,

Bag facaden: Et liv på gaden i San Francisco

Hjemløsheden i San Francisco er på sit højeste, og gaden er blevet et bosted for flere tusinde mennesker. Geoffrey, Michael, Frederick og Matt udgør en del af statistikken, og på hver deres måde belyser de problematikken.


Af Lauritz Emiel Mogensen, Caroline Kjær Ramsby, Katrine Schwab Rolver og Hannah Sørensen – journalistelever på Krogerup Højskole


Når der tales om storbyer i USA, er San Francisco ikke engang at finde i top ti. Men når det gælder antallet af hjemløse, indtager byen en femteplads. Ifølge rapporten Homeless Point-In-Time Count and Survey (Hjemløs i Øjeblikket Optælling og Undersøgelse, Red.) fra 2017 lever der godt 7000 hjemløse i San Francisco. Det estimeres dog af flere hjælpeorganisationer, at tallet er langt højere, da rapporten kun tæller folk, der bor på herberg, gaden og andre steder, som ikke kan defineres som et hjem. Rapporten omfatter ikke folk, der lever på sofaen hos familie eller venner, bor permanent på motel eller hotel, og familier der bor flere sammen på et enkelt værelse. Problemet kan derfor potentielt være langt mere omfattende, end rapporten umiddelbart viser.

Mangel på midler

Over halvdelen af de hjemløse er fra San Francisco og omegn, mens resten flytter til byen fra andre dele af landet. San Francisco er en af de byer, som bruger flest midler på at bekæmpe og forebygge hjemløshed, hvilket er med til at tiltrække flere hjemløse fra resten af landet. I 2016 brugte byen over 246 millioner dollars (ca. 1,5 mia. kr.) på at bekæmpe hjemløsheden, men langt størstedelen af de penge gik til at betale for de folk, som allerede er placeret på diverse hjem – ikke til den voksende befolkning, som lever permanent på gaden.

”Hjemme er hvor hjertet er”

I parken Panhandle i Haight-Ashbury sidder Geoffrey under et træ. Han er utrolig imødekommende og ikke genert. Under hele samtalen sidder han med et bredt smil og er så ivrig efter at fortælle sin historie, at ordene nærmest snubler ud af munden på ham. Han er 28 år gammel, født i San Francisco og tidligere blikkenslager.
Geoffrey er ikke meget for at give hånd. Hans første indskydelse er derimod at give en fistbump (en knyttet kno mod kno, red.). Han forklarer, at han har eksem på hånden, som han har viklet ind i en trøje. Geoffrey har med mellemrum været hjemløs, siden han var 15 år gammel. Hans mor bor stadig få gader fra parken, han befinder sig i lige nu. ”Hjemme er, hvor hjertet er,” konstaterer han med et bredt hvidt smil. Selvom han ikke har et hjem i form af et hus, føler han stadig, at han hører til et sted.
Til højre ses Geoffrey i Panhandle Park, San Francisco (foto af Lauritz Emiel Mogensen).

”Jeg er god til at klare mig selv”

Han får sin hverdag til at gå med at gå ture rundt i parken, sælge ting han finder rundt omkring og ligge under et træ og kigge på mennesker. Når samtaleemnet falder på, hvorfor han endte på gaden, skifter hans kropssprog en anelse. Han kigger lidt mere ned i jorden og holder små talepauser med sig selv. Geoffrey blev hjemløs, fordi det er “vanvittigt dyrt at bo i San Francisco”, men at forlade byen har aldrig været en tanke, der lå ham nær. ”Jeg vil hellere være hjemløs i min hjemby. Her kender jeg det hele.” At bo hos en ven var heller ikke en mulighed for ham. “Jeg kan ikke lide at bede om hjælp. Jeg vil ikke bo hos nogen… Kan ikke lide at trænge mig på”. Han lægger dog stor vægt på, at man ikke skal have ondt af ham. “Mange har det langt hårdere end mig. Jeg er god til at klare mig selv,” siger han og smiler. Han famler let med trøjen, han har viklet om sin hånd.

Glad for vasketøj

Geoffrey fortæller, at han ikke savner sit gamle liv besynderligt meget, men da snakken falder på vasketøj, kommer der dog et lys op i hans øjne. “Jeg husker dengang, jeg plejede at ordne vasketøj,” griner han højlydt, og hans stemme går et par oktaver op. Det virker som et kært minde for ham. Geoffrey er ikke meget for at kalde relationen mellem ham og de andre hjemløse for et fællesskab. ”Så falder man i en kategori, og sådan forsøger jeg ikke at tænke. Vi er ikke venner, men nærmere bekendte. Vi behandler hinanden med kærlighed og respekt.”

“Jeg er ikke hjemløs. Jeg er blot husløs”

I Golden Gate Park sidder Frederick og Michael på græsset sammen med en gruppe andre hjemløse. Der er en tung dunst af hash i luften. Et par joints kører på tur, men ingen af de to ryger med. Michael er ved at pakke sammen, så han kan komme til genbrugsstationen i den anden ende af byen og aflevere de flasker og dåser, han har samlet i løbet af ugen.
Frederick derimod sidder med et dybt fokuseret udtryk og piller ved sin guitar. Et lille ”pling” afgives, hver gang han løfter en streng. Frederick er 41 år gammel og kunstner. Ved sin side har han placeret sin Ipad. ”Jeg er ikke hjemløs. Jeg er blot husløs,” forklarer han om sin situation. Frederick har været på gaden i seks år, hvilket ifølge ham er selvvalgt. ”Det her er bare en mere autentisk tilværelse. Det her liv er mere ægte, og derfor valgte jeg at sige farvel til mit gamle. Det eneste, jeg har tilbage her, er min Camaro 2012 (amerikansk bil, red.), som jeg sover i.” Nyfriseret, med Ipad og mere renlige negle fremstår han også mere præsentabel end de andre i gruppen.
Til højre ses Michael (tv.) og Frederick (th.) i Golden Gate Park, San Francisco (foto af Lauritz Emiel Mogensen).

Til dagen og vejen

Michael, som også går under navnet ’Psych Track’, derimod har beskidte negle og en lettere solskoldning i ansigtet. “Jeg garanterer dig, at jeg ser langt ældre ud, end jeg i virkeligheden er,” griner han. Han er 45 år og fortæller selv, at han klarer sig fra dag til dag. “Her er den tobak, jeg sælger,” siger han og hiver et par pakker Rolleys cigaretpapir frem fra sin jakkelomme. “Uanset om jeg har købt mig en masse øl og går stiv ned af gaden, tænker jeg stadig på, hvordan jeg skal klare mig næste dag, så selv der samler jeg dåser og flasker op.”

Bevidst valg

De to taler næsten synkront på trods af, at emnerne er dybt forskellige. Frederick taler passioneret om sin ’nye’ tilværelse og understreger flere gange, at dette liv er selvvalgt og det bedste for ham. ”Jeg kommer fra et godt hjem. Jeg har stadig ejendomme i New Mexico, som jeg kan vende tilbage til eller sælge, hvis det bliver nødvendigt, men lige nu er jeg her,” forklarer han med brede armbevægelser. Om hans liv reelt forholder sig således er svært at aflæse. Han virker derimod på ingen måde desorienteret, når han taler, og der hviler en venlighed over ham på trods af hans udfarende kropsmimik. Alt i Fredericks liv har dog ikke været selvvalgt. Han har tidligere siddet tolv år i fængsel for mord, som han ifølge ham selv ikke begik. Mere har han ikke lyst til at komme ind på dette.

”Deres opfattelse af mig er udelukkende baseret på min livsstil”

I skyggen under træernes blade og ikke langt fra de offentlige toiletter i Panhandle Park sidder Matt omgivet af fyldte sorte skraldeposer. Han er 28, hjemløs på syvende år og har langt lyst brunt hår og skæg i en lidt lysere nuance. Med sin løse hættetrøje, store smil og skateboard ved sin side fremstår han næsten som en gadens Jesus. Denne opfattelse ophører dog kort efter, da Matt begynder at tale. Han kan ikke formulere sig kortfattet, taler utrolig hurtigt, mumler til tider, har nervøse trækninger og bevæger sig næsten skræmt tilbage under hele interviewet. Hans artikulation er dog let at forstå, når der ikke mumles, og på trods af hans nervøsitet smiler han til tider. ”Jeg plejede at være opium- og heroinmisbruger, men det er efterhånden to år siden. Nu er jeg mere eller mindre kommet ovenpå og tager på metadonklinik en gang om ugen i stedet,” siger Matt, mens han står og hopper op og ned af sit skateboard.
Til højre ses Matt i Panhandle Park, San Francisco (foto af Lauritz Emiel Mogensen).

På forkert kurs

Ifølge Matt afhænger hans situation af flere faktorer. Han blev gift i en ung alder, og skilsmissen fik ham på forkert kurs. Han har tidligere arbejdet på et lager, men grundet svingende efterspørgsel, høje huspriser og manglende familie at bo hos, er han blevet tvunget til at bo på gaden. Det har han gjort i syv år, hvor alle år er blevet tilbragt i San Francisco, selvom han oprindeligt er fra det sydlige Californien. “Jeg har flere gange prøvet, at buschauffører har nægtet at stoppe for mig, hvis jeg er den eneste ved stoppestedet. Ligeledes hvis jeg bestiller kaffe på Starbucks og har min rygsæk med, får jeg at vide, at kaffen er ‘to go’”, fortæller han med gestikulerende arme langt ’plantet’ nede i sin hættetrøje. Matt foretrækker heller ikke at betegne sig selv som hjemløs. ”Den eneste forskel på mig og en, der ikke er hjemløs, er, hvor jeg lægger mit hoved om natten. Hvorfor betyder det noget? Deres opfattelse af mig er udelukkende baseret på min livsstil, og det er forkert.”