,

9 NEMME TRIN TIL INDRE RO

Hvis jeg via en tidsrejse fik 5 sekunder med mit 20-årige jeg, ville jeg bruge den dyrebare tid på at råbe følgende ord ind i hovedet på mig selv, så højt jeg kunne: “MEDITÉR. Ikke medister. Méditer. Det vil gøre dig gladere, mere rummelig, mere dig”

Det her er min personlige, konkrete anbefaling til, hvordan du kan prøve kræfter med meditation. Hvis du mediterer i forvejen, så har jeg måske ikke så meget at byde på. Hvis du derimod ikke har prøvet at meditere før, eller ikke er helt med på hvad det kan, så giv det en chance.

Hvad kan det?

Meditation handler for mig ikke om at blive oplyst eller gennemgå en fuldkommen forvandling. Det handler om bittesmå forandringer, der gør en gigantisk forskel i din måde at møde verden på. En lille rutine på få minutter, der har gjort mig (og millioner af andre) en lille smule gladere, en lille smule mere rummelig og en lille smule mere mig selv. Hvis du er ligesom mig, så undervurderer du, hvad de tre ting kan få af konsekvenser. Jeg vil undgå at bruge for lang tid på at forklare om meditationens lyksaligheder, hvordan det hjalp mig af med stress, osv. Det her handler om, at du skal prøve det og selv opdage, hvad det kan. Hvis du stadig er skeptisk, så læs videre. Her er 20 videnskabeligt beviste fordele ved at meditere. Listen er fra Psychology Today, og den er sammensat af Emma Seppälä, PhD ved Stanford University.

Hvad er det?

Jeg er ikke en ekspert. Men spørger du mig, så er meditation i bund og grund en øvelse i at lytte til sig selv. At få ro til at kunne observere, hvad der sker i dig. Det er for mig ikke spirituelt eller magisk. Du kan gøre det med åbne øjne. Du kan gøre det på en gåtur eller på en god stol i et dejligt rum, med fødderne plantet i jorden. Alt det kræver er, at du er til stede. At du mærker efter, lytter og observerer.

Nemt! Nej. Det er sværere end man tror. Det finder du ud af lige om lidt. Men det handler ikke om at være god. Det handler om at gøre det. Du kan ikke gøre noget forkert, så længe du prøver. Så prøv nu!

Hvordan gør man?

Nogle ville blot sige: Sæt dig ned og fokusér på dit åndedræt. Jeg synes, at der er nogle detaljer, man kan tilføje, for at gøre det lettere at komme ordentligt i gang. Sådan her ville jeg starte, hvis jeg skulle starte i dag:

 

0: Find et dejligt og roligt sted

Et sted hvor du højst sandsynligt ikke bliver forstyrret i de næste 5 minutter.
Hav din mobil klar til at tage tid og sæt den på flyfunktion. Læs resten af guiden og gå så i gang.

1: Sid behageligt


Helst oprejst, med en ret, men ikke stiv ryg.

2: Sid lidt med åbne øjne og hav et blidt, afslappet fokus på dine omgivelser


Tag nogle dybe vejrtrækninger ind gennem næsen og ud gennem munden. Luk så øjnene, hvis du har lyst.

3: Føl din vægt hvor du sidder


Læg mærke til lydene i det fjerne, samt dem tæt på dig.

4: Lav en mental scanning af din krop fra top til tå


Observer, hvor det føles ubehageligt, og hvor det føles godt.
Skab et billede af, hvordan din krop føles

5: Fokusér på dit åndedræt


Vær nysgerrig. Hvordan føles det? På hvilken måde er hver ind- og udånding forskellig?
Forsøg ikke at kontrollere din vejrtrækning. Hvert åndedrag er helt fint, som det er.

6: Sid sådan i et par minutter


Du vil opleve, at du kommer til at tænke på om du gør det rigtigt, eller hvad du skal nå bagefter. Det er helt ok. Lad tankerne komme på besøg – og så snart du opdager, at du tænker på noget, så bring fokus tilbage på dit åndedræt. Dét er den egentlige øvelse i meditationen.

7: Uret ringer – eller du har lyst til at stoppe


Flyt dit fokus fra åndedrættet tilbage på din vægt på stolen, på lydene og på rummet omkring dig. Kom tilbage til dine fysiske omgivelser.

8: Blink øjnene åbne


Tak dig selv for at give dig selv en lille pause.

 

Det kan lyde som en masse – og du behøver ikke at gøre det som ovenstående. I princippet handler det bare om at sidde stille og fokusere på vejrtrækningen. Du kan gøre det i 2 minutter eller 20 minutter. Det er op til dig. Prøv at gøre det om morgenen. Det er en fed måde at starte dagen på – og der er lidt mere ro på end efter arbejde. Nogle dage er det hårdt og frustrerende, og nogle dage er det ren fryd. Tricket er at blive ved – og at være nysgerrig.