,

ALTERNATIVET MÅ KÆMPE HÅRDERE FOR KLIMAET

 


Den seneste tid har vist, at de fleste af Folketingets partier stadig er villige til at give køb på omstillingen. Samtidig har den udstillet et politisk landskab, hvor det er for nemt at tage vælgere, medier og politiske modstandere ved næsen. Hvor har Paris-aftalen f.eks. været henne i forhold til aftalen om Thyra-feltet, den kommende udvidelse af Københavns Lufthavns og Googles og Facebooks planer om at etablere energitunge datacentrer i Danmark?


af Gregers Andersen og Lasse Dahl

Aftalen om at begrænse klimaforandringerne, som blevet indgået i Paris i december 2015 – og som Danmark så sent som i oktober 2016 ratificerede – er en enestående politisk mulighed. Dens mål om at holde den gennemsnitlige temperaturstigning på mellem 1,5 og 2 grader vil nemlig kræve en så radikal omstilling af samfund alle steder på kloden, at den nærmest får Alternativets partiprogram til at se reaktionært ud.

For nyligt offentliggjorde den svenske professor i miljøvidenskab, Johan Rockstrøm, en såkaldt ‘roadmap’ – Rockstrøms Roadmap  for hvad der reelt skal til for at nå Paris-aftalens mål. Her peger Rockstrøm på – foruden en mængde andre svimlende tiltag – at lande som Danmark og Sverige mellem 2030-2040 “skal have en fossilfri energiforsyning og at alt lige fra transport, varme og industri skal være elektrificeret.”

Noget som blandt andet vil kræve, at “en by som København mellem 2020-2030 bliver fossilfri.” Og at stort set alle biler på danske veje senest i 2030 skal være el-biler, samtidig med at mange kort-distance rejser med fly bliver afløst af rejser med tog.

Regeringen har intet tøj på 

Rockstrøms roadmap gør det tydeligt, hvor langt vi i Danmark er fra at kunne indfri vores part af Paris-aftalen. Som drengen i H.C Andersens eventyr om kejserens nye klæder, råber den dét, som mange af os allerede ved, men som alle danskere burde være pinligt bevidste om: Nemlig at regeringspartierne ikke har noget tøj på, når det kommer til deres politiks klimatiske konsekvenser.

Mens regeringen udadtil har holdt fast på at Danmark er et grønt foregangsland, har de indadtil arbejdet benhårdt på at bremse omstillingen.

Ja, selv regeringens egne embedsmænd siger det. I en nyligt offentliggjort Basisfremskrivning fra Energistyrelsen hedder det f.eks., at “de danske udledninger af drivhusgasser forventes at falde frem mod 2020, hvorefter de med basisfremskrivningens fravær af nye klima- og energipolitiske aftaler forventes at stige igen frem mod 2030.”

Med andre ord: De to regeringer, som Lars Løkke Rasmussen har ledet siden 2015, har spildt en masse dyrebar tid. Mens de udadtil har holdt fast på, at Danmark er et grønt foregangsland, har de indadtil arbejdet benhårdt på at bremse omstillingen. I stedet for at tage ansvar og f.eks. bruge disse år på at reformere landbrug og transportsektor, har de (også) på disse to vigtige områder, kun haft fokus på at bevare status quo.

Alternativet må tage fløjlshandskerne af

Problemet er, at det for sjældent bliver sagt højt nok. Her kunne man sagtens skyde på centrum-venstres øvrige partier. Ja, man kunne ikke mindst hudflette De Radikale, Socialdemokratiet og SF for at gå med i aftalen om Thyra-feltet og derved udstille deres tro på, at det giver mening at veksle afbrændingen af 129 millioner tønder olie for en – undskyld os – slat småpenge til omstillingen.

Men det er altså også på tide, at Alternativet tager fløjlshandskerne af og – i hvert fald for en stund – lægger venligheden til side. For lad os et øjeblik lige minde hinanden om, hvad omstillingen egentlig handler om: Nemlig at forhindre menneskelig lidelse i en enorm skala.

Abstrakte formuleringer som “at redde klimaet og miljøet” kan i nogle tilfælde være gode nok. Men de lægger altså også en søvndyssende afstand mellem os og så den lidelse, de reelt repræsenterer. Samme dag som aftalen om Thyra-feltet blev indgået kunne DR f.eks. viderebringe nyheden om, at klimaforandringer allerede i 2040 vil få 600 millioner børn til at mangle drikkevand.

Derfor kunne vi ønske os et Alternativet, der blev bedre til at give igen med ‘samme mønt’, når politiske modstandere kritiserer partiet for at være ‘varm luft’.

Vi fornemmer, at man i Alternativet mener det, nå man siger, man har en humanistisk tilgang til verden. Men humanisme er ikke nødvendigvis det samme som venlighed. Faktisk vil det i forhold til omstillingen være helt på sin plads, at man i humanismens navn, blev bedre til at ‘kalde bullshit’. At man med en helt anden pondus tager Paris-aftalen seriøst og kommunikativ uddeler de tæsk, som forsvaret af den kræver.

Det handler både om at delagtiggøre befolkningen i, hvad Paris-aftalen indebærer. Og om at udstille det politiske hykleri i, at Danmark har ratificeret Paris-aftalen, og at hovedparten af Folketinget – med de nuværende regeringspartier i spidsen – reelt modarbejder dens realisering.

Derfor kunne vi også godt ønske os et Alternativet, der blev bedre til at give igen med ‘samme mønt’, når politiske modstandere kritisere partiet for at være ‘varm luft’. For hvorfor er det, at etablerede partier som Venstre og Socialdemokratiet har så travlt med at forsøge at latterliggøre Alternativet?

Svaret er naturligvis, fordi de er bange for partiet. Ikke bare fordi det står stabilt i meningsmålingerne og endda til tider har fremgang. Men også fordi det repræsenterer et blik på verden, som de – sammen med de fleste politiske kommentatorer – grundlæggende ikke forstår.

Det kan man så selvmedlidende ærgre sig over. Men en selvransagelse ville måske også vise, at I, i Alternativet kan blive skarpere i jeres kommunikation. Sagt med andre ord, kan man godt ‘tude over’ de gamle partiers og diverse politiske kommentatorers manglende forståelse.

Men man må forstå, at mens de er ‘verdensmestre’ i at tænke konventionel politik, så har de tilsyneladende ingen indsigt i videnskaben om den økologiske systemkrise, der – i hvert som vi ser det – udgør hovedgrundlaget for Alternativets eksistens.

Paris-aftalen fungerer i Østrig

Det skal man da fortælle landets borgere på en måde, så de kan forstå det. Det gælder kommunikativt i den daglige gænge bl.a. medier og politiske kollegaer på Christiansborg, men det gælder også om at gøre brug af mere utraditionelle, aktivistiske metoder.

For vi befinder os trods alt i en slags undtagelsestilstand. Allerede om 5 år vil CO2-budgettet for at holde den globale temperaturstigning på 1,5 grader (det nye mål, der blev sat med Paris-aftalen) formentlig være opbrugt. Det er en ekstraordinær situation. Og ekstraordinære situationer kalder på ekstraordinære handlinger.

Det gælder om at gøre brug af mere utraditionelle, aktivistiske metoder. For vi befinder os trods alt i en slags undtagelsestilstand.

Det er f.eks. meget fint, at Alternativet ikke går med i aftalen om Thyra-feltet. Men hvorfor gør de ikke et politisk nummer ud af begivenheden? Skab noget ekstraordinær opmærksomhed om situationen – alle partiets folketingsmedlemmer kunne f.eks. tage grønne trøjer på, når aftalen skal til afstemning –  og vær så knivskarp til at bruge den kommunikationsplatform, det vil skabe til at fortælle om aftalens konsekvenser.

Det er også meget fint, at danskerne den 29. april marcherer for klimaet og mod Trump, men hvorfor arrangerer Alternativet ikke marcher mod problemerne herhjemme?” Det kunne f.eks. være mod den kommende udvidelse af Københavns Lufthavns og Googles og Facebooks planer om at etablere energitunge datacentre i Danmark? Der er tale om projekter, der i markant grad forhindrer Danmark i at være et foregangsland i forhold til Paris-aftalen.

Og så handler det i sidste ende og allermest væsentligt også om at presse på for ny lovgivning. Til at starte med kunne man passende presse på for love, der bremser, at mere olie hives op af den danske undergrund, og som forhindrer øget flytrafik. I Østrig er det f.eks. lykkedes at bremse en udvidelse af Wiens lufthavn, fordi en domstol har vurderet, at det ville forhindre Østrig i at leve op til sine forpligtelser i forhold til Paris-aftalen.

Det er sådanne erfaringer og kampstrategier Alternativet – i lyset af den knappe tid til at gennemføre omstillingen – nu og her bør søge at indoptage i sin måde at føre på politik på. Det vil med al respekt afspejle situationens alvor langt bedre end snakken om venlig revolution.

For når alt kommer til alt, kan vi formentlig blive enige om én ting: Nemlig at det grundlæggende går for langsom med at plante grønne frø i landets borgere. Og – hvis skal vi helt ærlige – at vi faktisk heller ikke har tid til at vente på, de spirer.


TRE VENLIGE RÅD TIL ALTERNATIVET:

1. Vær mere kritisk og brug jeres platforme til konstruktivt og vedvarende at understrege hykleriet i forhold til Paris-aftalen. Vi har desperat brug for et modigt og ærligt Alternativet.

2. Kommunikér i et andet tempo og med en anden pondus.

Der skal nye taktikker til og nye måder at tænke på. ‘Jamen, I forstår ikke måden, hvorpå tingene fungerer på Christiansborg?‘ Måske ikke, men det er tydeligt for enhver, at Danmark er på vej i en gal retning i forhold til at være et grønt foregangsland. Man kan jo her starte med at sige højt, at én af konsekvenserne af at svigte Paris-aftalen formentlig er, at millioner og atter millioner af klimaflygtninge vil banke på Europas døre i de kommende årtier.

3. Brug kreativ politisk aktivisme i det daglige politiske arbejde på Christiansborg.

I kan måske sige, ‘Jamen, vi blev igen ikke inviteret med til forhandlingerne’. I kan også vælge at sige: Vi inviterer til pressekonference og forklarer, hvorfor den nye aftale om Thyra-feltet er en katastrofe for os alle. Samtidig er det vores påstand, at der til sådanne events vil være flere og flere forskere og eksperter, der vil være klar til at stå ved jeres side. I har på det lange stræk videnskaberne bag jer. Brug dem til at kalde hykleri og bullshit. Hvis kampen for at bremse klimaforandringerne er en kamp, vi kommer til at tabe, så lad da i det mindste skibet gå ned med bølgegang.


Gregers Andersen er kulturforsker og forfatter til ‘Grænseløshedens Kultur’ (2016).
Lasse Dahl er cand. scient. adm.