,

DE BRÆNDTE BØRN PÅ GADEN

Oven på debatten om romaer og danske hjemløse fik Stine Bardeleben Helles kontakt til Ronald fra bikerklubben United MC. Det resulterede i, at Ronald og hans venner viste hende rundt på Christianshavn Torv og Istedgade og fortalte om livet i København fra deres perspektiv. 

I mit privilegerede middelklasseliv sker det ikke så tit, at jeg kommer tæt på mennesker, som oplever ting på helt andre måder. Jeg lever i en boble af nogenlunde samme livssyn, værdier og politiske holdninger som jeg. Vi bekræfter hinanden og diskuterer som regel kun nuancer. Hvis jeg vil være et klogere menneske, må jeg derfor hele tiden arbejde på at udfordre mig selv og alle selvfølgelighederne, også når det er angstprovokerende. Derfor har jeg blandt andet besluttet, at jeg vil tage alle kritiske kommentarer til mine Facebook-indlæg seriøst, uanset hvor voldsomme og personlige, de må være. For bag kommentaren sidder der jo et menneske med noget på sinde, som også er en del af den verden, jeg lever i.

Da debatten om roma-tiggerne var på sit højeste, skrev jeg et par indlæg om, hvor vigtigt det er, at vi ikke gør en hel etnisk gruppe til syndebukke, og om de grimme historiske minder, debatten vækkede i mig. Det gav mig nogle drøje hug fra folk, som mente, at jeg skulle holde min kæft om ting jeg ikke forstod mig på, og at jeg ikke fattede, hvordan verden så ud for mennesker, som ikke var så privilegerede som mig. Blandt dem var der Ronald, som skrev, at jeg fand’me skulle trækkes ud af mit fede liv og opleve ‘krigen på gaderne i København’. ‘Tjek’, skrev jeg, ‘hvornår skal vi mødes?’ Det viste sig at Ronald er medlem af bikerklubben United MC, som holder til i Hedehusene. Sådan rigtige bikere med lædertøj og veste og rygmærker. De er associeret med en række andre bikergrupper (herunder Bullshit) i Bikerfonden, hvor de med Ronalds ord ‘sidder til bords sammen og fester sammen. Vi skaber og holder fred i gaderne. Det sku politiet ta’ og anerkende i stedet for at blive ved med at stresse os!’ Folk som Ronald og hans venner har jeg aldrig kendt, så det må jeg gøre noget ved, nu hvor jeg har chancen, tænkte jeg. Også selv om deres attitude umiddelbart provokerer mig helt vildt, og jeg ikke er sikker på at jeg tror dem, når de hævder at de slet, slet ikke er spor kriminelle.

Solidariteten mellem de svageste

Da jeg troppede op på Christianshavns Torv en aften i juni, blev jeg godt nok lidt bleg: Det var ikke gået op for mig, at Ronald havde tænkt sig at tage alle vennerne med, men på torvet stod 8 kæmpestore rockertyper og ventede på mig! De slog ring om mig, og begyndte at præsentere sig og fortælle, hvorfor de gerne ville møde mig og hvad de gerne ville vise mig: At det, som foregår i Københavns gader, presser de svageste i det danske samfund på en måde, som vi ikke kan være bekendt. At det her ikke handler om nogle stakkels fattige hjemløse romaer, men om organiserede bagmænd, som udnytter det åbne Europa til at fragte tiggere og kriminelle til Danmark i busser og tjener formuer på at sende dem ud i gaderne og skaffe penge ved tiggeri, gademusik, røverier og prostitution. Og at de systematisk og planlagt chikanerer de danske hjemløse, banker dem, stjæler deres få ejendele og driver dem væk fra deres steder.

At bikerklubberne viser solidaritet med de hjemløse og fattige danskere, for de er allesammen brændte gadebørn, som samfundet ikke regner for noget, og de bliver presset på forskellige måder af DJØFferne og politikerne og alle de bedrevidende (sådan nogle som mig), som sidder i deres beskyttede velhaverghettoer og mener ‘alt det rigtige’ men ikke gør en skid for dem, som er lidt skæve. Ronald fortalte mig, at før han blev biker, levede han selv på gaden fra han var 13. Han tog i foråret initiativ til, at klubberne skulle køre mad og soveposer ud til de hjemløse for at vise at de tager socialt ansvar og samtidig gøre opmærksom på, at vi har et kæmpe socialt problem lige omkring os, på gaderne i København, som er blevet meget værre efter at alle romaerne er begyndt at strømme til. Da jeg indvendte, at jeg ikke kunne acceptere, at de på den måde gjorde en hel etnisk gruppe til hovedfjenden, var de helt med på, at det ikke var race, som var det vigtige her, men opførsel. Så vi aftalte, at vi i stedet talte om ‘østeuropæiske kriminelle’, og det holdt vi så fast ved resten af aftenen og rettede hinanden, når den smuttede De talte også om EU og arbejdskraftens fri bevægelighed. Et par af dem havde faktisk sat sig ind i reglerne og mente, at de er en direkte opfordring til organiseret international kriminalitet, og at det allervigtigste arbejde med at stoppe de organiserede østeuropæiske kriminelle derfor skal gøres i Bruxelles.

Genskab tilliden

Så kom Malle hen til os, og spurgte om vi snart var klar? Malle har sammen med sin kæreste John og en gruppe andre hjemløse, besat torvet. De demonstrerer for at få et sted, hvor de kan lave et sikkert fællesskab for københavnske hjemløse. I dagens anledning havde de gjort hovedrent på torvet og stillet bord og stole klar til en snak. Da jeg havde købt kaffe til alle, satte vi os i rundkreds og Malle begyndte at fortælle. Malle og John havde, da jeg besøgte dem, tilbragt 25 dage på torvet, og de markerede hver dag med en streg på det banner, de havde sat op. På banneret stod der blandt andet ‘Vi er hjemløse. Vi er mennesker. Giv os en grund! Her er nogle af de ting, Malle og John og de andre på torvet fortalte mig: John kan ikke få udbetalt kontanthjælp, fordi han ikke har en bankkonto. Han kan ikke få NemID og bankkonto, fordi han ikke har en adresse. Han er fanget i et kafka’sk system, som ikke anerkender mennesker med mindre de er bofaste. Derfor er der brug for at få politikerne til at lave et hjemløsekort, som de hjemløse kan identificere sig med, når de er i kontakt med systemet. Det kunne også give adgang til kollektiv transport og andre vigtige ting. Samtidig vil politiet kunne se, hvem som er ‘rigtige danske hjemløse’, og hvem som ikke er, og skal ud af landet. Hjemløsekortet har vi tidligere talt om i Alternativet, inspireret af arbejdet med vores egen hjemløsepolitik, og det er på vores politiske dagsorden. Jeg tænker, at det måske kunne startes op i en kommunal forsøgsordning i København, og at det helt klart er noget, vi skal arbejde videre med.

Hjemløse og bikere var enige om, at der er kommet alt for mange partier i Folketinget, og de spænder tilsyneladende ben for hinanden. Det må være det, som er galt! Hvis man vil være politiker bør der være krav om et cv, som viser at man har mærket livet. Det er der ikke mange af dem inde på Christiansborg, som har. Især er de allesammen meget vrede på Joachim B Olsen – ham ville Ronald gerne møde i en boksering! Det bedste han har gjort er at klæde sig ud som abe i Vild med Dans.  Jeg tænker, som så mange gange før, at det bedste en politiker kan gøre, er at være åben overfor at møde mennesker og bevæge sig ud i miljøer, som udvider horisonten. Det gør klogere, men det gør også noget ved dem, man møder, og forhåbentlig skaber det tillid begge veje. Så hvis vi vil have mere tillid til politik, må vi arbejde for en meget mere åben politisk kultur, hvor det at mødes med mennesker fra alle dele af samfundet er højt prioriteret.Det undrer de hjemløse, at vi smider folk ud af landet som har boet her i mange år og uddanner sig og passer arbejde, mens vi lader de kriminelle østeuropæere blive. De fleste romaer i København er kriminelle. Men det er helt ok med Malle og John ikke at tale om romaer, men om kriminelle østeuropæere. De er jo ikke racister – de har masser af venner fra hele verden. De unge østeuropæere er de allerfarligste. Hvis du tager dem i at stjæle en cykel truer de med at skære halsen over på dig. Malle véd, at det er ungerne fra de rumænske plejehjem, som vi allesammen så i fjernsynet engang, som render heroppe nu. De er iskolde i øjnene – de er blevet psykopater af den behandling, de har fået som små. De er sindssygt farlige og uden nogen form for empati, og det er blandt andet dem, som kommer herop med de busser.

Overfaldsfløjter 

Malle går rundt og deler overfaldsfløjter ud til de gamle på Christianshavn, så de kan fløjte, hvis de bliver overfaldet af kriminelle. Nu er det blevet sådan i Danmark, at man skal rende rundt med en fløjte på grund af østeuropæere i flok og psykisk syge danskere som bliver lukket ud på grund af besparelser og går bananas. Og så er der alle de fulde folk…. Jeg fik også en, så jeg kan føle mig mere tryg på gaderne. Jeg tænker, at jeg bliver rystet over nogle af de personlige historier, de hjemløse fortæller, og at jeg med alle mine korrekte holdninger er nødt til at anerkende, at det er dem, som oplever virkeligheden på deres krop hver dag. Hvordan vi holder balancen mellem principper og virkelighedens behov er et konstant og krævende arbejde i politik. Men det er nødvendigt!

Malle og de andre er brændt varme på grunden Vermlandsgade 5, som ejes af Københavns Kommune. De vil så gerne have den stillet til rådighed, så de kan lave en hjemløselandsby helt på deres egne præmisser. Det koster 30-50000 kr. for en kommunal herbergsplads, det kan de hjemløse selv klare meget billigere, hvis bare de får lov! Frank Jensen og Jesper Christiansen har ifølge folkene på torvet nejhatten på, når borgere henvender sig med gode idéer til, hvordan der skabes et bede liv for gadens folk. Jeg tænker, at det umiddelbart lyder som et fedt projekt, og at det må være muligt at få aktindsigt og finde ud af, hvordan det står til med den sag, som de hjemløse flere gange har præsenteret for kommunen. Vi skal støtte op, når mennesker selv ønsker at organisere sig og gøre sig fri af offentlige systemer, også selv om det stritter i forhold til den ‘pæne’ by. På Københavns Rådhus har Morten Kabel besluttet at rydde Fredens Havn bag Christiania, og de hjemløse mener, at det bare er fordi hans venner, som bor i velhaverghettoen Halv Tolv, klager. Det skaber 30 ekstra unge hjemløse, som ingen tager sig af! Hvorfor flytter alle de rige ind i de fattige bydele og klager over de fattige? Jeg tænker, at det her er et skarpt eksempel på, hvorfor vi skal arbejde intenst på at skabe politisk forståelse for, at alle Københavns kvarterer skal være så blandede som overhovedet muligt, og at det netop er det, som gør byen så fed. Vores boligpolitik skal være markant, og vi skal samarbejde med de boligforeninger og andre aktører, som kan være med til at realisere drømmen om, at alt nybyggeri i København har plads til mennesker fra alle samfundslag. Måske vi endda skal give mulighed for hjemløselandsbyer rundt omkring, når vi laver byudvikling?

Mere politisk opbakning

Ifølge Malle har de hjemløse, som organiserer sig selv, ingen politikere støtter på rådhuset. Det er kun de hjemløse i de etablerede organisationer som bliver inviteret til kommunens arrangementer (jul på Rådhuspladsen og den slags), og kun dem, som bliver hørt. Hjemløseenheden fungerer slet ikke, og medarbejderne derfra kommer en gang imellem svansende forbi og lover alt muligt, som ikke bliver holdt.

Jeg tænker, at det her er et godt eksempel på, at vi kan få meget mere værdi af de kommunale indsatser, hvis vi tør skabe dem sammen med de mennesker, det handler om – også dem som ikke er repræsenteret af NGO’er, men repræsenterer sig selv. Det må vi arbejde på politisk! Malle vil rigtig gerne møde til dialogkaffe, især med Frank Jensen, Jesper Christiansen, Mai Mercado, Morten Kabell – og selvfølgelig også med pengemænd, som evt. ville støtte de hjemløses landsbyprojekt eller et filmprojekt om hjemløse i København. Jeg tænker, at det ville være en god ting at rykke på at sætte den slags møder op, ikke mindst med de Christiansen og Kabell, og lave en film om det. Så det vil jeg se om jeg kan få til at ske.

Efter Christianshavns Torv tog vi på køretur i Ronalds bil med en kortege af motorcykler efter os. Vi skulle se hvad der skete på Vesterbro. Lige i dag var der faktisk ret stille i området omkring Istedgade, men vi fik en snak med et par meget lidt snaksalige romaer ved Maria Kirkeplads, hvor østeuropæere fuldkommen har fortrængt de danske narkomaner og hjemløse. Vi havde også et kort møde med en rumænsk prostitueret på Istedgade, som straks blev kaldt ind i en butik af en mandestemme fra baglokalet. Ifølge en dansk kvinde på gaden, er der stort set kun rumænske prostituerede derinde i dagtimerne nu. Tilbage på Torvet aftalte vi at lave en ny udflugt efter sommeren, og det går jeg nu og glæder mig til.

Det, som især gjorde stærkt indtryk på mig at opleve, er hvordan mennesker, som er sat udenfor samfundet, føler solidaritet med hinanden og begynder at hjælpe på kryds og tværs, i netværk, som vi andre slet ikke opdager eksisterer. Jeg er dybt taknemmelig for at have fået lov at få indblik i den verden, og glæder mig til næste gang jeg skal mødes med Ronald og Malle og alle de andre. Jeg kan kun blive meget klogere.

Stine Bardeleben Helles er kommunalvalgskandidat for Alternativet i København og ordfører for social entreprenørskab og solidaritet. Du kan kontakte hende på: she@stinehelles.dk