,

22 DAGE SOM VEGANER

 


Anders Stjernholm gennemførte VeganerUdfordringen de første tre uger af april. Her er hans tanker fra eksperimentet i løs dagbogsform. “Det mest irriterende ved veganere – og der er en del at vælge imellem – er helt klart, at de med god sandsynlighed har ret. Det er bedre for miljøet, det er åbenlyst bedre for dyrene, og det er muligvis også bedre for mig selv – så nu prøver jeg det”.


Jeg har længe danset rundt om den varme chia-grød, når det kommer til mine madvaner. Kød har været en helt naturlig del af min kost siden barndommen, og jeg har alle dage elsket røde bøffer, kødsovs, bacon, pepperoni, shawarma, pølser, vildt, kylling og alle de andre lækre dyr, man kan spise. Men de næste tre uger skal jeg altså omlægge min madvaner fuldstændig og se, om jeg kan bevare min energi udelukkende med plantebaseret kost – og min livsglæde…

VeganerUdfordringen

Jeg meldt mig under fanerne i kampagnen VeganerUdfordringen. Fra i dag og 22 dage frem spiser jeg ikke kød eller animalske produkter. Derfor gik jeg her til morges ud og købte nærmest alt, hvad min lokale Kvickly havde af veganske produkter. Første konklusion: Billig er denne livsstil ikke. Når kødpriserne understøttes politisk bliver det ikke nemmere at træffe beslutningen nede ved køledisken.

Den store udfordring for mig bliver at lave helt ny mad. Jeg har haft en rimelig fast rutine med skyr til morgenmad, æg til frokost og kød til aftensmad de sidste tre år. Nu bliver det bananer, soya og en masse ubekendte, som jeg forhåbentlig ikke går i spåner over at skulle tilberede. At bruge så lidt tid i køkkenet som muligt har nemlig også været et mål for mig, og jeg frygter meget for at bruge mange timer på at lave mad, der alligevel ikke bliver særlig tilfredsstillende.

Men hvor intet vover – intet vinder. Jeg vover mig nu udi det her og håber på nogle varige forandringer i mine madvaner, der kan komme miljø, dyr og mig selv til gode i længden.

Første uge som veganer: Fuck det her!

“Fuck det her” er klart den sætning, jeg har brugt mest, siden jeg den 1. april satte mig for at spise vegansk i forbindelse med VeganerUdfordringen.
Og det er ikke så meget smagen af maden, der gør mig opgivende. Det er besværet.

Søndag den 2. stod den på brunch, inden Ateistisk Selskabs generalforsamling. For mig stod den på pommes frites og frugtsalat, for der var ikke andet, jeg kunne spise på kortet. Mayonaisen var snyd, det indrømmer jeg med det samme. Men jeg kunne ikke kun dyppe i ketchup! Det er sådan noget børn gør!

Hjemme i køkkenet går det ikke for godt med at lave velsmagende mad. De fleste shakes, jeg laver smager af hø og maling, og når jeg prøver at stege en form for erstatning af noget kød bliver konsistensen grynet og tør. Det er lykkedes fint nok at lave thaimad uden kød – det ville bare være bedre med…

Slutteligt dummede jeg mig på vej hjem fra et show. Vi stoppede ved en tankstation, hvor min kollega fik en hotdog. Jeg købte en pose chips, for den slags råddenskab er heldigvis lovligt… lige på nær, at jeg store idiot købte en pose bølgechips med kyllinge-smag. Der er sgu kylling i?! Hvem havde troet det? Jeg åd dem alligevel, ligesom jeg lørdag aften også spiste mayonaise og parmesanost, da jeg var på restaurant med nogle venner. Ellers havde mit måltid simpelthen været for trist.

Alt i alt var det ikke nogen prangende uge for mit veganerprojekt. Flere gange har jeg snydt, det smager ikke for godt, og jeg føler mig ikke gladere eller sundere… Jeg håber snart, der er nogle dyr, der siger tak, så der kommer etterlandet ud af det.

Anden uge som veganer

Så er uge nummer to med VeganerUdfordringen overstået. Og det var ingen nem uge!

Den bød på familiefødselsdag, hvor der blev disket op med alt godt fra grillen tilsat “sovsefestival” – fem forskellige slags sovs. Jeg guffede mine soyapølser og forsøgte ikke at græde synligt. I går havde min far tilbedredt lam i flere afskygninger – jeg snuppede en nødde/selleri-bøf.

Et mantra, der hjælper mig hver dag er “food is fuel” – tanken om, at maden mest af alt er brændsel for kroppen og hjernen. Det hjælper, når smagen og den hormonelle belønning ikke er, som den plejer at være. Den mad jeg spiser nu, sender ikke den samme følelse af tilfredsstillelse til min hjerne og tunge – men det må jeg leve med.

Den hormonelle forskel er den store udfordring, når man skal ændre vaner. Uanset om det er afvænning af et rusmiddel, en ny bolig, et kærlighedsbrud eller en ny diæt, så er det i sidste ende et spørgsmål om, at hjernen ikke oplever det samme – og det er hårdt, hvis den finder den nye oplevelse dårligere end den gamle.

I denne uge fik jeg bedre styr på måltiderne derhjemme. Jeg har fået nogle veganske proteinpulvere, som duer OK i shakes med frugt og spinat. Det er et fint nok morgenmåltid. Samtidig har jeg fået lavet nogle nøddebøffer, som smager ok – og dermed også giver mere protein.

Proteinerne er vigtige for mig på grund af koncentration – ikke på grund af træning. Jeg kan stadig løfte og træne så hårdt som før, men min koncentration lider under, at jeg får flere kulhydrater. Jeg er diagnosticeret med en mild ADHD og har altid oplevet koncentrationsbesvær, men i disse to uger har det været værre. Fra andre voksne ADHD’ere har jeg hørt, at de også er utroligt påvirkelige af kosten. Hvis de spiser helt kulhydratfattigt er koncentrationen og strukturen på dagen langt bedre. Derfor spiser jeg normalt med et langt højere indtag af protein, og det har været tydeligt nok for mig at mærke, at den veganske kost med et langt højere indhold af kulhydrat har kostet fokus.

For eksempel hører jeg normalt 95% af, hvad min kæreste siger. Men de sidste par uger har hun taget mig i ikke at høre efter i hvert fald et par gange om dagen. Desuden kan jeg mærke, hvordan min effektivitet daler foran computeren. Igen: Det er muligvis et spørgsmål om vaneændring, men når det kommer til min hjerne og arbejde er jeg mere stædig, end når det går ud over min tunge og mave. Jeg vil ikke svigte mit arbejde på grund af kosten. Så derfor kigger jeg efter flere veganske produkter, der har et højt indhold af protein uden der følger mange kulhydrater med (som der gør i bønner f.eks.).

Alt i alt: Det går bedre, men de store livsændrende forbedringer lader stadig vente på sig.

Sidste uge af veganerudfordringen: Easy McPeasy

Vaner.

Det er det, det her drejer sig om. Det drejer sig om daglige rutiner og hormonelle udsving. For vi er vanedyr. Når vi har en succesfuld rutine – som for eksempel skyr og proteinpulver til morgenmad, som jeg har haft i tre år, så er min hjernes hormonudsvingninger også gearet i den retning. Så når en ny morgenrutine skal indfinde sig, er hjernen decideret uvillig. I starten orkede jeg ikke at lave shakes i stedet for skålen med skyr, de smagte ringe, og jeg følte ikke en tilfredsstillende mæthed.
På bare tre uger er morgen-shaken blevet en god vane. Jeg ved nu, hvad der skal i – både væske og pulver og andet, det smager langt bedre, og jeg forstår også, hvad jeg nu har fået af næring, og hvornår jeg skal spise igen. Vaneændringer kræver egentlig ikke tålmodighed – de kræver beslutsomhed.

At tage VeganerUdfordringen var den nemmeste måde for mig at få beslutsomhed ind i mine vaneændringer. Reglerne var ingen kød og animalske produkter – og den måtte bare ikke fraviges. Det lykkedes ikke helt – jeg snød enkelte gange med ost og mayonnaise – men overordnet betød de skarpt optrukne linjer, at jeg kunne være konsekvent.

Mine favoritmåltider var her til sidst:

Morgenshake med banan, jordbær, blåbær, spinat eller grønkål med vegansk proteinpulver, soyayoghurt eller soyamælk og vand.

Tofu-avacodomos som smørepålæg.

Nødde/selleribøffer, som blev brugt på mange forskellige måder (Vedlagte billede er et par burgere med stegt grønkål, forårsløg og tomater)

Thai-wokretter – evt. med seitan og tofu som køderstatninger.

Og åndsvagt mange bananer…

Fremmed i køkkenet

Jeg holder af at lave mad intuitivt. Bare at kigge i køleskabet og så sammensætte en ret. Derfor var udfordringen særlig svær, da jeg var totalt analfabet udi vegansk madlavning. Når jeg ikke startede med et stykke kylling eller havde æg som base i retten, anede jeg ikke, hvordan jeg så skabte velsmagen. Rigtig mange mennesker har været søde og sendt opskrifter og tips, men mange af dem preller af, fordi jeg netop har den indstilling, at jeg helst selv vil komponere mine retter. Efter de her tre uger har jeg en langt bedre forståelse af råvarerne. Jeg har en klar idé om, hvad tofu og seitan bringer af smag og konsistens, hvad soyaprodukter kan gøre, og hvordan jeg får lidt umami i retterne – røget paprika og trøffelolie er nemme smutveje til dette (og trøffelolie er ikke så dyrt, som det lyder).

Jeg afsluttede udfordringen en dag for tidligt. For Jonas og Maria havde indbudt til påskefrokost med det store kolde bord, så jeg valgte at overgive mig til silden og fiskefileterne og rejerne og leverpostejen og frikadunserne og roastbeefen. Det hele ja!
Men i dag søndag står den igen på veganershake og seitanen er marineret til nogle veganske forårsruller i aften. Og faktisk virker det til, at den frugtshake har onduleret mine tømmermænd på rekordfart – jeg havde i hvert fald ikke regnet med, at denne tekst ville skrive sig selv så hurtigt…

Jeg vil fremover ikke være veganer – eller vegetar. Mest af alt fordi, jeg ikke orker besværet. Jeg vil gerne kunne spise, hvad der kommer på bordet, når jeg på besøg hos venner og familie. Og jeg vil gerne have alle mulighederne, når jeg kigger i et menukort. Men hjemme i køkkenet vil jeg gerne stræbe efter at reducere mit kødforbrug. Fordelene for klimaet og dyrene er åbenlyse. Om det også er en sundhedsmæssig fordel for mig, kan jeg ikke afgøre efter 3 uger, men jeg vil glæde mig til at finde ud af det. For som jeg startede med at sige, inden denne udfordring: Det værste ved veganere er, at de nok har ret. Om de har ret i alle tre punkter, ved jeg ikke endnu, men jeg glæder mig til at finde ud af det.


Anders Stjernholm er stand-up komiker og folketingskandidat for Alternativet. I denne måned har han, sammen med mange andre, taget VeganerUdfordringen op, der går ud på at spise vegansk i 22 dage.