kunst kan. Derudover har teatret traditionelt haft en socialpædagogisk åre. Det er ikke den slags teater, der interesserer mig, men dets betydning kan ikke underkendes.

En socialpædagogisk åre?

Ja, fordi man med teater kan lave rollespil med folks følelser og få dem bragt i kontakt med sider af sig selv, som de helst vil fortrænge. I en vis forstand brugte vi den type teknikker, da vi lavede flygtningeballetten ’Uropamed flygtninge. Men formålet var aldrig terapi, men at ramme det æstetisk interessante.

Men et sted som ’Contact, der laver kunstneriske sceneprojekter for deltagere med forskellige kulturelle og sociale baggrunde, har for eksempel været gode til at få unge med anden etnisk baggrund i tale, få dem på scenen og få dem til at fortælle historier.

Mener du, at scenekunst kan være med til at udvikle demokratiet?

Djævlesiden i mig får jo lyst til skrige: ”Fuck udviklingen af demokratiet – lad os lave mindblowing forestillinger, der ikke hjælper, støtter, opbygger og alle de der åh-så-korrekte ord”. Den anden side af mig er bevidst om, at mange politikere er ’bange’ for subversiv politisk kunst. Ja, de er bange for overhovedet at tale om, hvad kunst er, og hvad kunst skal være – bange for at dumme sig. De stiller sig tilfredse med at sige, at der skal være flere fodboldbaner og håndboldbaner, for så ved de, at de gør nytte. Derfor har de fleste politikere overladt banen til Dansk Folkeparti. Jeg er sjældent enig med deres kulturpolitik, men de tør dog at definere et ståsted – og frem for alt, så kommer de i teatret. For dem er kunst en kampplads. Det savner jeg hos de andre politikere – at de tror på, at kunst er vigtigt. Fordi det er vigtigt, at kunst udfordrer folks værdier, stiller spørgsmål til den måde, samfundet er skruet sammen på, viser andre sider af det, giver mulighed for at leve sig ind i det forbudte, det drømmende, det perverterede og det smukke. Især nu, hvor de ideer, som Europa bygger på, er udfordrede. Især nu, hvor tilliden til det politiske system er stærkt aftagende. Der er mere end nogensinde behov for at skabe nye fortællinger – for tænk nu, hvis vi er dem, der ved, at det hele har spillet fallit. Klimaet, krisen, overbefolkningen, overproduktionen – det hele. Tænk, hvis er dem, der ved, at det ikke nytter noget at skrige vækst. Tænk, hvis vi er dem, som ikke kan mere. Som ikke vil mere. Tænk, hvis vi er dem, som vil have en anden fortælling. En historie, vi kan tro på.

 

Har du tre bud på, hvordan almindelige borgere helt konkret selv kan bruge scenekunst til at udfordre folks værdier, stille spørgsmålstegn til samfundets indretning og forestille sig nye scenarier? Hvor skal man starte?

I handlemulighederne neden for opfordres du til at opleve en forestilling om romaer, somaliere eller et stykke om Erasmus Montanus.