,

ATEISMEN ER YDMYG


Når man er oppe imod et magtfuldt flertal, kan det være svært at få taletid nok til at forklare éns synspunkt. Ganske ofte bliver ateister, Ateistisk Selskab og jeg udelukkende brugt som et negativt modpunkt i debatten, således at folkekirken eller andre kan få lov til at fortælle, hvad de ønsker og gør for samfundet. Derfor skriver jeg nu dette indlæg, som et tilbud om lidt mere information om, hvad ateistisk aktivisme egentlig indebærer.


af Anders Stjernholm

Hvis man forstår den underliggende kritik, som ateismen repræsenterer, får vi en langt mere konstruktiv debat om religion, livssyn og eksistens. Jeg har ofte oplevet at ateismen bliver misforstået og udlagt som noget langt mere radikalt og uforsonligt, end den i virkeligheden er. Derfor ønsker jeg med dette indlæg at udbrede kendskabet til ateismen, og til hvorfor ateister gør, som vi gør.

Bevisbyrden ligger ikke hos ateisten

En ateist tror ikke på guder. Det er egentlig det eneste, ateisme indebærer. På samme måde som anti-fascisme, er det ikke en egentlig -isme, da der ikke er andet indhold i det end en afvisning af en anden -isme. Her er det også værd at bemærke, at en ateist ikke fremkommer med påstanden, at der ikke findes guder. Vi tror bare ikke på påstanden om, at der gør. På samme måde som man kan afvise påstanden om, at der er liv på Jupiter. Det er ikke os, der fremkommer med en påstand – bevisbyrden ligger ikke hos os.

Ateisme starter med den ydmyge metodiske og kritiske tilgang til verden, der erkender, at endelig indsigt er yderst sjælden – det kaldes skepticisme. Vi mener, at en kritisk tilgang til alt i livet og verden er nødvendig for at opnå en bedre indsigt. Det er denne åbne indstilling til spørgsmål om verdens sammenhæng, sociale dynamikker og religiøse påstande, der har ledt os til at være ikke-troende; til at være ateister.

En ateist kan også tvivle

Teister – mennesker, der tror på én eller flere guder – er ofte her i Danmark klar til at tale om deres tvivl. Man behøver ikke være stensikker på, at Gud eller Allah findes for at kalde sig kristen eller muslim. På samme måde behøver en ateist heller ikke være stensikker på, at der ikke findes guder, for at have sit standpunkt. En person, der er hundrede procent sikker på det, kaldes en gnostisk ateist. Folk der som mig efterlader en mulighed, mindre eller større, for at der findes guder, kaldes agnostiske ateister. At være agnostisk er altså ikke en større mellemgruppering imellem teist og ateist. Hvis man er fuldstændig agnostisk, er det fordi man vitterlig ser sandsynligheden for guders eksistens som 50/50 og derfor ikke kan vælge side.

At være ateist er derfor heller ikke nødvendigvis en politisk stillingtagen. De fleste ateister er nok relativt ligeglade med religionens betingelser i vores samfund. Nogle ateister bekymrer sig om dette. Og nogle af os er organiseret i interesseorganisationen Ateistisk Selskab.

Kritisk over for religiøst verdenssyn

Religioner har igennem hele den kendte verdenshistorie påstået at have de bedste svar på, hvordan verden hænger sammen og livet bør leves. I mere eller mindre grad. Derfor er den aktivistiske ateisme opstået som modspil. I nutidens Danmark har folkekirken skruet meget ned for påstande om guddommelighed og påbud, og mere op for budskaber om moral og livsindsigt. Men et grundlæggende synspunkt, vi i Alternativet vel godt kan blive enige om, er, at man ikke behøver en religiøs tro for at tænke over livets eksistentielle spørgsmål. Ateistisk Selskab og andre kritikere opfordrer til, at man reflekterer over, om religionen nu også byder på svar af den kvalitet, der påstås? Vi opfordrer til lidt kritisk tænkning uden forbehold – og hjælper dem, der ønsker at løsrive sig fra en religiøs eksistensopfattelse.

Selvom der unægtelig findes aggressive ateister, som bogstavelig talt ønsker at gribe til våben, så er ateismen i mine øjne et fredsprojekt. For vores sigte er i sidste ende imod aggressive magthavere. Jo mindre magt religiøs doktrin, kulturel vanetænkning og ”os mod dem”-retorik har over det enkelte menneske, desto mindre støtte er der til aggressive repræsentanter fra religionerne.

Ateisme er en del af et åndeligt og politisk standpunkt. Et bud på en rationel åndelighed, hvor fokus ligger på en nøgtern og spørgende tilgang til at forstå vores inderste væsen og vores sociale dynamikker. Det man vel samlet kan kalde vores kultur. Altså at kultur bedre kan forstås og udvikles uden religiøse dogmer. Indviduel og kollektiv kultur er dynamiske størrelser, der skabes i et samspil mellem vores mentale evolution og voksende forståelse for hinandens tankegods, moralske perspektiver og handlinger.

Hvad ønsker vi?

Vi mener, at kulturforståelsen mennesker og kulturer imellem hæmmes af religiøs tankegang. En dogmatisk indstilling til moral og livsførelse leder meget naturligt til en dårligere forståelse for andres moral og livsførelse. Det er derfor, at mennesker som jeg ser ateismen som et fredsprojekt.

Dét vi ønsker, er at fremme en tankegang om eksistens og etik, som udspringer af den mere åbne filosofi, som oplysningstiden og det antikke Grækenland gav os, frem for den mere begrænsede værktøjskasse religionerne har givet os. Vi ønsker at vores børn skal lære nuanceret om hele vores idéhistorie; i stedet for den favorisering af de kristne elementer, som hersker i folkeskolen i dag. Samtidig ønsker vi at folkekirkens særstilling og religiøse foreningernes privilegier skal fjernes, så alle religioner, livssyn og andre bidragsydere til vores kulturarv og nuværende kultur bliver ligestillede. Sådan at vi fremover kan have en fri og fair udveksling af idéer – for det er dét, der skal sikre en konstruktiv udvikling af vores samfund i tiden der kommer.