, ,

BOGANMELDELSE: SOLIDARISK BUDSKAB I GRØNNE NUANCER

Persille Ingerslev er en grøn entusiast. Hun er indbegrebet af idéen om, at håbet er lysegrønt. Igennem hårde tider må man holde fast i troen på, at de frø man har plantet nok skal få næring og vokse sig store og få grønne blade. Den 7. september 2017 udkom hendes bog ”OM” på forlaget Egolibris. Signe Emilie Willesen Smith, der blogger på facebook-siden Grønne Sager, anmelder her i Altivisten den personlige bog med det solidariske budskab.

 

OM er en biografisk roman skrevet af Persille Ingerslev. Hun er selvudnævnt planteguru og hobbyforsker, og har i mange år blogget på sin Facebook-side Persilles Hjemmedyrk.

Titlen lokker. For hvad handler OM om? OM handler om dét, der ligger lige imellem alt og intet. Om livet. Og døden. Og kærligheden. Om angst. Og skrøbelighed. Og glæden ved at se, at selv det mindste, lille, indtørrede udskud rummer uanede kræfter og kan vokse og gro, hvis bare de kommer i nænsomme hænder. Både i det store. Og i det små.

Persille tager i bogen OM læserne med i lommen: Vi kommer med på sagsbehandlerens kontor, hvor kassetænkning og skematisering får selv stærke folk i knæ. Hun tager os med i hendes drømme; vi svæver med hende i universet, og vi er med, når hun planter en porrerest. Hun viser os rundt i et liv præget af angst og depression. Hun viser os, at dét at være modig, kan gøres på mange måder; at nogen tør tage til Ballerup og andre tør tale med fremmede. Persille deler ud; hun deler sine erfaringer om gendyrket planteaffald og de skæbner hun møder ved supermarkedernes containere efter lukketid.

Læseren bliver lukket ind i hendes tanker og meninger – og der er nok af dem. Det føles som om, man er fluen på hjernevæggen – så man føler også, at man snager i hendes private sager, når man læser, at hun har børneorm. Men man snager ikke; Persille deler, for det, mener hun, er humlen ved det hele. Og tænk, voksne kan få børneorm – det vidste jeg ikke.

Persille giver i sin biografiske roman minoriteterne en stemme; uanset om man er flygtning, kontanthjælpsmodtager eller ADHD’er. Og selv hvis man blot har tænkt, at man var uduelig, grim, for tyk eller tynd vil man føle samhørighed med Persille, for hun inkluderer læserne i øjenhøjde; hun viser at den tvivl og den selvkritik, som vi tror, kun er vores, faktisk også er andres. At tvivl og selvkritik er folkeeje og dyrkes overalt i landet. Persille foreslår at dyrke spiret ingefær og selleri i stedet for tvivl og selvhad – udbyttet skulle være både sjovere og sundere.

OM handler om alt i livet med udgangspunkt i Persilles. Den kunne let ha’ endt kedelig og selvhøjtidelig, men det er den ikke, tværtimod er den skrevet med en åbenlys ærlighed; der er ingen spin, bullshit eller idyllisering af livet. Den bringer tåre, grin og håb, og er langt fra den typiske hyggelæsning.

 

—————————————————————————————————

 

Hvis du vil læse mere om Persille Ingerslevs tanker og arbejde, så lyt til Altivistens podcast her og tjek Persilles facebook-blog ud her
Persilles bog kan købes her

Signes blog er også at finde her