,

LIGESTILLING I BØRNEHØJDE

I anledning af kvindernes internationale kampdag, sætter Altivisten i denne uge fokus på ligestilling. I dette indlæg fortæller Birgitte Kehler Holst ud fra egen erfaring, hvordan man kan arbejde med ligestilling i børneinstitutionerne. Ifølge hende skal ligestillingsdebatten ud af avisspalterne og ned i den nære dagligdag; til det vi gør med vores ord og handlinger – ikke bare et par dage i marts, men hele året.

 

Lige siden mine børn startede i vuggestue, har jeg talt om køn og kønsroller med det pædagogiske personale. Det har været gode og fine samtaler, som over årene har sat deres præg på de institutioner hvor jeg har været forælder. Gennem alle disse år har jeg set, at viljen er stor, og at der skal meget lidt til at åbne for en konstruktiv dialog. Men i den pressede dagligdag, ryger vi alle tilbage i ”plejer”; til vores automatreaktioner. Jeg har derfor ønsket at lave et simpelt værktøj, som ikke slår folk over fingerne, men som giver en retning og som er let at huske. Det er, med hjælp fra flere gode folk, blevet til disse fem guidelines.

 

  1. Vi laver ikke grupper på basis af køn alene.
  2. Vi inviterer altid begge køn med i lege og aktiviteter.
  3. Voksne er rollemodeller, og det afspejles i fordelingen af opgaver og ansvar.
  4. Vi stræber efter at undgå et kønsspecifikt sprogbrug.
  5. Vi forskelsbehandler ikke børn på baggrund af deres køn.

 

Køn er ikke en begrænsning

Før vi dykker ned i de enkelte punkter, er det min erfaring, at det er gavnligt med lidt om tankerne bag: Køn er ikke i sig selv en begrænsning, men kønsroller, kønsstereotyper og normer er det ofte, fordi vi gennem dem viderefører mønstre fra generation til generation, hvilket skaber begrænsninger, ufrihed og ulighed. Dette sker ofte uden at vi overhovedet tænker over det. Kønsroller og normer videregives i høj grad ubevidst fra voksne til børn. Vi gør det i den bedste mening; ofte fordi vi ikke er opmærksomme, eller fordi vi ikke reflekterer tilstrækkeligt over vores egne tillærte praksisser og vaner. Disse enkle guidelines har til formål at sætte børnene fri – fri til bare at være børn, og til at udvikle sig uden at være begrænset af kønsstereotyper. Jeg gentager lige, så det ikke kan misforstås: Køn er ikke en begrænsning i sig selv, men det er kønsstereotyper og kønsnormer derimod.

Friheden til at være sig selv

Frihed er målet. Men frihed indebærer, at man er i stand til at vælge og ved, hvad man kan vælge imellem. Målet er derfor at give alle børn – uafhængigt af deres køn – mulighed for selv at vælge aktiviteter, legetøj, venner, påklædning med mere; ikke fordi de er drenge eller piger, men fordi de har lyst og leger. Alt for ofte lægger vi som voksne uafvidende en usynlig ramme ned over børn, med indgroede forestillinger om hvad drenge og piger har lyst til, er gode til eller foretrækker. På den måde begrænser vi reelt børnene og fratager dem friheden til at vælge og til at være sig selv. Disse guidelines er tænkt til pædagogisk personale, der gerne vil understøtte børns muligheder for at være børn, uafhængigt af kønsstereotyper og kønsnormer. Det er min tanke, at de meget konkrete punkter kan være en hjælp i en ofte travl hverdag, hvor man nemt falder tilbage til rutiner og ureflekterede handlemønstre.


5 guidelines

Vi laver ikke grupper på basis af køn alene. Vi opdeler ikke i drenge og piger – heller ikke blandt de voksne. (Det er næsten altid unødvendigt). Har man brug for at halvere en gruppe kan man tælle 1-2,1-2. Der er mange måder at opdele på: efter alder, eller forbogstav, hvem der har et kæledyr, de høje og de lave. Men selvom vi ved, at der kan være situationer, hvor det kan give mening at inddele børn i køn – for eksempel hvis man skal i svømmehallen – bør det aldrig være per refleks.


Vi inviterer altid begge køn med i lege og aktiviteter. Vi er bevidste om aktivt og hver gang at invitere og opfordre både piger og drenge til at deltage i alle aktiviteter. Vi lader ikke ureflekteret frivillighed være det styrende princip for børnenes valg. Det kan lyde selvmodsigende, når nu målet er frihed, men vi bør være opmærksomme på, at man med frivillighed nemt kommer til at reproducere både social arv og kønsstereotyper – nogle børn vælger dét de ikke kender fra, og frivillighed kan derfor komme til at fratage disse børn muligheden for at lære nyt.


Voksne er rollemodeller, og det afspejles i fordelingen af opgaver og ansvar. Voksne er rollemodeller. Børn kopierer de voksne, og er meget hurtige til at opdage mønstre. Meget læring er nonverbal – derfor er vi også nødt til at agere med andet end ord. Kvinder skal ikke kun tale om og opfordre piger til at spille fodbold og lave bål; de skal selv spille fodbold og lave bål. Mænd skal ikke kun tale om og opfordre til håndarbejde og perleplader; de skal selv lave håndarbejde og perleplader.


Vi stræber efter at undgå en kønsspecifik sprogbrug. Vi åbner op med sproget. Vi bruger ikke vores sprog til at dele børn (og voksne) op i køn og karakterisere dem ud fra køn (prinsesser, bøller, pigefnidder), heller ikke når vi tiltaler en gruppe (”drenge”, ”piger”). Det at tiltale børn med deres køn, forstærker deres tilhørsforhold til en kønskategori og definerer både individer og aktiviteter som kønsrelaterede. Det er næsten altid unødvendigt.


Vi forskelsbehandler ikke børn på baggrund af deres køn. Vi stiller de samme krav til børn – og voksne – uanset køn. Piger er ikke mere selvhjulpne fra naturens hånd; drenge har ikke sværere ved at sidde stille og tage imod en kollektiv besked. Ved at stille de samme krav til alle børn uafhængigt af deres køn, hjælper vi dem til at udvikle hele paletten af kompetencer.